For nylig prøvede vi specialversionen af Toyota
Yaris med betegnelsen S (læs
hér>>>). Fornuftsudgaven af selvsamme Yaris har
efternavnet 1,4 D-4D. D’erne står bl.a. for diesel
og dermed også en bedre brændstoføkonomi – 23,8 km
kan den køre på en liter dieselolie.
Men da benzin-udgaven også hængte meget godt på, og
formåede at køre 19,6 km på en liter benzin, er det
totaløkonomien, der gør forskellen på de to biler.
Det gælder også i sammenligning med de øvrige Yaris
varianter, hvorimod basisudstyret og indretningen er
ens og i forhold til konkurrenter fra andre
bilproducenter ganske attraktivt.
Fornuften bestemmer
Fornuften skal altså bestemme. Og fornuftigt er det
naturligvis, at køre langt på literen, især hvis man
har et stort kørselsforbrug. Kører man kun korte
ture og ikke så mange kilometer, holder den ikke.
Desuden er dieselmotoren for lang tid om at varme
kabinen op, når det er koldt udenfor – et problem,
som Toyota har forsøgt at løse ved hjælp af en
hurtig opvarmer, som nu ikke var særlig effektiv.
Det hænger sammen med, at en dieselmotor har en
lavere arbejdstemperatur og ganske enkelt ikke
afgiver så meget varme.
Prisen for Yaris 1,4 D-4D T2 er en anden
fornuftsfaktor. 193.000 kroner inkl. T2 udstyr er
bestemt en attraktiv pris, fordi man får ret meget
brugbar bil for pengene. Det sidste er vigtigt, for
Yaris er en yderst kompakt bil med sine blot 3,8
meters længde. Mange konkurrenter, der på papiret er
større, er måske endda også billigere, men ikke
nødvendigvis ligeså funktionelle. Det skal dog
tilføjes at aircondition ikke er standard, men det
kan tilkøbes for blot 8000 kroner.
God motor
Dieselmotoren i Yaris D-4D er fleksibel og
velkørende. Den er ikke udpræget støjsvag, men den
underbygger de gode køreegenskaber. Normalt er en
dieselmotor tungere end en benzinmotor. Det gælder
også Yaris dieselen, men det er kun nogle få kg, som
selvfølgelig i praksis er helt umærkelige.
Derfor får man også med Yaris en køreglad bil, som
oven i købet byder på bedre fartpræstationer end den
førnævnte S-variant. F.eks. bruger den kun 10,7
sekunder til at nå de 100 km/t – til trods for, at
effekten er 11 hestekræfter ringere. Forklaringen
findes i det brede momentområde: momentet på 205 Nm
er til rådighed i hele intervallet fra 1800 til 2800
motoromdrejninger/minut. Til sammenligning skal man
helt op på 4000 motoromdrejninger med 1,3 liters
benzin motoren, for at opnå det maksimale
drejningsmoment på 132 Nm.
Ikke uvæsentligt, og det gælder i øvrigt alle
Yaris’er: 7 airbags er standard plus et yderst
velfungerende ESP, som vintervejret gav rige
muligheder for at afprøve.
|