Suzuki Celerio i
Motorradioen >>>
Suzuki har haft så stor succes med den nye lille
Celerio, at man hurtigt var ved at løbe tør for
biler efter introduktionen sidst i marts måned. Men
heldigvis har den danske importør været hurtig og
skaffet ekstra biler til landet – det har både
Suzuki, importøren og danskerne glæde af.
Den nye lille Suzuki er nemlig en rigtig fin bil.
Det kunne vi allerede konstatere i forbindelse med
den første prøvetur i den nye bil (læs
om den første prøvekørsel af Suzuki Celerio hér >>>)
og det blev understreget yderligere, da vi havde
anledning til at gå yderligere under lakken på den
lille bil, som rent tilfældigt var den selvsamme,
som vi dengang i marts var ude at køre i for første
gang.
Helhedsoplevelsen
Læs artiklen fra den gang og lad os så lige summere
lidt op: Celerio kan fås for 90.000 kroner. Den er
da udstyret med den ”gamle” 3-cylindrede 1-liters
benzinmotor, hvormed man kan køre 23,3 km/l. Den er
ingen dårlig maskine og præstationerne er ikke så
forskellige, at det i sig selv gør en verden til
forskel.
Forskellen findes, hvad motorerne angår, for den hér
(og dengang) prøvekørte er den nye 3-cylindrede
Dualjet 1-liters benzinmotor uden turbolader, i
helhedsoplevelsen: Den nye motor er mere smidig,
mere omdrejningsvillig, lettere at håndtere og så
gør det jo heller ikke noget, at den kører hele 27,8
km/l – et tal, som man med blid speederfod og
slukket aircondition kan komme tæt på i praksis.
Bemærk dog, at Dualjet motoren har stop/start
funktion, som formentlig bidrager med 0,5-0,8 km/l.
Hvis ikke den funktion har plads i kørselsmønstret,
lander man på de 26-27 km/l, men også det er rigtig
godt.
Overbevisende også ved høj fart
Ved den første prøvetur havde vi ikke mulighed for
alvor at prøve Celerio ved motorvejsfart. Det havde
vi denne gang og det var en næsten overvældende
oplevelse. Små biler har kort akselafstand. Kort
akselafstand betyder som regel, at bilen er let at
få omkring hjørnerne – men til gengæld kniber det
typisk noget, når man kører ligeud, selv med de 130
km/t vi må i Danmark.
Suzuki Celerio kørte imidlertid snorlige. Det blæste
oven i købet en del og regnede også indimellem, men
det rørte den ikke. Det var en meget positiv
oplevelse. Samtidig er støjniveauet behersket,
selvom en lille og ikke så kostbar bil aldrig bliver
helt støjsvag.
Prisattraktivt udstyr
Den prøvekørte variant havde Exclusive udstyr. Det
inkluderer foruden det velvoksne basisudstyr (som
bl.a. omfatter aircondition – ja, rigtig, bilen til
90.000 kroner har også aircondition – elektriske
sideruder fortil og fjernbetjent centrallås, samt
seks airbags) også alufælge, tågeforlygter,
elektriske sidespejle, el-ruder også i bagdørene og
alufælge.
Intet af Exclusive udstyret kan man ikke klare sig
uden. Men ærlig talt: Merprisen i forhold til den
billigste variant er blot 20.000 kroner. Hvis man
har muligheden og budgettet ikke siger 90.000 kroner
punkt, stop, så bør man spendere de 20.000 kroner
oveni, som jo altså også inkluderer en bedre motor.
Kan springes over…
Kaster man et blik på billederne af bilen her på
siden kan man se, at den også har metallak og sorte
skærme. Det ser godt ud og lakken er måske mere
modstandsdygtig end ikke-metallak (men kun måske…).
Men skal man springe over et sted, må det være på de
i alt 8300 kroner de to kosmetiske elementer koster
tilsammen.
Indvendigt har vi egentlig kun én ekstra kommentar
ift. det første møde med bilen: Plastik panelerne er
skabt i hård lidt halvblank plastik, som ser lidt
billigt ud. Udover, at det givetvis også ER billigt
(hvad der ikke nødvendigvis er ensbetydende med
dårligt), har det faktisk den gode egenskab, at det
er let at gøre rent.
De moderne matte, bløde plastmaterialer er flotte,
når de er uplettede – men pletter er næsten ikke til
at fjerne og vi har ind imellem indtryk af, at man
skal være født med mere end almindelig flair for
rengøring for at opnå et godt resultat. I Celerio’en
er man helt ude over det problem: En fugtig klud og
det hele stråler igen…
Suzuki Celerio har plads til tre personer med hver
deres nakkestøtte på bagsædet.
|