Renault har ambitiøse mål. I 2013
skal man forbedre sin markedsandel i Danmark med 1
procentpoint og tilsvarende rykke en eller to
pladser op på listen over de største bilmærker
herhjemme. Den nye Renault Clio skal stå for en
væsentlig del af løftet, Twingo skal også bidrage og
med an aggressiv prispolitik, får de øvrige modeller
deres andel af opgaven.
Det kan de danske bilkøbere kun
glæde sig over. Også dem, der har brug for en større
bil end Clio. F.eks. sælges Renault Mégane Sport
Tourer 1,5 DCi Expression nu til 240.000 kroner hvor
listeprisen tidligere var kr. 278.000. En klækkelig
besparelse, som foruden god plads også inkluderer
ret meget udstyr. Den bil handler disse linjer om.
Ultra
økonomisk diesel
Renault Mégane Sport Tourer har vi
tidligere prøvekørt. Det ligger et par år tilbage og
udover et moderat facelift er der ikke sket så
voldsomt meget siden da. Og dog: Visse
bemærkelsesværdige nyskabelser er det blevet til,
den største skal man ud i motorrummet for at stifte
bekendtskab med. Der er nemlig installeret en 110
hestes 1,5 liters DCi turbodieselmotor, der gør det
muligt at køre ikke mindre end 28,6 km/l (det
officielle EU-normtal). Oven i købet kan man
tilbagelægge 31,3 km/l, hvis man bliver på
landevejen.
Motoren er med til at underbygge
den gode økonomi i Megane Sport Tourer og medfører
eksempelvis, at der kun skal betales 740 kroner i
ejerafgift om året. Det er et usædvanlig lavt beløb.
I kontrast dertil står den billigere variant med
samme udstyr og en 110 hestes benzinmotor. Den
koster 204.000 i anskaffelse og siden kører den kun
14,5 km/l.
Smidigt
alternativ
Renault dieselen er ikke bare
økonomisk, den er også et smidigt alternativ til en
benzin-variant. Den er ingen raket, men kan dog nå
de 100 km/t på 12,4 sekunder og man kan flintre
derud af med 190 km/t. Men Mégane Sport Tourer
lægger heller ikke op til sportslig kørsel. Den
relativt store vægt fra dieselmotoren på forenden af
køretøjet stabiliserer det især ved høj fart og
sidevindsfølsomhed er der ikke meget af.
Den er en regulær stationcar med
rigtig god plads. Den måler 4,57 meter i længden og
rummer 524 liter i bagagerummet, som kan øges til
1,6 kubikmeter, når bagsæderne tages i brug til
bagagen. Bruges de til at sidde på, forstår man lidt
af hvor pladsen kommer fra, for der er moderat
benplads på bagsædet.
Fine
finesser
I bagagerummet mødes man af en fin
finesse, idet den bageste del af bagagerumsbunden
kan klappes op og hægtes i siderne af rummet,
hvorefter pladsen frem til den store bagklap kan
bruges til f.eks. indkøbsposer og andre genstande,
der helst ikke skal vælte.
Udstyrslisten i Expression
varianten er omfattende og inkluderer bl.a.
klimaanlæg, regnsensor, fartpilot med –begrænser,
elruder for og bag, tagbøjler, tågelygter både foran
og bag, 16” alufælge og tagbøjler, som er praktiske,
hvis der opstår pladsmangel i kabinen.
|