- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Saab 9-3 Cabriolet 2,0t Linear BioPower

Ren luft om ørene


Tekst: Søren Clauding – maj 2009

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvad er en åben bil uden frisk – og ren – luft? Om sammenhængen nødvendigvis er sådan tænkt, tror vi nu ikke, for Saab er aktiv producent af biler, der kan køre på E85 og det gælder biler med tag såvel som uden. Men en Saab 9-3 Cabriolet Biopower udtrykker det hele på én gang og anskueliggør på sin helt egen måde, hvorfor miljørigtig tænkning er en nødvendighed i det moderne trafikbillede.

 

E85 er brændstof, som består af 85 procent ethanol og 15 procent benzin. Ethanol fremstilles på basis af planter og den CO2, forbrændingen af ethanol udleder, optages igen af planterne, der skal producere den næste mængde ethanol. Tager man højde for hele energi- og forureningsregnskabet, ender man op med, at en 175 hestes (200 heste, når den kører på E85) Saab 9-3 Cabriolet kun forøger CO2 mængden med omkring 45 g pr. kørt kilometer – altså under halvdelen af de for tiden aller mindst CO2 forurenende småbiler.

 

Ret miljørigtig

I Sverige er det muligt at købe E85, også i Tyskland. Men i Danmark er man mere henholdende med at indføre E85 som en mulighed. Det er da heller ikke ukompliceret og uden effekt på andre dele af miljøet, hvis store dele af verdens natur skal benyttes til at fremstille brændstof. Men det er en helt anden historie. Et faktum er det i hvert fald, at isoleret betragtet er en E85-dreven Saab 9-3 Cabriolet en ret miljørigtig bil at køre i.

 

Det er virkelig rart, at have den viden med sig, for når kalechen på sekunder foldes ned i bagagerummet, kan man virkelig med god samvittighed køre sig en tur op af strandvejen. Ikke, at den prøvekørte variant egentlig havde det bedst med at cruise frem for hurtig sportslig landevejskørsel. Men når solen skinner fra en skyfri himmel som i testperioden er et strandvejscruise nu ikke at kimse af.



Ukomfortabel

Når bilen befinder sig bedst på de hurtige landevejsstræk, hænger det sammen med, at affjedringen er temmelig fast. Det er antagelig gjort for at eliminere den reducerede stivhed i karrosseriet, der er en naturlig følge af, at man skærer taget af en bil. Ultra lavprofildæk gør heller ikke ligefrem deres til at sikre den ypperste kørekomfort og da man endvidere havde udstyret den prøvekørte model med sportsundervogn, forsvandt enhver form for komfortabel affjedring. Til gengæld er støjniveauet lavt og luftstrømmene omkring cockpittet beherskede, så alt i alt er den åbne køretur bestemt en fornøjelse.

 

Saab har traditionen tro fastholdt ideen med kaleche frem for foldetag. Det er på mange måder en charmerende løsning – og funktionel. For kalechen fylder mindre i bagagerummet, den vejer mindre og selv når den er i brug, har man en fornemmelse af at være i tættere kontakt med omgivelserne. Samtidig slipper man for den ændring i vægtfordelingen, der følger med, når et traditionelt foldetag ændrer position.



Plads til fire

I kabinen har man opnået regulær plads til fire personer, og så gjorde det jo ingenting, at den prøvekørte version både havde læderindtræk, sportsrat, fartpilot og 5 trins automatgear.

 


 

Saab har en stor tradition for at bygge fremragende turbomotorer. Men de er traditionelt også ret forslugne. Det gælder til dels også 2-liters turbomaskinen i 2,0t: 10,3 km/l ved blandet kørsel på benzin – et tal, der har svært ved blot tilnærmelsesvis at holde i praksis, hvis man vil have lidt morskab ud af fartpotentialet.



Med E85 i tanken disponerer man over mere motorkraft, hvilket bl.a. hænger sammen med at køle effekten i ethanol er større og man derfor kan tillade en kraftigere forbrænding. Samtidig er brændstoføkonomien langt ringere. Det er et af de klare minus ved E85: Hyppigere tankning og uden reduktion i afgiften på brændstof vil det økonomisk ikke være til at komme i nærheden af.



Model:

Saab 9-3 SportSedan 2,0t Linear Biopower Aut.

Listepris:

Kr. 648.592

Motor og transmission:

4 cyl. 2 l turbomotor benzin (E85). 175hk (200 hk). 265 Nm (300 Nm). 5-trins automatgearkasse med sportdrive. Forhjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ brændstoføk/ CO2:

10,5 sek (9,3 sek)/215 km/t (220 km/t)/

10,3 km/l / 232 g/km (45 g/km)

Længde:

4,65 m

Bagagerum:

352/258 liter

Diverse:

ABS. ESP med TCS. EBD. EBA. ASR. 4 airbags. Dynamisk styrtbøjle. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder. 5 EuroNCAP stjerner


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt