- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

Biltest: Renault Kangoo Z.E.:

Driftsbillig by varebil - optakt til personbilen Zoe


af Søren Clauding - juni 2012


Renault Kangoo Z.E. test i Motorradioen >>>

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er i sig selv spændende at følge, hvordan Renault har valgt at satse på elektrisk drift. Fordi de gør det målrettet, selvom ingen endnu for alvor har løst problemet med rækkevidden. Det tror man hos den statsejede franske bilproducent hen ad vejen vil blive løst og så har Renault i mellemtiden skabt et erfaringsgrundlag, som bringer dem foran konkurrenterne. Et godt eksempel er den prisattraktive 2-personers Renault Twizy (læs den første test af Twizy hér >>>), et andet eksempel er den knap så prisattraktive Renault Kangoo Z.E.

 

Kangoo Z.E. er en varebil. Det gør den selvfølgelig interessant alene som varebil. Men den er skabt på samme grundlag som den kommende nye og særdeles prisattraktive lille personbil, Renault Zoe (læs om Renault Zoe i Genéve hér >>>). Sidstnævnte kommer på markedet engang hen over sommeren til en pris på omkring 160.000 kroner – i princippet den samme pris, som Renault tager for Kangoo Z.E. Varebilen er imidlertid eksklusiv moms, hvilket gør den dyrere end den lille personbil. Begge biler er afgiftsfritaget i Danmark, i hvert fald indtil videre.

 

Dyrere end benzinbilen

Da den el-drevne Kangoo også er dyrere end den tilsvarende konventionelt drevne model, belagt med 30 procent gulplade-afgift, er det i særdeleshed kørselsbehovet, der afgør om den er interessant i Danmark. Eller naturligvis behovet for lave driftsomkostninger. Det er igen en helt individuel vurdering.

 

Teknisk er Kangoo Z.E. imidlertid interessant, for den tager godt nok udgangspunkt i den konventionelle Kangoo, men den er bygget ud fra et ønske om, at udnytte elektro-driften til at optimere bilen. Det tunge batteri, som er kraftkilden i enhver el-bil, er nemlig lagt i bunden af bilen, hvilket er med til at give et lavt tyngdepunkt. Det samme er tilfældet for Zoe.

 

Beskeden CO2 udledning - ved vindkraft

En elektrobil udmærker sig på flere måder. For det første er CO2 udledningen beskeden, forudsat elektriciteten er fremstillet med lav CO2 udledning, f.eks. ved vindkraft – ellers flytter man blot CO2 udledningen fra bilen til energiproducenten. For det andet er elektricitet ved dagens priser et billigere drivmiddel end benzin eller diesel. For det tredje er el-drift temmelig lydløs. Andre fordele er lave vedligeholdelses omkostninger, permanent automatgear (fordi bilen i princippet kun har ét gear) og ryk-løs kørsel. Alle de fordele har Kangoo Z.E.

 

De negative elementer er den begrænsede aktionsradius, som egentlig kun er et problem pga. ”optankningstiden”. Trods quick-charge og andre finurligheder tager det fortsat længere tid at tanke en el-bil op end at fylde tanken på en konventionel bil. Ladestationerne er få og der er ingen garanti for at en ladestation er ledig, når man ankommer. Man er altså i vidt omfang afhængig af, lige at kunne få en ledning ud af vinduet hos dem, man besøger…

 

Lavt tyngdepunkt

Men i Kangoo Z.E.’s tilfælde har den en unik fordel, som skyldes det lave tyngdepunkt. En tom varebil kan være urolig pga. en stor vognside, som sidevinden kan rive i. Den kan også krænge meget gennem kurverne. Hér kompenserer det lavt placerede litium-ion batteri, som vejer 260 kg for begge dele. Faktisk er kurveegenskaberne ganske fine og selvom vi kun oplevede moderate vindforhold i testperioden, virkede det som om at den del også håndteres ganske godt. Naturligvis forsvinder fordelen, når bilen læsses.

 

De egenskaber kan forventes at gælde også for Zoe. Det stiller store forventninger til den lille bil, der prismæssigt er et ægte alternativ til de traditionelt drevne biler. Både Kangoo Z.E. og Zoe er små biler, der især er i deres es ved bykørsel. Hér er opladningsstederne flere og behovet for stor aktionsradius mindre. Det bringer Renault forholdsvis sikkert i mål med de to ”fremtidsbiler” og understreger at deres satsning ikke er helt hen i vejret.

 

Bedst i bytrafik

Et par tekniske detaljer for Kangoo Z.E.: el-motoren præsterer 60 hestekræfter som det maksimale. Til gengæld har den 226 Nm fra allerførste motoromdrejning. Det gør den imidlertid ikke til nogen hurtigløber. 0-50 km/t klarer den på 5,1 sekunder, hvorimod den skal bruge over 20 sekunder på at nå de 100 km/t. Det understreger, at det især er ved bykørsel, den gør sig.



Varevognskapaciteten er rigtig god. Varerummet kan indeholde 3 kubikmeter, men det skal dog ikke være i form af vand, for nyttelasten er begrænsningen – den må bære 715 kg.


Store sidespejle letter udsynet bagud.

 

 


Model:

Renault Kangoo Z.E.

Listepris:

Kr. 151.000 ekskl. Moms.

Motor og transmission:

Elektromotor. 60 hk. 226 Nm. Aut.gear. Forhjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Aktionsradius/ Fuld opladningstid/ Strømforbrug

20,3 sek./ 130 km/t/ ca. 130 km/ 8 timer/ 155 Wh/km)

Længde:

4,21 m

Varerum:

3 kubikmeter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 2 airbags. Forvarmer. Højdejusterbart rat. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Sædevarme.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt