Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

Biltest:

Renault Clio Sport Tourer 1,2 TCe 100 Expression

Tiltalende, nem og funktionel

Tekst: Søren Clauding – oktober 2008

Renault Clio er en meget nem bil. Logisk, let at gå til, en bil for hvem det, at have bil, ikke så meget drejer sig om præstationer og prestige, en bil hvor brugbarhed har høj prioritet. Det var det, man i gamle dage kaldte en rigtig pigebil – nu om dage har det begreb vist fået en anden betydning…

Og så er alting sagt med måde. Sport Tourer versionen med en 101-hestes motor er den forlængede Clio, bilen for den forøgede familie, hvor der er brug for mere plads i dagligdagen. Men sagt med måde, fordi testkørslen på den ene side viste, at Clio’en var langt sjovere at køre end vi forventede – på den anden side afslørede nogle irriterende minus’er.

Vridningsstabiliteten

Lad det sidste blive overstået i en fart: Sikkerhedsselen til bagsædet hænger ned fra loftet i den ene side. Irriterende og i vejen for udsynet bagud. Gardinet over bagagerumsafsnittet gled hele tiden væk – og hvad nytter det så, at der er heldækkende, når det er på plads. Det skete, når bilen vred sig over ujævnheder. Tankevækkende, fordi det også er udtryk for Clio’ens vridningsstabilitet eller mangel på samme.

Positivt, fordi den manglende vridningsstabilitet efterlader et stort hul, når bagklappen slås op. Det gør læsning yderst let, man kan køre med store genstande, en vaskemaskine vil vi tro (uden dog at have forsøgt os med en 100 kg tung sag). Med muligheder for, at variere bagagerummets størrelse ved hjælp af en aftagelig bagagerumsbund, er brugbarheden ret god.

Køreoplevelse på positiv listen

Køreegenskaberne plejer ikke at have det godt, når en bil vrider sig. Men køreoplevelsen tæller på positivlisten – undtagen, når man begiver sig over Øresundsbron i blæsevejr. Det var en hårrejsende oplevelse, som måske kan skyldes vridningen. Pil nedad.

Det sidste gælder også bagsædepladsen. Den er for ringe i en bil, der måler 4,20 meter i længden. Men hører man til de middelhøje og først sidder der, er oplevelsen såmænd OK.

Indeklimaet er udmærket, lofthøjden på bagsædet OK. Det er først, når man skal ind og ud af førersædet, man risikerer at ramme hovedet imod dørkarmen. Men tager man ved lære, bukker man sig lidt mere sammen næste gang, alt imens bulen fortager sig.

Affjedring til læs og uden

Sæderne er faste, lidt vel rigelige måske. Især fordi affjedringen er ret

stram, formentlig dels for at kompensere for stabiliteten ved høj fart, dels for at tilsikre at

køreegenskaberne ikke forringes når bagagerummet læsses. Og der er god plads derude bagtil: 439 liter, som kan forvandles til næsten 1,5 kubikmeter, hvis bagperron’en skal bruges til bagage i stedet for passagerer.

Sidespejlene er beskedne, rattet kan alene justeres i længderetningen, men en god siddestilling opnår man ret nemt. Alle betjeningsgreb er let tilgængelige og nemme at forstå. Små kugler til regulering af defrosternes position, trykknapper til at regulere ventilationsanlægget. Hvor svært kan det være: Tænk over det, alle I bilproducenter, der absolut skal gøre det til en videnskab, at få varme fødder i en bil. Et stort plus – især ved vintertide!

Rigeligt udstyr og super maskine

Der er Isofix beslag til barnestolene, sædevarme til forældrene, aircondition til den varme sommerdag eller fugtige efterårsaften, tagbøjler til det, man af urandsagelige grunde ikke kan finde plads til i bagageafsnittet og under motorhjelmen en superb maskine, der får herlighederne til at bevæge sig 17,2 kilometer på en liter BENZIN!

Der er tale om en 1,2 liters 4-cylindret turbomotor. Med rolig speederfod kommer man langt på literen og vil man op på de 100 km/t så hurtigt, det nu kan lade sig gøre, skal man påregne, at det tager 11,2 sekunder. Faktisk helt OK. Topfarten er 184 km/t. Men ikke i sidevind, altså…

Og prisen: 200.000 kroner for den prøvekørte version: En god portion bil for pengene.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt