Med et nyt look og sænkede priser har Renault Twingo
dCi 75 gode muligheder på det danske marked. Skulle
man tro. Men den ekstreme prisudvikling – eller
skulle man sige prisafvikling – på især markedets
mindste biler, skal man som bilkøber holde tungen
lige i munden, når man køber småbil. Derfor er de
kommende ord stort set prisuafhængige, altså lige
bortset fra at vi kan fastslå, at listeprisen i
skrivende stund er 120.000 kroner for den prøvekørte
model med dieselmotor. Men det er den måske ikke,
når dette læses. Tjek selv.
Renault Twingo har fået en opstrammer. Det havde den
også brug for. Fra at være lanceret i sin tid som en
festlig og fornøjelig ungdomsbil, var den blevet
meget hurtigt ”gammel”, måske ikke i sjæl, men i
udtryk. Det er en sand foryngelseskur, den har
gennemgået. I dag er både front og agterparti
moderne og tiltalende. Selvom undertegnede ikke
normalt er begejstret for brune biler, var selv
farven helt acceptabel. Men helt brun var den da
heller ikke, nærmest sådan lidt kobber/bronze-agtig.
Se selv på billederne, de er ikke helt ved siden af.
Og så skal det da også tilføjes, at den er
ekstraudstyr til 4.500 kroner.
Komfortable køreegenskaber
Heldigvis er oplevelsen af køreegenskaberne bevaret.
Hvorfor skal små biler være ukomfortable, når nu
Renault og indrømmet også et par andre har
dokumenteret, at trods kort akselafstand kan en
affjedring udmærket være komfortabel, ja næste soft,
uden at den derfor ikke er til at få rigtigt igennem
kurverne?
Til gengæld var der altså mere spræl i forgængeren.
Selvfølgelig afhængig af motorvalg. Den prøvekørte
version var udstyret med en 1,4 liters 75-hestes
dieselmotor. Formålet med en dieselmotor er bl.a. at
køre langt på literen. Det gør Twingo’en så også.
29,4 km/l ved blandet kørsel, ikke mindre end 32,3
km/l ved landevejskørsel og op til 24,4 km/l ved
bykørsel. Det er meget fine tal, men man skal være
meget varsom med højrefoden for at opnå dem i
praksis.
Spræl nok – ved bykørsel
Spræl er der ikke så meget af. Ved lav fart er den
helt OK, altså ved typisk bykørsel. Det skyldes
naturligvis det store drejningsmoment, som
dieselmotoren præsterer allerede ved 1750 omdr./min
og som i omdrejningsområderne under er meget tæt ved
det maksimale 200 Nm. Men ser man efter på Renaults
danske website, er der intet tal for 0-100 km/t. Det
er da heller ikke så overbevisende. 13,5 sekunder
tager det, men det er mest i den øvre del af
forløbet, at der savnes lidt saft og kraft. Hvad gør
det så egentlig i et land, hvor man kun må køre 80
km/t. De 170 km/t på toppen rækker såmænd udmærket
til danske motorveje. Og så kan man jo indhente lidt
af det, de andre vinder, når man slipper for at
tanke op så ofte.
Den nye Renault Twingo leveres også kun med to døre
plus en bagklap. Sidstnævnte skjule et bagagerum på
beskedne 165 liter, som dog kan øges til næsten 1
kubikmeter, når bagsæderyglænene foldes ned.
Sidedørene er store og indstigningen til bagsædet er
ikke besværlig. Til gengæld er benpladsen yderst
moderat, for nu at sige det mildt. Twingo’en er 3,69
meter lang og normalt ville man nok forvente, at en
del af den manglende bagageplads ville kunne findes
foran bagsædet, men det er ikke helt tilfældet.
Anderledes
Inden man har sat sig ind i bilen skal man være
indstillet på at dørgrebet er noget alternativt,
sammenlignet med de gængse dørgreb hos
konkurrenterne. Der er
måske en vanesag at skulle have fingrene ind under
det
bagud stræbende åbningsgreb, men dertil nåede vi
aldrig i testperioden. Derpå skal man også være klar
over, at har man lange ben og ikke alt for lange
arme, kan det være svært at finde den rette
siddeposition. Havde rattet kunnet justeres i
længderetningen, havde det måske været en
formildende omstændighed.
Sidst men ikke mindst er undertegnede ikke
begejstret for centerinstrumentering. Indrømmet:
Interiørdesignet er pænt og vel-udnyttet. Og en vis
kompensation finder man i at hastigheden vises i et
stort rundt instrument i venstre side af
midterkonsollen, med store klare digital-tal.
OK udstyr
Twingo markedsføres kun i Danmark med det såkaldte
Authentique udstyr. Det inkluderer bl.a. tonede
ruder, elektriske sideruder, fjernbetjent
centrallås, fartpilot og et sikkerhedsniveau
genspejlet i ESP, 6 airbags og
Isofix-barnestolsbeslag.
Twingo vinder på sine køreegenskaber og falder ikke
igennem på de funktionelle egenskaber. Siden er det
vel ret beset prissætningen, forsikrings- og
finansieringstilbud, en god byttepris på den brugte
bil osv. Der afgør valget. Plus naturligvis en god
portion temperament. Og glem så ikke at den kører
tæt ved 30 km/l. Det er et meget vigtigt
købsargument.
|