|
Allerede sidste sommer prøvede vi
Toyota Proace første gang (læs
den første test af Toyota Proace hér >>>), men
det var, indrømmet, en kortere prøvekørsel. De
funktionelle egenskaber står til troende, men
spørgsmålet var, hvordan den nye varevogn og afløser
for Hiace, vil opleves over nogle dage.
Foruden blot det, at leve med bilen,
kørte vi også en længere tur. Vi fyldte varerummet
godt op og det trak bestemt ikke nedad på
tjeklisten. Den længere køretur inkluderede højfarts
test på tyske autobahns, passage af Storebælt i stiv
sidevind, så Proacen fik sin sag for. Men det
klarede den nu ret udmærket.
Svært at nå topfart
Det med højfart var nu så som så. I
motorrummet lå Toyotas trækvillige 128 hestes
2-liters diesel. Den er en stabil og pålidelig
maskine, moderat støjende og tilstrækkelig ved
lavere hastigheder med og uden læs.
Men på de tyske motorveje nåede vi
aldrig over 160 km/t – og det var ikke fordi vi ikke
forsøgte. Trafikken var ikke tæt, så den kan vi ikke
give skylden, men accelerationen hører op, når man
bevæger sig ud over dansk motorvejsfart. Det er jo,
set med danske øjne, meget praktisk. Og naturligvis
hører den ikke helt op – det går bare meget
langsommere op i fart jo hurtigere det går…
Mere power med ens forbrug
Og så er oplevelsen med og uden læs
ikke nævneværdig forskellig. Vil man have mere
power, findes Proace jo også i en skrappere version
med 165 heste. Den kører oven i købet ligeså langt
på literen.
Netop brændstoføkonomien er en vigtig
egenskab ved Proace. Med de 128 heste kører man 15,6
km/l og det forbløffende er, at man, i hvert fald
tom, kommer ret tæt på det tal i praksis.
Godt isoleret
En forskel på Toyota Proace og
søstermodellerne fra Citroën, Peugeot og Fiat, er
varerumsindretningen. Isoleringen mellem
passagerkabinen med plads til tre og varerummet
håndterer såvel temperaturer som lyd – og gør det
fortræffeligt. Den typiske rungen fra et tomt
varerum opleves stort set ikke i cockpittet og selv
i det kølige vintervejr var kabinen hurtigt varmet
op.
I varerummet anvendes et særligt
skridsikkert materiale på bundpladen – det fungerede
fint. Med blot en smule vægt på genstandene i rummet
skulle der mere end almindelig aggressiv kørsel og
kraftige opbremsninger til for at flytte dem rundt i
rummet.
Stabil og komfortabel
I stiv sidevind havde Proace det
forbavsende godt – og i sagens natur bedre med læs
end uden. Affjedringen er forholdsvis fast, hvad der
givet vis er med til at sikre beskeden krængning i
sving og ved sidevind. Omvendt, og især med læs, er
kørekomforten udmærket. Små ujævnheder mærkes en
smule mere end store. Det kan givet vis tilskrives
affjedringskarakteristikken.
Den velisolerede passagerkabine er
med til at give en høj komfortoplevelse, men det er
det høje udstyrsniveau også. De tre bogstav/tal
kombinationer i modelbetegnelsen - L2 H1 T2 – står
for, at det er den lange udgave, den lave version og
det høje udstyrsniveau.
Godt udstyr
Allerede T1 udstyrsniveauet
inkluderer el-sideruder, el-sidespejle med varme,
fjernbetjent centrallås, multijusterbart rat og
sædevarme. Og skulle uheldet være ude, har
cockpittet to airbags – det er en anden af
forskellene på Proace og søsterbilerne. T2 har
yderligere aircondition, den isolerede
varerumsadskillelse, AUX og USB-stik, det skridsikre
gulv og radio med Bluetooth. Også tågeforlygter
hører med i pakken.
I varerummet findes der 12-Volt udtag
ligesom i passagerafsnittet, og den prøvekørte
version til lige godt 200.000 kroner ex. moms havde
skydedøre i begge sider samt fløjdøre bagest.
Bagdørene fungerede godt, men sidedørene var noget
stramme, indtil de kom i gled. Det er altid et
kompromis, at sikre at dørene forbliver åbne, også
når bilen f.eks. er parkeret med næsen nedad, og
samtidig lette at betjene. Endnu har ingen vist
rigtigt fundet den ideelle løsning.
 |
Biltest:
Toyota Proace 2,0 D L2 H1 T2
Toyota Proace i Motorradioen
