Drømmer du om en VW Golf GTI med 200 hestekræfter og
DSG gear – men synes, at prisen er en anelse for
høj, så tag en Seat Altea 2,0 FR i stedet for. Den
ser godt nok anderledes ud, men undervogn, motor og
transmission er den samme og så er den 78.000 kroner
billigere end ”originalen”.
Ikke at Seat Altea er en kopi-bil. På ingen måde,
for Seat har skabt sit helt eget designmæssige
udtryk. Og Altea modellen er da også noget mere
MPV-agtigt end Golf’en. Kan man lide det, har man
brug for det, ja, men hvorfor så ikke spare de
78.000?
Sat op til race
200 hestekræfter placeret på en vel afstemt
undervogn, sat op til ”race” er en ren fornøjelse,
hvis man har lysten. Med DSG gearet er det næsten
som at sætte sig foran en play-station og køre race.
Virkeligheden er godt nok langt mere bekræftende –
eneste begrænsning sættes af færdselslovgivningen.
Det er også hårdt nok, for det super hurtige
DSG-skifte får man kun glæde af to gange, så kører
man for hurtigt, med mindre man altså lukker FR’en
ud på en tysk autobahn eller deltager i en af de
mange track-days, der arrangeres i årets løb.
DSG gearet er et hydraulisk gearskifte, som
elektronisk styret skifter gear, når der er brug for
det - eller skifter sekventielt med et vip på
gearstangen eller padle-skiftet bag rattet. Et
normalt hydraulisk gearskifte er ligeså sløvt som
morgen trafikken på vej ind til storbyen. DSG-gearet
er konstrueret ved hjælp af en dobbelt kobling,
sådan at der i virkeligheden allerede er skiftet til
næste trin, inden der er brug for det. Når man så
skal et trin højere op, skifter transmissionen
kobling og på brøkdele af et sekund er man i et nyt
gear. Det går stort set ligeså hurtigt som i en
Formel 1 racer.
Ret hurtig
Helt så hurtig er Altea’en da heller ikke, men mon
ikke det rækker for de fleste at køre for stærkt på
under 10 sekunder (0-100 på 7,7 sekunder) og kunne
klare 220 på toppen, når den tyske asfalt er lagt ud
under de 225 mm brede 45 procent lavprofildæk spændt
fast på de smarte 17” fælge. Før eller siden bliver
man jo nødt til at bremse igen og det sker uhyre
præcist, godt assisteret af 312 mm skivebremser for
og 286 mm bag.
Et vip på bremsepedalen på vej ind i en kurve skaber
en anelse overstyring og så er det bare, at lade
hestekræfterne klare resten på vej ud af kurven. Er
man i tvivl, om hvordan tingene skal håndteres, får
man også hjælp af elektronikken: Er bilen ved at
skride ud, giver det et lille ryk i rattet, det
ligesom begynder at dreje af sig selv – og så er det
bare med at gribe den bevægelse, rattet har gang i
og videreføre den. Så går det nok alt sammen!
|