- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Tesla Roadster

Fremtiden banker på - med 200 km/t


Tekst: Søren Clauding – september 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En svag turbineagtig hvislen, fuldt moment på baghjulene og på mindre end 4 sekunder passeres de 100 km/t. Med speederen i bund ville fornøjelsen først tage af ved 200 km/t, men de hjemlige fartgrænser og respekt for færdselsloven sætter langt tidligere ind og nøjes med at efterlade en følelse af, at det her ville vel nok være rigtigt, hvis man fik lov til at folde sig helt ud.

 

I virkeligheden den helt samme følelse, som opleves i en hvilken som helst anden sportsvogn. Men da havde oplevelsen inkluderet bulder og brag og en dårlig samvittighed over at fylde atmosfæren med unødvendig CO2. Det sker ikke i en Tesla.

 

Opgør med fordommene

Tesla er supersportsvognen, der gjorde op med fordommene om, at dynamik, fart og køreglæde står i kontrast til miljøhensyn og værnen om vores jordklode. Støjgenerne er ikke eksisterende og produceres el-kraften på et nul-forurenende anlæg, som f.eks. kraftværker, der drives af biobrændsel eller vindmøller, er det beskedent, hvad der slippes ud af CO2. Faktisk har beregninger vist, at Tesla’en er dobbelt så energi effektiv som den meget roste Hybridbil, Toyota Prius. Men tilstået: Vi har ikke gransket beregningerne nøje, så indtil da er det blot en ikke modbevist påstand.

 

Max moment

Til gengæld er det bevist, at en højtydende sportsvogn med et unikt fart potentiale ikke behøver at være udstyret med en 400-hestes V8’er og sluge en liter benzin for hver 6 kilometer. Teslas el-motor præsterer 250 hestekræfter, men hvad der er helt afgørende: Den har et drejningsmoment på over 380 Nm fra den aller første motoromdrejning og kræfterne pumpes ud af maskineriet med konstant kraft ind til 5500 motoromdrejninger, hvorefter momentet falder retlinet til omkring 50 Nm ved 14.000 omdr./min.

 

Sidste halvdel af farteventyret oplever man ikke på danske landeveje og det er da også den første del, der er mest imponerende og ikke mindst: overbevisende.

 

Hemmeligheden

Hemmeligheden bar fartpræstationerne ligger i batteripakken og computerstyringen af kraftproduktionen og den hemmelighed holder Tesla tæt ind til livet. "Men med en blid speederfod kan man køre næsten 400 kilometer", fortæller ejeren af den Tesla Roadster, vi fik lov til at boltre os i. Jens Petri Petersen producerer strøm på 200 vindmøller, den sælger han – lige med undtagelse af den sjat, der kanaliseres ned i Tesla’en, der i dette regi, først og fremmest har til opgave at retfærdiggøre filosofien bag vindkraft: Det behøver ikke være kedeligt at være miljørigtig.



Til gengæld skal man være rimeligt velbeslået for at have det sjovt med en el-racer. Jens Petris Tesla er indtil videre blot den ene af i alt to på danske nummerplader. For sådan en størrelse koster næsten en million – uden afgifter. Til trods for, at staten har friholdt el-biler fra registreringsafgift.

 

Elise uden støj

Teknikken inkluderer et superbatteri, en elmotor og en trinløs transmission, så Tesla’en kan køres ligesom en radiobil. Men en ganske usædvanlig radiobil, for en Tesla kører ikke meget forskelligt fra en Lotus Elise. Ikke mærkeligt, for undervognen stammer fra Elisen. Kritikere hævder, at Tesla’ens mervægt giver uharmoniske kørefærdigheder.

 

Vores erfaring: Måske, men det er kun marginalt. Kraftudviklingen og kraftoverførslen har langt større indflydelse på køreoplevelsen,

 



 

fordi køreoplevelse ikke alene handler om styrepræcision og vejbeliggenhed, men også inkluderer noget så centralt som støjoplevelsen. Og så ændrer bilen i øvrigt ikke styreegenskaber efterhånden som strømmen bliver brugt modsat en benzinbil, der kører anderledes med mindre benzin i tanken.

 

Sådan kører den

Tesla Roadsteren kører præcist, den krænger mindre end man skulle forvente pga. den større vægt og sjovt nok oplevede vi efter en smule tilvænning, at det var meget lettere at nuancere kraftoverførslen, fordi man ikke var forstyrret af motorlarm og kunne bero på konstant drejningsmoment. Med andre ord: Undertegnede lever glimrende uden motorstøj, som dybest set er et levn fra en tid, hvor mennesket ikke havde udviklet støjfri motorer, der kunne bruges i praksis.

 

Fra køreoplevelsen i øvrigt: Snoede veje giver gode overarme (desværre har vi ikke mulighed for at komme og træne hver dag, men Jens Petri må efterhånden være ganske veltrænet). Indstigningen er elendig, for lidt plads til lange ben, men i bredden er Tesla’en helt fin (skabt af amerikanere – måske derfor…). Bagageplads er en by i Rusland. Og så skal man ikke gå til den i al for lang tid af gangen, for så bliver batteriet for varmt, men det skulle der være en løsning på i fremtidige versioner.



Model:

Tesla Roadster

Listepris:

Kr. 835.000 inkl. moms

Motor og transmission:

375 V AC Induktions luftkølet el-motor med regenerativ bremseeffekt. 248 hk v. 5000-8000 omdr./min. 375 Nm v. 0-5500 omdr./min. Trinløst gearskifte. Microprocessor-styret lithium-ion batteri pakke med over 160.000 km livscyklus.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ aktions radius/ Opladningstid

4 sek/200 km/t (elektronisk begrænset) / 393 km. 3t30m

Længde/ Bredde:

3,95/1,87 m

Egenvægt:

1238 kg

Dæk for/ bag:

225/45-17 / 175/55-16

Diverse:

Karrosseri i carbon-fiber. ABS. EBD. BAS. ESP. 2 airbags.  Læderindtræk. Læderrat. Sædevarme. El-sideruder. Cruise Control. Aircondition. Lydanlæg. Softtop.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt