Interview med Nikolaj Nøhr-Rasmussen i Motorradioen
Det er blot et år siden startskuddet lød og allerede
nu er Volvos danske udviklingscenter godt i gang med
at fodre resten af organisationen, ikke mindst med
deres arbejdsmetoder. På længere sigt handler det
dog mest om at udbygge den såkaldte digitale
brugerflade i første omgang mellem brugerne af Volvo-biler og bilens computerbaserede tilbud (Human
Machine Interface), – dem som primært opleves gennem
skærme og instrumenter i bilerne.
Årsagen til, at der nu ligger et lille
udviklingscenter i København, skal findes i, at
Nokia for godt og vel et år siden nedlagde sine
aktiviteter. En lang række højtuddannede
specialiserede medarbejdere stod derefter uden job
og hos Volvo, som via økonomiske indsprøjtninger fra
fabrikkens kinesiske investor har fået mulighed for
at satse langsigtet, var man ikke sen til at
engagere en gruppe på dengang 14 medarbejdere, som
siden er blevet til 18.
Ingen af dem var særlig interesserede i at rykke
teltpælene op og flytte til Göteborg – og løsningen
var, her i moderne tider, hvor geografiske afstande
har mindre betydning for store koncerner, at de 18
medarbejdere simpelthen fik til huse i København,
nærmere bestemt i Københavns Sydhavn i samme bygning
som Aalborg Universitet holder til i.
Usædvanlig kontellation
Det er et usædvanligt forløb og en usædvanlig
konstellation, men et klart udtryk for den
legendariske svenske bilfabriks nutidige vilje til
at tilpasse sig. Derfor lyder opgaven i startfasen
ikke kun på at integrere software, baseret på
medarbejdernes indgående kendskab til brugeradfærd
og –behov samt mobile IT-løsninger, men også på i
virksomheden som helhed at udbygge brugercentrerede
tænkemetoder, som de alle har naturligt kendskab til
qua deres fortid i IT-branchen.
Det sidste er man kommet langt med, forklarer
lederen af den danske afdeling Nikolaj
Nøhr-Rasmussen, der selv har en fortid med bl.a. 10
år hos Nokia. Og indsatsen har modtaget stor
anerkendelse helt op i Volvos topledelse.
Virksomheden havde nemlig brug for at for udbygget
det referencegrundlag, som ligger til grund for
produktionen af moderne, dynamiske premium-biler.
Filosofien bag ”UXCC” (User Experience Competence
Center), som er navnet på den danske
udviklingsafdeling, er indeholdt i de to første
bogstaver ”UX” - ”bruger oplevelse”. Det er nemlig
brugerens oplevelse, der i sidste ende er afgørende
for valget af den ene eller den anden bil. Har
bilfabrikken det sigte klart for øje, vil
brugergrænsefladen i bilerne kunne tilpasses
brugernes forventninger og ønsker. Og er de basale
egenskaber ved bilen i øvrigt i orden (hvad der også
har noget med forventninger at gøre), har man det
perfekte grundlag for succes.
Analyse af bilejernes brug af biler
For at sikre den rette forståelse af brugernes
ønsker har Volvo-medarbejderne bl.a. igangsat
dybdegående analyser af bilejeres brug af biler. Ved
intensivt at forholde sig til og iagttage hvordan
biler bruges, har medarbejderne fået en klarere idé
om i hvilken retning man bør arbejde. Derpå er det
op til medarbejdernes kreativitet, indenfor Volvo’s
grundlæggende værdinormer – og måske også et kik i
pengekassen, trods alt – at skabe brugerrigtige
løsninger, som i al sin enkelhed skal sikre Volvo en
førerposition på området gennem verdens mest
gennemtænkte, brugervenlige og tidløse biloplevelser.
Det første danske fingeraftryk vil kunne ses sidst i
2013. Naturligt nok vil Nikolaj Nøhr-Rasmussen ikke
ud med hvad der specifikt er tale om, men det er
centreret omkring skærmen i bilernes midterkonsol og
rammer givetvis indenfor fortolkningen af
Scandinavian Design som er kendetegnet ved at det er
funktionelt, tidløst og let at bruge.
 |