VW Golf Variant i Motorradioen
Hvad gør man, når man er brændt varm på en VW Golf,
kikker i bagagerummet, kaster et blik på familien og
konstaterer, at der er for lidt plads? Man køber da
bare en stationcar – eller en Variant, som det
hedder på VW-sprog.
Det er nemlig det særlige ved en Golf Variant, at
den helt igennem er en Golf. Visuelt, funktionelt og
ikke mindst hvad køreegenskaberne angår. Naturligvis
er den længere end den almindelige 5-dørs Golf (30
cm) og dermed er balancen en smule anderledes, men
med ensartet læs er forskellen ikke den store.
Kantet design giver mere plads
En stationcar køber man mest pga. pladsmulighederne.
Og hér er man bedre stillet med en Golf Variant end
f.eks. en SEAT Leon ST, der er bygget på samme
tekniske platform som Golf’en. Til trods for, at
dimensionerne er de samme, er der lidt mere plads i
Golf Variant. Det har givetvis med designet at gøre,
Golf’en lukrerer på, at den er mere kantet, og
dermed har man altså også i plads-sammenhæng gavn af
den funktion, som altid har været et kendetegn for
VW Golf.
Det oplever man også i mange detaljer.
Bagsæderyglænene kan f.eks. udløses via et greb i
bagagerummet, hvorpå de lægger sig ned i næsten flad
position og man disponerer over et næsten fladt
bagagerumsgulv. I den prøvekørte Highline version
var der også monteret bagagerums-net, som indgår i
den kasse, som desuden indeholder
bagagerumsdækkenet. Nettet kan spændes op bag nakken
på bagsædepassagererne og øger anvendelsesmuligheden
af bilen.
Sikkerheds- og pladsfordel
Normalt er det ikke anbefalelsesværdigt, at undlade
at anvende bagagerumsdækkenet, simpelthen fordi en
kraftig opbremsning, i yderste instans en kollision
f.eks. med en forankørende, vil kunne få løse
genstande i bagagerummet til at flyve fremad i
bilen. De holdes væk fra passagerafsnittet, så man i
praksis kan læsse højere end bagagerumsdækkenet kan
klare.
Det er dog temmelig meget plads, man har til
rådighed. Ikke færre end 605 liter og det kan øges
til 1620 liter – men så bliver det meget naturligt
uden bagagerums-net.
Masser af trækkraft
Foruden bagagekapaciteten er Golf’en udstyret med
(flotte) blanke tagbøjler og har man brug for
anhænger, kan den prøvekørte udgave med 150
diselheste i maskinrummet klare op til 1800 kg.
Motoren er kraftig, den præsterer et drejningsmoment
på 320 Nm i et temmelig bredt omdrejningsområde fra
1750-3000 omdr./min. Det giver fine fartpræstationer
(0-100 km/t på under 9 sekunder), men også masser af
kræfter, når bilen fyldes op. Med to personer i
bilen kan den køre næsten 24 km/l – det er også et
ret pænt tal.
God balance
Imidlertid er dieseludgaven 100 kg tungere end
tilsvarende modeller med benzinmotorer. Den vægt
ligger fortrinsvis på forakslen og her er det givet
vis en fordel, at Golf’en har det, der kaldes en XDS
elektronisk spærredifferentiale. Det svarer lidt til
det, andre kalder Torque Vectoring Control, et
system som fordeler kræfterne optimalt mellem de
trækkende hjul og stabiliserer bilen.
Den større vægt fortil er også en fordel, hvis man
virkelig læsser bagagerummet – så bevarer bilen sin
naturlige balance – og vejgrebet i fedtet føre
bliver også bedre, fordi man har større vægt på de
trækkende hjul.
Udstyr og komfort for alle pengene
I øvrigt var testbilen udstyret med 17” alufælge og
lavprofildæk i stedet for de 16” fælge, der er
standard. Det ville normalt gå ud over
affjedringskomforten, men, gætter vi på, netop fordi
vægte fortil er større, skal fjedrene arbejde lidt
mere og derved bevares den bestemte, men gode
affjedring, som også er en af Golf-familiens
kendetegn.
Den billigste Golf Variant koster 240.000 kroner.
Den prøvekørte 2-liters diesel med Highline udstyr
er prissat til 386.000 kroner. Det giver ikke bare
”Golf for alle pengene” men også ”Udstyr for alle
pengene”. Foruden alufælgene også 2-zone klimaanlæg,
sportssæder, sædevarme, tågeforlygter med
drejefunktion, el-sidespejle med varme,
træthedsregistrering (genialt på den lange seje
ferietur, hvor resten af familien sover), fartpilot,
multifunktions læderrat og meget, meget mere. |