BMW har nogle gange afholdt Driving Experience på
FDM Sjællandsringen ved Roskilde. Hver gang har det
været en kolossal succes, hvor kørekurserne – for
det er reelt dét, der er tale om – har været udsolgt
på stort set ingen tid. Også i år, hvor man havde
opgraderet udvalget af de biler, deltagerne får lov
til at stifte bekendtskab med.
Ud fra et bilentusiastisk synspunkt er det i sig
selv unikt, at få mulighed for at boltre sig i biler
som BMW M3, X5, 650i Cabriolet, MINI Roadster John
Cooper Works og mange, mange flere. Men den
pædagogiske synsvinkel er en reminder til alle
bilister.
Seeing is believing
For BMW’s vedkommende gælder det gamle udsagn:
Seeing is believing (at opleve tingene selv gør det
lettere at tro på dem, sådan lidt frit oversat).
Ikke mindst i det moderne samfund, som er så
stopfyldt med informationer i det sammensurium af
medier, der alle mener, at deres indhold er det
absolut vigtigste. Hvem skal man tro? Heldigvis
giver et arrangement som BMW Driving Experience, der
afholdes over en uge med flere sessions hver dag,
mulighed for at danne sig sin egen mening og få en
egen føling af begrebet køredynamik, som er kernen i
BMW’s biler. Hvis man altså er så heldig at få
sikret sig en plads. Og det er i skrivende stund
slut – i hvert fald for i år.
I andre må derfor være lidt tidligere ude til næste
år. Indtil da må I stole på, at undertegnedes ord
kan står til troende, når det kan fastslås, at
ligeså komfortable, BMW’er i enhver størrelse måtte
være, ligeså herlige er de at afprøve under trygge
forhold på en afspærret bane. Og ikke mindst under
kyndig instruktion – hvad selv den bedste
motorjournalist tid efter anden kan have gavn af, så
man får fjernet de værste unoder og dårlige vaner.
Køreteknik for alle
Det pædagogiske er imidlertid mindst ligeså vigtigt.
Og hér behøver man ikke vente et år eller være
inkarneret BMW-fan/ejer for at blive bedre. I
Danmark tilbydes der et utal af kørekurser – nogle
naturligvis bedre end andre – og det burde være
enhver bilists pligt med jævne mellemrum, måske
engang hvert andet år, at sætte sig på skolebænken
og siden under trygge rammer at afprøve i praksis,
hvor kort afstanden er fra en sikker
undvigelsesmanøvre og katastrofeopbremsning til en
fatal ulykke.
Køreinstruktørernes erfaring er f.eks. at de fleste
bilister har svært ved at gennemføre en maksimal
opbremsning. De fleste er ganske enkelt for
forsigtige. Og hastighed spiller – uanset hvor glad
undertegnede er for engang imellem at køre hurtigt –
en væsentlig rolle: Øges farten fra 80 km/t til 100
km/t øges bremselængden i en BMW fra ca. 21 til ca.
31 meter. Tankevækkende.
Hestekræfter for alle
Flot at BMW giver bilisterne et prik på skulderen
engang imellem og også gør det muligt at afprøve
højpotente biler under sikre forhold. Men ikke alle
har brug for at køre biler med 4-500 hestekræfter
for at forstå betydningen af at træne sine
kørefærdigheder, og det kan ske i langt mindre
potente biler.
…når det så er sagt, skal det lige som en
plus-erfaring fra undertegnedes deltagelse i BMW
Driving Experience fastslås, at kører man en af de
ekstreme M-varianter er det en ganske anderledes
oplevelse at skifte til en af de mere komfortable
modeller – for nu at sige det mildt. I den ekstreme
trafiksituation er ”racerbilerne” ganske enkelt
markant bedre. Det vidste vi ”naturligvis” godt i
forvejen – men det er meget rart at få dokumenteret
med få minutters mellemrum. Seeing is believing!
 |