Øko er in. Gulplader er out. Men ikke længe endnu.
For kombinationen af gule nummerplader på mindre
biler og lavt brændstofforbrug skal sælge biler. I
hvert fald ifølge Seat.
Derfor findes Seat Leon Ecomotive ikke alene som
personbil med hvide nummerplader men også i en
prisbillig van-version. Den skal nok slå an, for man
sparer både penge og passer på miljøet.
Højere gearing
Det, man har gjort, er ikke som mange af
konkurrenterne, at montere et ekstra gear oven i de
fem med det formål at køre længere på literen. Næh,
man har kombineret den i forvejen ret
brændstofeffektive 105-hestes 1,9 liters diesel med
højere gearing i 3., 4. og 5. gear. Det giver
mulighed for i gennemsnit at køre 22,2 km/l – oven i
købet i praksis. Det sparer brændstof, afgift og
skåner miljø og ressourcebeholdning.
Seat er ikke den eneste fabrik, som har lavet det
lille kunststykke. Men andre plejer at kombinere det
med dæk, der yder lavere friktion. Sådanne dæk
medfører alt andet lige at vejgrebet også er
ringere, bremseevnen mindre og køreglæden
elimineret.
Det sker ikke i Seat Leon Ecomotive. Her er alt
andet lige. Kun gearingen er forøget i de højere
gear og på grund af maskineriets store moment over
et bredt omdrejningsområde oplever man ikke
manglende kræfter. Det er rigtig godt gået.
Ikke lutter roser
Accelerationen i 1. og 2. gear er helt fin. Men
selvsagt dæmpes udfoldelserne i de tre øverste gear.
I bytrafik forsvinder en stor del af gevinsten, for
man kan ikke køre i 5. gear ved 50. km/t. Da roterer
motoren stort set i tomgangsfart, det giver en
frygtelig lyd og store vibrationer. Løsningen er at
geare ned, men så må man også geare forventningerne
til brændstofbesparelse ned.
Seat Leon Ecomotive er altså først og fremmest en
pæn mellemklassebil til bilejeren med rigtig stort
kørselsbehov. Ikke alene for at opnå besparelsen ved
dieseldrift men også fordi besparelsen ikke er stor
ved almindelig bykørsel. Ikke at bilen bliver
forslugen – blot er besparelsen ret beskeden.
Langtursbil
Men som langtursbil er den da også glimrende. Som
van disponerer man over rigtig god bagageplads, man
har de samme fordele som personbilen fra
forsæderyglænet og fremad og ikke mindst: med
sorttonede sideruder bagtil ser Leon’en rigtig
trendy ud.
|