I
Danmark blev Toyota Avensis den mest solgte bilmodel
i 2006. På verdensplan er Toyota det mest succesrige
bilmærke og målt på styksalg er der store udsigter
til, at Toyota indenfor en overskuelig fremtid
bliver verdens største bilfabrik.
Nøglen til succes’en er kvalitet, kvalitet og
kvalitet. Dertil kommer effektivitet og først på
femtepladsen følger traditionelle mål som køreglæde,
funktion og design.
På prøve i Tyskland
Så vi sendte en Toyota Avensis en tur ned af en tysk
motorvej i sikker forvisning om at den selvfølgelig
kunne stå distancen. Spørgsmålet var: Kunne den også
slå forgængeren. Vi har nemlig tidligere prøvet
en autobahn tur med et eksemplar af den hidtidige generation. Den
kørte fint, men var ikke verdens bedste. Lidt urolig
ved høj fart, med mindre man spændte superbrede lavprofildæk på fælgene, som man så gjorde med den
højtydende sportversion. Det gik blot ud over
kørekomforten.
Den slags er der imidlertid råd for hos Toyota. Man
gør simpelthen noget ved tingene og den nyeste
generation Avensis skulle efter sigende være bedre
end forgængeren. Det gav de første prøvekilometer på
dansk asfalt også et signal om var rigtigt.
200 km/t+
Men nu er det altså sådan, at det først er ved
rigtig høj fart, en bils sande køreegenskaber
afsløres. Ved 200 km/t+ sættes hjulophæng,
aerodynamik og ikke mindst dækkenes harmoni med
bilens konstruktion på prøve. Så vi var spændte.
Vi prøvede den mindst sportslige af dem alle sammen,
for kunne den, ville alle kunne klare mosten. Den
svageste af motorerne, en 2-liters diesel med 126
hestekræfter under motorhjelmen. Og så af sted.
Formidabel maskineri
Motoren overvældede os. Det havde vi egentlig ikke
ventet. Aldrig har så få hestekræfter bragt en så
stor bil så hurtigt op i fart. Sandt at sige har vi
ikke tjekket alle konkurrenterne, men det er en
anden måde at sige på, at den maskine er særdeles
fin. Ikke bare de 0-100 km/t på 10,3 sekunder, men
den fortsætter trækket helt op til den officielle
topfart på 200 km/t. Med forbehold for
speedometerfejlvisningen fortsatte den blot derop
ad. 220 km/t viste nålen, da vi slækkede på
speederen.
Der var nemlig lige den lille hage ved projektet:
Det var vinterdæk, der blev kørt på. Og alligevel
klarede Avensis’en kurverne med stor præcision,
rigtig fin balance og en glimrende kørekomfort.
Bagage Eldorado trods knusere
Toyota har med andre ord gjort et rigtig godt stykke
arbejde. På plus siden tæller også et glimrende
udstyrsniveau og ikke mindst helt fundamentale ting
som et rigtig godt bagagerum. Trods bagageknusere
til ophængning af bagagerumsklappen (hvorfor bliver
man ved med det – men det er måske fordi de er de
mest solide???) er bagagerummet et Eldorado. Fire
store kufferter finder man snildt plads til, for
rummet er så højt, at de kan ligge ovenpå hinanden
to og to. Og plads er der tilovers mellem
kufferterne og bagsæderyglænene. En mere end ideel
rejsevogn.
Bagagerummet er rigtig godt konstrueret med plads
til fire kufferter og meget mere.
|