- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 






 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Subaru Justy 1,0S

Subarus teenager


Tekst: Søren Clauding – november 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Subaru har fået en teenager. Og teenagere har det med, at skulle være anderledes end resten af familien. Det er Subaru Justy også…

 

For det første er den lille. Blot 3,61 meter lang. Sådan en bil har aldrig været medlem af familien. For det andet har den ikke boxermotor, men en heller ikke helt almindelig 3-cylindret benzinmotor. For det tredje har den ikke firehjulstræk men forhjulstræk. Den eneste lighed, den har med Subaru familien – det som ingen teenager ikke kan rende fra – den ligner sine brødre og søstre. Men sjovt nok ikke dens forældre.

 

Det sidste skyldes, at Subaru Justy godt nok er en Subaru. Men størstedelen af generne stammer fra Daihatsu Sirion, en bil, der ikke importeres til Danmark. Intet galt i det, for Daihatsu er ekspert i småbiler, Daihatsu er en del af Toyota koncernen og Toyota står om noget for kvalitet, fuldstændig som Subaru gør det.

 

Internationale krav

Baggrunden er den, at Subaru havde brug for en teenager. Vel at mærke en røgfri teenager, én, der ikke forurener, én, der ikke udleder mere CO2 end højst nødvendigt, sådan at Subaru kan opfylde de internationale krav om fremtidig reduktion af den gennemsnitlige CO2 udledning.

 

Snyd? På ingen måde. Den nye Subaru bliver selvsagt ikke bare produceret, den bliver også solgt. Og ingen køber den blot til pynt, selvom man egentlig udmærket kunne gøre det, for den er ret vaks at se på. Der bliver kørt i den, formentlig i stedet for i en større og mere forurenende bil og så er målet nået.

 

Attraktiv pris

Subaru selv ligger heller ikke på den lade side. Herhjemme er listeprisen på Justy 150.000 kroner for den dyreste variant og 142.000 for den billigste. Ikke den store forskel – men der er heller ikke den store forskel på bilerne. Men prisen er både attraktiv og konkurrencedygtig.

 

Motoren er den samme som også kan fås til Toyota Aygo, Citroën C1 og Peugeot 106. Den er en af de bedste 3-cylindrede maskiner på markedet og selvom Justy er noget større end trekløveret, er benzinforbruget og CO2 udledningen lav. 20 km/l og 118 g/km er ikke meget forskellig fra tallene for de tre små. Men kørefærdighederne er naturligt nok anderledes.



Kører fint

Subaru Justy kører rigtig godt, størrelsen taget i betragtning - og konstruktionen. For en del af hemmeligheden bag den rummelighed, man oplever – især på bagsædet i Justy – skyldes, at den med sine 155 cm er forholdsvis høj.

 

Man sidder opret på bagsædet, har forbløffende god benplads og stor ”frihøjde” over hovedet. Det giver en behagelig atmosfære, men øger også tyngdepunktet. Men kun når efterårsstormene er på deres højeste, bliver Justy urolig. Det kendetegner vel egentlig også en teenager!



Harmonisk

Støjniveauet er ikke højt, sammenlignet med andre 3-cylindrede biler. Det er et punkt, hvor det større karrosseri giver konstruktørerne nogle flere muligheder. Og egentlig opleves bilen ret harmonisk.

 


 


 

Interiørdesignet er meget anderledes. Gode store lommer/hylder under instrumentpanelet plus to-delt handskerum. Samt et virkelig fint


 

 


udstyr: Aircondition er standard, det samme er el-drevne sideruder både for og bag. Centrallås, højdejusterbart rat (hvor instrumenterne er fastgjort på ratstammen og derfor altid kan ses fra førerpladsen), AUX-indgang, el-justerbare sidespejle, indvendig justerbar forlygtehøjde og på ”S”-udgaven også 14” alufælge.

 

Sikkerheden omfatter seks airbags, Isofix beslag – men ESP er ikke på udstyrslisten. Der er med andre ord ikke andet at gøre end at styre bilen ved egen hjælp og hvad dét så i øvrigt angår, er man udmærket stillet.


Modelnavn:

Subaru Justy 1,0S

Listepris:

Kr. 149.100

Motor:

3 cyl. 1,0-l benzin, 69 hk, 94 Nm/3.600 omdr./min)

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ benzinøk:

13,9 sek/160 km/t/20,0 km/l.

Længde

3,61 m

Bagagerum:

225 liter

Diverse:

ABS. 6 airbags. Indvendig justerbart frontlys. Aircondition. Højdejusterbart rat. AUX-indgang til audio. Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle. El-ruder for og bag. Sædevarme. Isofix beslag. Alufælge.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt