Toyota har bygget en autentisk sportsvogn. Formålet
er ikke mindst, at genoplive et i vore
miljø-hensynstider "forbudt" begreb: køreglæde. Det
er skabt helt i tråd med fabrikkens intensive
indsats på miljøområdet med en erklæret
hybridstrategi og f.eks. det netop etablerede
samarbejde med BMW om brændselscellebiler.
Helt så langt er man ikke endnu med Toyota GT86, som
er sportsvognes navn. Men det kommer nok og det
første skridt er taget: Man har givet køretøjet 200
indsugnings-hestekræfter og en gearing, som giver
fine sportsvognspræstationer. Derved kan man køre
små 13 kilometer på en liter benzin. Det lyder i den
større sammenhæng ikke af meget langt på literen.
Men glem ikke: Toyota har været tro imod det, der
gør en sportsvogn, og så er der altså grænser.
Fra racerbane til vinterveje
Vi har tidligere haft lejlighed til at prøvekøre
Toyota GT86 på spanske bjergveje i Catalonien. Vi
har endda kørt på racerbane med den – både i Danmark
og i Sverige. Og den er en sand fryd og fornøjelse
at boltre sig i og med. Dette skal ikke være en
gentagelse af tidligere oplevelser (læs
den første test af Toyota GT 86 hér >>>), men
derimod en ægte afprøvning af, om konceptet holder,
også i dansk vintervejr.
Danmark var nemlig dækket af sne og is i det meste
af testperioden, så vi har prøvet den i alskens
vintervejr, ved temperaturer et godt stykke under
nul, og naturligvis var den forsynet med vinterdæk,
som det sig hører og bør om vinteren.
Føreren og elektronikken
Et sådan vejr er noget af en udfordring for en bil
med baghjulstræk, en ret direkte styring og ligeså
direkte kraftoverførsel. Vægtfordelingen med lidt
større vægt på forhjulene, som under acceleration
skydes bagud og dermed skaber et ensartet tryk på
alle fire hjul, holder jo ikke i snevejr. Det giver
en løs bagende og så er der principielt kun én
kompensationsmulighed: Førerens evner til at styre
bilen.
Men den holder ikke helt i praksis. For samtidig med
at sportsvognen er autentisk, er den det ikke mere
end at Toyota har udstyret den med al mulig moderne
elektronik. Elektronik, som vel at mærke er
optimeret til GT86.
Den har naturligvis ESP og tractioncontrol. Begge
dele hjælper til at opnå det maksimale vejgreb under
acceleration og redder mange begyndende
udskridninger. Det sker også på glat vej og er især
en stor sikkerhed, når vejgrebet konstant skifter,
fordi man det ene øjeblik kører på asfalt, det næste
på is elle sne. Og det er desværre ofte tilfældet på
de råsaltede danske landeveje.
Men det er ikke udpræget morsomt at få den
elektroniske håndsrækning.
Sportsindstilling
Heldigvis kan begge deles kobles mere eller mindre
fra. Man disponerer nemlig over en
sports-indstilling. Med den kan man glimrende slå
lidt med halen og hvad der er nok så vigtigt: Få
fuld acceleration, når det begynder at gå lige ud
igen. Det er både underholdende, sikkert og
effektivt – og medvirker især i snevejr til, at man
får GT86 godt ind på rygraden. Det er noget, der
givetvis vil gavne i en kritisk situation også i
tørt og varmt vejr.
Sluttelig kan det hele kobles fra og så ER det
føreren, der skal kontrollere efter bedste evne. Men
han lades heller ikke i stikken i dén situation.
GT86 er nemlig yderst velafbalanceret, trods det
lidt mindre tryk på baghjulene i glat føre.
Alt det andet…
I vinterkulden skulle startmotoren arbejde lidt
ekstra for at få liv i maskineriet, men det er ret
normalt. Vintervejret afslørede, at bagsæderne kan
bruges til endnu mindre end i sommervarmen, hvor man
godt kan få et par sandaler stukket ind under
forsæderne. Den går ikke med varme vinterstøvler.
Udsynet skråt bagud lader meget at hente, men det er
et typisk sportsvognssyndrom. Til gengæld er det
herligt med den tophængslede bagklap og de
nedfældelige bagsæderyglæn, som muliggør, at man kan
have mere end blot en lille håndtaske med på turen.
Hvis man altså kun er to i kabinen – og mere er
egentlig ikke anbefalelsesværdigt, i hvert fald ikke
for dem, der i givet fald trækker en nitte og skal
sidde på bagsæderne.
Udstyret er
righoldigt og gennemført i de fleste detaljer. Røde
stikninger i lædersæderne, rammeløst bakspejl,
dobbelte udstødningsrør, og tilkøb af navigation for
en billig penge. Omend Toyota Touch skærmen til
tider kan være vanskelig at se klart pga. af
spejlinger fra det lyse vinterlandskab.
|