Den lille Toyota Aygo kan købes for under 90.000
kroner. Men Toyotas erfaring er, at når først
kunderne kommer indenfor hos forhandlerne og
opdager, hvor billigt det er, at individualisere
bilen og få en masse udstyr oveni, så ender de med
at give…113.995 kroner for deres nye bil.
De 114.000 kroner på nær en 5’er er nemlig prisen på
5-dørs udgaven med navnet x-press. De fem døre er af
stor betydning, for erfaringer viser, at når en bil
skal sælges brugt, er den meget lettere, at komme af
med til en fornuftig pris, hvis den har to døre i
hver side. Hvad man betaler oveni, når man køber
bilen fra ny, tjener man med andre ord ind igen (og
mere til), når bilen måtte skulle sælges.
Praktisk
Og så er det også ret praktisk at have to døre i
hver side. Ikke alene, hvis der skal passagerer ind
på bagsædet, men bestemt også, hvis man vil udnytte
den bagagepladsforøgelse, man får, når de delelige
bagsæderyglæn lægges ned. Det er ganske enkelt meget
lettere at bugsere bagagen på plads, hvis man har
adgang til ”bagperronen” fra hver side af bilen. Og
det er nok en mulighed, man ofte benytter sig af,
for bagagerummet i Aygo er på 168 liter og det er
ikke meget.
Naturligt nok, for Toyota Aygo er med sine 3,46
meter én af markedets allerkorteste biler. Det er
herligt, når der skal findes
kantstensparkeringsplads i en tæt befolket bymidte
med masser af biler. Men så må man altså tage et af
bagsæderne i brug, hvis man har behov for mere
bagageplads.
I øvrigt fås de to ekstra døre for en merpris på
blot 4000 kroner, så resten af ”udskejelserne”
ligger i selve udstyret. Og det er omfattende:
Godt standardudstyr
Standardudstyret i x-press modellen inkluderer 15”
alufælge. De ser ikke bare bedre ud, men alufælge
har også den funktionelle egenskab, at de er mere
robuste end stålfælge, der kan blive skæve, f.eks.
ved påkørsel af kantsten. I øvrigt er alufælgene
lidt større (1”) og dæksiderne tilsvarende lavere –
det giver en lidt fastere fornemmelse af kørebanen.
I forhold til den billigste version har x-press også
aircondition og Bluetooth forbindelsesmuligheder til
f.eks. en smarttelefon. Den har også elektriske
sidespejle med varme, som optør frosten i
vinterperioden.
Førersædet kan desuden justeres i højden, læderrat
og –gearknob er standard, det samme er fartbegrænser
(hvis man træder speederen ned, virker
fartbegrænseren næsten som en fartpilot). Dertil
kommer tågeforlygter samt indvendigt også en 7”
berøringsskærm, hvorfra man ved hjælp af det
såkaldte x-touch kan styre multimediesystemerne og
se bakkameraet, der trods bilens beskedne længde og
udmærkede udsyn bagud egentlig er ret bekvemt.
Skærmen er stort set refleksfri og let at betjene.
Individualisering
På den prøvekørte udgave havde man desuden
installeret integreret navigation til 4.200 kroner
og ikke mindst en såkaldt OUTglow eksteriørpakke til
små 2.800 kroner. Den består af de røde streamere og
sidelister, som kan ses på billederne.
Sidstnævnte er et fremragende eksempel på, hvordan
man for få penge kan skabe bilens helt eget
individuelle udseende.
Vi har tidligere prøvekørt Toyota Aygo x-cite (se
prøvekørslen af Toyota Aygo x-cite hér >>>).
Sammenlign billederne hér på siden med den orange
x-cite. Der er en verden til forskel på de to bilers
udseende. Hvilken, man foretrækker, afgør man selv.
Køreegenskaberne
Hvad bilens køreegenskaber angår, er den eneste
forskel på basismodellen og x-press de andre fælge
og en smule højere vægt. De færreste vil formentlig
kunne mærke den helt store forskel, om nogen
overhovedet. De aktuelle kørselsforhold (vej, vind
og asfalt) har langt større indflydelse på
køreoplevelsen.
Dermed kører bilerne næsten ens. Det er altså ikke
dér, man finder den store forskel. Vi tror, at det
især er kombinationen af de fancy udseende alufælge,
x-touch, aircondition og det elektriske udstyr. Det
er til at forstå, og merprisen for udstyret på rundt
regnet 20.000 kroner fordelt over f.eks. 10 år (Aygo
har dog 12 års ”rustgaranti”) er langt under 200
kroner om måneden og den luksus, man får for
pengene, vil de fleste givetvis nyde i fulde drag.
|