En ting er givet: Skoda Roomster er anderledes. Den
ser anderledes ud, den fungerer anderledes – på en
positiv måde. Men hvad køreegenskaberne angår, er de
nu ikke dem, der falder mest i øjnene.
Så lad os lige få dem overstået: Skoda Roomster
kører pænt, rimelig underholdende, når man lige har
fået bilen ind under huden. Og 1,9 liters
turbodieselmotorens 105 hestekræfter og pæne
momentkurve gør sit til, at den ikke er kedelig. Man
sidder ret lavt og derved er tyngdepunktet også ret
lavt – sat i forhold til Roomsterens højde. Men man
skal ikke køre for hurtigt gennem kurverne, for det
er knap så underholdende. Sidevinden har et vist tag
i Roomsteren, men det er til at leve med.
Det gælder principielt alle biler af samme slags –
Citroën Berlingo, Fiat Doblo og tilsvarende
køretøjer med oceaner af plads pakket sammen på en
ganske beskeden flade.
Ekstraordinær
Skoda Roomster er imidlertid anderledes, ikke mindst
fordi den ser anderledes ud. Fortil er den mest
neutral – hér ligner den en Skoda. Men sidedesignet
er ekstraordinært med to døre adskilt i niveau, så
det både bryder linieføringen og samtidig letter
indstigning og giver formidable lysforhold på
bagsædet.
I den prøvekørte Comfort version var der oven i
købet panorama glastag. Godt nok ikke med elektrisk
panel som i Peugeot 307 SW. Til gengæld kan man hér
dirigere lysindfaldet hvorhen i kabinen man ønsker
det ved hjælp af et manuelt delvis gennemsigtigt
skydepanel. Det er en løsning, som ikke er set før.
Rummelig
Bilen er 4,2 meter lang og der er fantastisk god
benplads på bagsædet – samtidig med at bagagerummet
kan indeholde 450 liter. Det kan endda øges til 530
liter, hvis man vil afgive lidt af benpladsen.
Hemmeligheden bag de gode kabineforhold ligger
naturligvis i Roomsterens højde. Man sidder
forholdsvis opret, men det er på ingen måde
ubehageligt. Der er desuden også blevet plads til et
reservehjul.
Det er designet og pladsen, der er det alt
dominerende i en Roomster. Det er naturligvis også
derfor, den har navnet. ”Speedster”, ”roadster” og
lignende navne signalerer bilernes sande jeg – det
gør Roomster også – og måske skulle man give den
tilnavnet ”designster”.
Økonomi
Men med mindre man ser på brændstoføkonomien, vil vi
nok ikke være tilbøjelige til at kalde den ”economyster”.
Næsten 300.000 kroner for luksusudgaven med 1,9
liters diesel er en pæn pris. Man kan købe en
Roomster til blot 200.000 – men så får man kun en
70-hestes 1,2 liters benzinmotor under hjelmen og
det virker af lidt for lidt.
Til gengæld byder Comfort-Roomsteren på et
usædvanligt udstyr. Foruden panorama glastaget er
klimaanlæg standard. Og spændende ting som
p-sensorer, midterarmlæn mellem forsæderne med
småtingsrum i – på samme måde som kabinen i øvrigt
er fyldt med småtingsbokse og rum.
Drejelys
Og så har den drejelys. Det er tågeforlygterne, der
er sådan designet, at lyset drejer med rundt i
kurverne. Et stort plus, når det er virkelig tåget
og vanskeligt at få øje på forhindringerne rundt om
hjørnet.
En anden udstyrsdetalje er alufælge, der virkelig
bidrager til Roomsterens udseende.
Det ligner en sø - men er i virkeligheden
Roomsterens panorama glastag.
|