Saab er genopstået. Det er måske lidt for meget
sagt, for egentlig har Saab været her hele tiden,
men usikkerheden omkring den svenske bilfabriks
fremtid har sat sine spor: Mange tror simpelthen, at
Saab er lukket. Men det er langt fra tilfældet.
Tværtimod. Det er Saab 9-5 et glimrende eksempel på.
Saab er overtaget og refinansieret af en hollandsk
virksomhed og dermed er der skabt grundlag for den
fortsatte udvikling. Den seneste generation Saab 9-5
er fra 2010 og lever fuldt og helt op til sit ry som
en moderigtig og anderledes luksusbil, skabt med
respekt for traditionerne.
Anderledes
Saab er nemlig en anderledes bil. Den har et
anderledes udtryk end konkurrenterne – men ligeså
mange, som har købt Saab af den grund, ligeså mange
har formentlig afholdt sig fra at købe den, fordi
man var bange for, at den var FOR anderledes. Og så
kom truslen om lukning osv.
Men ligeså anderledes Saab 9-5 er, ligeså almindelig
er den hvad angår det tekniske fundament. Undervogn
og drivline stammer i det store hele fra Opel
Insignia. Det er intet dårligt udgangspunkt, for
Opel Insignia er en glimrende bil og det tekniske
samarbejde er garant for, at der mange år ud i
fremtiden vil være mulighed for
reparation/erstatning af vitale tekniske dele.
Betyder det så, at Saab 9-5 i virkeligheden er en
Insignia?
Helt sin egen
Svaret er et klart nej. For det første har Saab
defineret brugen af undervogn og drivline så
køreegenskaberne er forskellige fra Insignia’en. For
det andet er der hele den visuelle side af sagen –
plus en lang række funktioner, som er anderledes og
hver især er med til at give bilen sit eget præg i
sammenligning med Opel Insignia – såvel som en
hvilken som helst anden luksusbil på markedet.
Startnøglen,
f.eks., er traditionen tro placeret bag gearstangen
i midterkonsollen. Men når nu bilen betjenes
nøgleløst, blot føreren har nøglen i lommen, og skal
startes vha. en start/stop knap… Ja, men den er da
placeret eksakt samme sted, altså bag gearstangen
(eller gearvælgeren, for den prøvekørte model havde
automatgear) i midterkonsollen.
Stor og elegant
Fra yderst til inderst er Saab 9-5 som sådan en
meget anderledes bil, selvom meget af teknikken
genfindes hos Opel. Den er stor, over 5 meter, dens
aerodynamik er ligeså lineær som den prøvekørte
udstyrsvariant med udstyrsnavnet ”Linear”, og
udtrykket er en moderigtig elegance som ikke findes
magen til. Fine detaljer som det blå lysskær i
lygteglassene klæder linjerne på. Og i kabinen er
det traditionelle Saab design med ”broen” over
førerpladsen (i form af instrumentpanelet, som
trækker linjerne fra midterkonsollen henover
førerens ben til døren), med til at fastholde
erindringen om Saab. Sådan har en Saab altid set ud,
men man skal være lidt kender for at vide det, så
moderne og tidsrigtigt er det udført.
De store ydre dimensioner giver rigelig af plads i
kabinen, uanset hvor man befinder sig. Bagagerummet
har fået sin del af pladsen, men ikke en overdreven
del. 518 liter, siger det officielle tal, men en del
af årsagen til, at det ikke er vokset til 600 liter
eller mere, er hensynet til det visuelle udtryk. I
øvrigt er bagklappen ophængt vha. ”bagageknusere”,
altså de bøjler, som under normale omstændigheder
ville knuse bagagen under dem, når bagklappen
lukkes. Men bøjlerne er ført ind i hvert deres
kabinet, så de ikke kan knuse noget som helst. Det
bruger dog lidt plads.
Ingen racer
Køreoplevelsen handler om en stor, dynamisk,
komfortabel og usædvanlig lydløs bil. I motorrummet
ligger en 2-liters turbodiesel, der præsterer 160
hestekræfter og et moment på 350 Nm ved 1750 omdr./min.
Den brummer lidt med, når man sætter af, men er
ellers helt umærkelig. Præstationerne taler deres
eget sprog: Saab 9-5 2,0 TiD er ingen racerbil, men
en stor dynamisk luksusbil.
Den er ikke udpræget brændstoføkonomisk og
listeprisen er ikke udpræget lav. Den prøvekørte
version står til 590.000 kroner og ekstraudstyr (der
bl.a. inkluderer fartpilot, regnsensor, p-sensor,
18” alufælge oma.), så den kommer op på 724.000. Og
listeprisen for den billigste 9-5 (forsynet med en
180 hestes turbo-benzinmotor) er 520.000 kroner. Men
benyttes Saab 9-5 i erhvervsmæssig sammenhæng er det
godt at vide, at beskatnings grundlaget for
grundmodellen ved leasing er 391.000 og
grundmodellen kan privatleases fra under 5.648
kroner om måneden med 40.000 kroner i udbetaling. |