Volkswagen Golf Variant er ikke den største
stationcar til prisen, heller ikke den hurtigste
eller mest komfortable. Men den er reel og byder på
fine nyskabende løsninger og ikke mindst et
tiltalende design.
Den mest spændende løsning var dog ikke inkluderet i
den bil, vi prøvede over nogle dage. Ærgerligt, for
den er ikke mindre end genial. Men vi har set
løsningen i funktion: Et regulært elektrisk
skyde/vippe panorama tag, der dækker 60 procent af
hele tagets areal.
Taget kan åbne
Problemet med panorama tag er, at de, for at kunne
give det fantastiske lysindfald i kabinen, normalt
ikke kan andet end lade lyset komme ind. Men
Volkswagen har stor erfaring med fleksible løsninger
og den har de overført på Golf’en. I praksis funger
det sådan, at den forreste del af panoramataget i
hele sin store bredde kan skydes bagud, helt ned
over bagsædet. Eller delvis, hvis man ikke vil have
det helt åben. Fortil skyder der automatisk en lille
vindskærm op, som skubber vinden op over åbningen i
taget, og derved hindrer træk om ørene.
Men den forreste halvdel af panoramataget kan i hel
sin bredde også vippe opad bagtil. En fin funktion
er, at man ligesom ved mange elektriske sideruder
ikke skal holde en knap aktiveret i al den tid,
taget bevæger sig. Et enkelt drej på en knap og så
klarer taget resten.
Fornuftig merpris
Uheldigvis var skyde/vippetaget ikke monteret i den
prøvekørte bil. Hvis det havde været der, ville
prisen have været 25.000 kroner højere. Ikke i sig
selv en lav pris for et ”soltag”, men sat i forhold
til, at konkurrenterne også forlanger en merpris for
deres passive panorama tag, er prisen OK.
Den nye Volkswagen Golf Variant, som i øvrigt havde
verdenspremiere på Gèneve Motorshow sidste forår, er
en gennemgribende ny bil, selvom slægtskabet til
tidligere generationer ikke fornægtes. Men
bagpartiet er meget anderledes. Meget elegant,
næsten Mercedes-agtigt, med al respekt for VW’s egne
designere.
Stort bagagerum
Bagagerummet er stort, hele 500 liter og de er
dækket helt til af det store bagagerumsdækken.
Bunden er en foldbund med skjulte rum nedenunder og
nedenunder dem er der oven i købet også plads til et
reservehjul.
Det er blevet populært, at sammenligne kompakte
multibiler eller ”SUV’er” med stationcars. En
sammenligning, som i hvert fald gør stationcar’en
til vinder, når det gælder køreegenskaber. En Golf
Variant kører som en personbil, den klæber fint til
vejen, er stabil i kurverne og i kabinen fornemmer
man ikke, at den er en stationcar. Lydbilledet er
ikke væsensforskelligt fra hatch-back versionen.
Pumpe-dyse motor
Under motorhjælmen i den prøvekørte variant lå en
1,9 liters diesel, baseret på VW’s pumpe-dyse
teknik. |