Suzuki har succes med den lille Swift. Det er en
bil, som blot måler 3,76 cm i længden, den ser vaks
ud og har mange praktiske egenskaber. Samtidig er
den økonomisk. Den billigste 5-dørs udgave med en
92-hestes 1,3 liters benzinmotor koster 147.000
kroner og med den kan man køre 17,2 kilometer på en
liter brændstof.
Dermed er alt jo egentlig godt nok. Men Suzuki ville
springe med på dieselbølgen, så nu kan Swift også
fås med en 1,3 liters dieselmotor. En kvik sag,
livlig, levende og ikke mindst harmonisk. Den går
endnu længere på literen – 21,3 kilometer og det er
jo fornuftigt nok, for derved sparer man penge og
lukke mindre CO2 ud i atmosfæren.
Dyrere og langsommere
Men dér holder fornuften også op. Dieselbilen kan
kun køre 165 km/t på toppen mod den tilsvarende
benzinbils topfart på 175. Den bruger 2,7 sekunder
mere på at nå 100 km/t og prisen: Den er 13.000
kroner dyrere end den tilsvarende benzinbil og
koster 540 kroner mere i årlig afgift. Der skal godt
nok køres mange kilometer, før den bedre
brændstoføkonomi får regnestykket til at gå op.
Det er selvfølgelig ikke helt Suzukis skyld. For
hvem havde for blot et år siden forestillet sig, at
diesel og benzin i dag koster det samme. Men det er
den praktiske virkelighed, som møder én på enhver
tankstation.
Unikt bundtræk
Økonomien kan altså kun vanskelig retfærdiggøre at
købe diesel frem for benzin. Heller ikke
fartpræstationerne. Men på ét punkt er
diesel-Swift’en suveræn: den har et formidabelt
bundtræk.
Det opleves som et godt skud bagi, når man
accelererer ved lave motoromdrejninger. Bundtrækket
er frembragt af et drejningsmoment på 190 Nm
allerede ved 1750 omdr./min. Det giver en smidighed
og lethed i trafikken. Måske kan man ikke nå høj
fart så hurtigt som i benzinudgaven – men ved
skiftende hastigheder i hverdagstrafikken
responderer maskineriet med stor præcision og
omdrejningsvillighed. Det skaber harmoni og harmoni
kan nu godt være penge værd.
Stabil og parkeringsrigtig
De 80 kg, diesel Swift’en er tungere end
benzin-udgaven, mærkes lidt gennem kurverne. Men det
store tryk på forhjulene giver til gengæld en endnu
større stabilitet ved hurtig ligeud kørsel. Derfor
er Swiften DDiS ideel til pendler turene til
storbyerne. Stabil undervejs til og fra byen, god i
bytrafikken og nem at finde parkeringsplads til. Det
sidste har selvfølgelig intet med brændstoftype at
gøre, men er et plus, som få dieselbiler byder på.
Prismæssigt er det i øvrigt heller ikke helt ved
siden af at betale 160.000 kroner for en mindre
dieselbil – sammenlignet med det, konkurrenterne
tilbyder. Hvis ikke der lige var det der med den
billigere benzinvariant hos Suzuki selv.
|