Der er mange fordele ved en alliance som den,
Renault og Nissan indgik for 16 år siden. Når man
f.eks. mangler en mellemstor SUV og
alliancepartneren har en succes-model, så er der
ingen grund til at opfinde den dybe tallerken én
gang til. Det er præcis den situation, Renault var i
og resultatet: Renault Kadjar træder direkte ind i
den meget populære bilkategori med deres udgave af
Nissan Qashqai.
Sidstnævnte er klart den mest dominerende bil på det
specifikke marked, både i Danmark og i resten af
Europa. Så Renault får med andre ord andel i en
succes. Det har de, der foretrækker en fransk
designet SUV fordel af, og de, der helst vil satse
på det sagnomspundne japanske ry for kvalitet, kan
allerede nu nyde gavn af den konkurrence, som
alliancen genererer: Nissan har netop sænket
priserne på Qashqai, så de rammer under Kadjar. Der
er krig på kniven mellem allianceparterne.
Rimeligheden i sammenligning
Men er det overhovedet rimeligt at sammenligne?
Mange bilkoncerner har interne bilmodeller, som er
baseret på samme teknik og konkurrerer indbyrdes og
får stort udbytte ud af det, så det med at bygge
forskellige biler på samme teknologiske platform er
velkendt i bilindustrien. Men i Renault/Nissan
tilfældet er svaret: Både ja og nej.
Teknikken er i princippet ens, om end frihøjden på
Renault Kadjar iflg. specifikationerne er 2 cm
højere end i Qashqai. Vi har ikke prøvekørt de to
mærker i direkte sammenlignelige varianter, men
umiddelbart føles deres køreegenskaber ret ens.
Designet er imidlertid forbavsende forskelligt,
selvom linjeføringen kan genkendes.
”Kadjar”
Og egentlig eksisterer muligheden for direkte
sammenligning heller ikke helt endnu, for Renault
Kadjar lanceres først i Danmark omkring 1.
september. Og den prøvekørte version optræder ikke
engang på prislisten, så der er ingen garanti for,
at netop den bil, vi har stiftet bekendtskab med,
overhovedet kommer på markedet i Danmark. Alligevel
har Renault prissat den til 280.900 kroner. Vi
fristes til at udbryde ”Kadjar”, som i en anden
Disney animationsfilm, hvad det så end måtte betyde…
Den prøvekørte model var udrustet med en 110-hestes
dieselmotor, og sådan en vil man godt kunne købe.
Men den var kun iklædt basisudstyret ”Life”, som
alene og i øvrigt først senere vil kunne fås på
modellen med 1,2 liters 130-hestes benzinmotor.
Men det skal nu ikke afholde os fra at fastslå, at
Kadjar trods lighederne visuelt er et godt
alternativ til Nissan Qashqai.
Godt med store dæk
Vi har tidligere prøvekørt Nissan Qashqai med
115-hestes benzinmotor og 19” letmetalfælge.
Vægtfordelingen er anderledes i en dieselbil og
Kadjar var oven i købet udstyret med 16” fælge. Det
er ikke nogen dårlig løsning, for selvom
dieselmotoren fartmæssigt halter lidt efter
benzinvarianten, trods næsten den samme effekt, er
affjedringskomforten bedre, med de noget større
dæksider i 16” dækkene til at opfange de mindre
ujævnheder.
Rummeligheden i de to biler er stort set den samme,
selvom specifikationerne er lidt forskellige.
Renault’en er 7 cm længere end Nissan’en og så er
der selvfølgelig forskel på udstyret.
Fornemt grundudstyr
Life udstyret (som altså ikke kan købes jf.
prislisten med dieselmotor) inkluderer bl.a.
fartpilot med –begrænser, multijusterbart rat,
el-ruder både for og bag, sædevarme, aircondition,
el-sidespejle med varme og fjernbetjent centrallås.
Faktisk et ret godt basisudstyr.
Iflg. prislisten er den billigste kombination med
110 dieselheste den såkaldte Zen-udstyrsudgave, som
koster 318.000 kroner. Med den kan man køre 26,3
km/l
og udstyret inkluder desuden læderrat, lyssensor
(kort/langt lys), skiltegenkendelse, fleksibelt
bagagerum (dvs. der medfølger en hylde, som betyder
at man kan få en plan læsseflade frem til
forsæderne), tågeforlygter med kurvelys, vognbane
assistent osv. og man starter vha. nøglekort. Altså
alt sammen forfinet udstyr, som dog ikke helt står
mål med merprisen på 37.000 kroner – hvis man altså
kunne have købt en Kadjar med Life udstyr.
Vær opmærksom på sæderne
Kabinen i Kadjar er sin egen. Typisk Renault design,
men det er påfaldende, at nogle af plastmaterialerne
(ikke alle, faktisk en usædvanlig kombination)
virker lidt billige.
Dertil kommer, at vi havde vanskeligt ved at finde
den fornødne lændestøtte i sæderne. Det er dog meget
individuelt, hvad man som person foretrækker, fordi
vi menneskers kropsbygning er meget individuel, så
vi vil nøjes med at påpege, at dér skal man måske
være ekstra opmærksom, hvis man har rettet
interessen mod den nye Renault Kadjar. |