Hvis Renault Kadjar er ”bilen”, og man har i
nabolaget af 270.000 kroner til sin rådighed, kan
man vælge mellem to diametrale modsætninger. Den ene
prøvekørte vi i sommer, inden Kadjar for alvor
landede på de danske landeveje (læs
vores prøvekørsel af Renault Kadjar dCi Life hér >>>
- og husk at registreringsafgiften i mellemtiden er
sænket. Ny pris på dieseludgaven er kr. 266.670),
den anden har vi denne gang sat under lup. Og hvad
Kadjar angår, kan den meget let være ”bilen”.
Scenariet er: Renault har anvendt erfaringer og
teknik fra alliancepartneren Nissan til at skabe en
ny velkørende kompakt SUV/Crossover. Nissans
sidestykke er den mest succesrige af slagsen på det
europæiske marked, den hedder Qashqai. Den er
målestokken for hele striben af konkurrenter – for
der er kommet mange til – og naturligt nok også for
Renault.
Parring af to verdener
Renaults fordel er, at de har tilgang til Nissans
teknik, og den kan de så parre med fransk definition
af en sådan bil og det inkluderer foruden et noget
anderledes design både udvendig og indvendig også
pudsige elektroniske løsninger som f.eks. en
instrumentgruppe, der kan skifte farve, noget man
til fulde har lagt ind i topudgaverne af Renault
Espace og Renault Talisman. Farver er ikke
ligegyldige for mennesker, det ved man hos Renault.
Renault har altid været god til at tage den nyeste
elektronik i brug. Det har så henad vejen voldt dem
visse problemer, fordi ikke alle bilkøbere er så
pragmatiske som franskmænd, at ikke alting i en bil
behøver virke som det skal. Måske en dogmatisk
fremstilling, men et faktum er det, at Renault har
taget skeen i den anden hånd og satset på høj
kvalitet. I den forbindelse er Nissan bestemt ikke
den værste partner…
Den elektroniske udfordring
Og vælger man, som køber at bruge sine cirka 270.000
kroner på den nu prøvekørte Renault Kadjar i stedet
for den, vi tidligere har prøvet, skal tingene også
være i orden, for det såkaldte Zen udstyr, som er
den ene forskel på nu og dengang, indeholder megen
elektronik. Et avanceret multimedieanlæg med DAB,
Bluetooth, USB og AUX, Vognbaneassistent, 2-zone
klimaanlæg, førersæde med lændestøtte (styres
elektronisk) og tågelygter med statisk kurvelys er
gode eksempler herpå.
Mindre elektronisk er 17” alufælge, variabel bund i
bagagerummet, opbevaringsrum til bagagerumsafdækning
og et læderrat. Men det virker alt sammen og er som
nævnt noget af det, man får for sine penge.
Benzinmotoren er bedre
Det, man giver afkald på, er den udmærkede 110
hestes dieselmotor. Men fortvivl ikke: Dieselmotoren
er udmærket, men den benzinmotor, som ligger i
Zen–udgaven til cirka den samme pris, er endnu
bedre.
Der er tale om en 4-cylindret turbobenzinmotor, der
præsterer op til 132 hestekræfter og også yder et
pænt drejningsmoment på 205 Nm. Der er tale om en
trækvillig, vibrations- og lydsvag benzinmotor, som
oven i købet gør det muligt at køre næsten 18 km/l.
Det er naturligvis ikke det sammen som de godt 26
km/l, man kan køre med dieselmotoren, men
benzin-varianten er da også reelt hurtigere (1,9
sekund hurtigere til 100 km/t) og langt mere smidig.
Beskeden prisforskel
Oven i det er den lidt billigere i ejerafgift – 100
kroner om året – men købsprisen er også 8000 kroner
højere. Men i den virkelige verden er det
småtingsafdelingen og bør ikke påvirke
købsbeslutningen.
Det, der for vores vedkommende slog hovedet på
sømmet var imidlertid køreegenskaberne. Benzinbilen
er 75 kg lettere end dieseludgaven. Den vægt er
hovedsagelig sparet på fronten og det gør bilen
meget mere letkørt. I kombination med 17” fælgene
med tilhørende lavprofildæk – samt benzinmotoren,
der ikke er så brutal (i sammenligning) som
dieselmotoren – bliver Renault Kadjar ganske enkelt
en bedre kørende bil.
Skulle vi vælge, vil valget klart falde på
benzinversionen med det højere udstyrsniveau. Kun et
meget stort kørselsbehov, hvor den økonomiske fordel
ved dieseldrift er udpræget, kan ændre på den
opfattelse… |