Det er ikke den letteste sag i verden at bygge en
smuk, elegant og sportslig bil på omkring 4 meter. I
hvert fald ikke hvis den også skal bruges til andet
end at køre i. Det handler altid om kompromis’er, og
det har Seat med Ibiza løst med vægten lagt på
skønhed, sportslig dynamik og gode køreegenskaber.
Vi har tidligere prøvekørt Seat Ibiza (læs
hér>>>). Og tingene har ikke ændret sig siden.
Men denne gang handlede det om at prøve Ibiza med en
1,6 liters 90 hestes dieselmotor, altså en anelse
kraftigere og dermed også hurtigere. Men frem for
alt langt mere brændstoføkonomisk.
Herlig maskine
Udgaven var den billige udstyrsversion ”Reference”
til 180.000 kroner og her savner man virkelig det
udstyr, som man normalt forbinder med smukke,
dynamiske og velkørende biler. Det ændrer selvsagt
ikke på køreegenskaberne, og man kan købe sig fra
det, hvis man har lyst og mulighed. Motoren følger
til gengæld med i prisen og det er en herlig
maskine, der passer perfekt til den kompakte bil.
Mest iøjefaldende er selvsagt brændstoføkonomien på
24 km/l. Det er ikke helt muligt at opnå i praksis,
i hvert fald ikke ved vintertide med koldstarter,
vinterdæk med forøget friktion, brug af aircondition
(ekstraudstyr i den prøvekørte modelvariant) og
el-bagrude. Men i nærheden af de 20 km/l kan man
godt komme og det er egentlig ret pænt.
Diesel er sport
Motoren ændrer ikke mærkbart på køreegenskaberne og
det er med til at forstærke indtrykket af en
sportslig bil. Motorlyden er holdt på et lavt
niveau, hvilket mange måske ikke vil anse for at
være særlig sportsligt, men i disse tider, hvor Seat
kan bliver verdensmester i standardvogns racing med
en dieselbil og både Peugeot og Audi kan vinde
24-timers Le Mans med dieselbiler, må man nok lige
revidere sin opfattelse af, hvad der egentlig er
sportsligt. Det lave lydniveau øger kørselskomforten
og det er en absolut styrke ved bilen.
|