- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


 

Biltest: Range Rover Evoque Pure Si4

Ultimativ, luksuøs og moderne off-roader


Af Søren Clauding – februar 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er svært at have andet end rosende ord tilovers for Range Rover Evoque. Med den nye 2-liters 240 hestes benzinmotor under motorhjelmen er køreoplevelsen unik. Eneste reelle minus er benzinforbruget, det er ikke dårligt, sat i forhold til permanent firehjulstræk og de mange kræfter, det genererer, men 11,5 km/l er ikke langt.

 

Heldigvis, hvad dette angår, findes der alternativer. Men når det nu var en Range Rover Evoque Pure Si4, der skulle sættes fokus på, falder benzinforbruget i øjnene. Det har imidlertid alene betydning, hvis der skal køres rigtig mange kilometer i bilen – og da vil man nok vælge en dieselvariant.

 

Luksustransport on- og offroad

Gælder det derimod, at tilgodese et kilometermæssigt begrænset kørselsbehov, og ønsker man den ultimative luksuøse køreoplevelse, både i terrænet, på de ujævne danske landeveje og de noget mere plane danske motorveje – samt et moderne design – kommer man ikke bedre i mål end med en Evoque Si4.

 

Det er en bil, der i den grad er gennemtænkt i alle detaljer. Den er på én gang den ultimative off-roader og samtidig fremragende på plant underlag.

 

Regulære off-road egenskaber

I terrænet nyder man godt af permanent firehjulstræk med Haldex differentiale på bagakslen samt Land Rovers enestående terrain-response system, der konstant aflæser kørselsforholdene og tilpasser affjedring og drivline efter behovet. Eller hvor man selv kan låse systemet fast i indstillinger ud fra egen vurdering. Den kan køre i vand til livet, 50 cm vadedybde, og den præsterer terrænkørslen på den mest blide, komfortable og ukomplicerede måde.

 

Selvfølgelig skal man som fører ikke sætte grundliggende regler for terrænkørsel til side, men man er hjulpet så godt, som det med moderne teknik er muligt. Den automatiske gearkasse dosserer den præcise mængde af kræfter, som føreren aktiverer og elektronikken sikrer, at kraftoverførslen helt svarer til kørselsforholdene. Wow!

 

Fremragende benzinmotor

Motoren har en stor del af æren herfor og kompenserer langt henad vejen for at Evoque ikke har reduktionsgear. Der er tale om en turbo-benzinmotor, en 4-cylindret rækkemotor, der foruden de 240 hk præsterer 340 Nm over et bredt momentområde. Det giver en meget stor smidighed og omdrejningsvillighed, som er meget let at håndtere. Den har benzinmotorernes store fordel ved ikke at vibrere nævneværdigt og den er usandsynlig lydløs.



Det samme gælder kørsel på plan vej. Smidigheden er unik, støjniveauet er ganske beskedent og fartpræstationerne gør næsten Evoque’n til en racerbil: 0-100 km/t på 7,6 sekunder. Topfarten er 217 km/t – det har vi ikke haft lejlighed til at udsætte bilen for, men dansk motorvejsfart klarer den ligeså komfortabelt og med samme retningsstabilitet som en hvilken som helst anden bil i samme priskategori.

 

Cornering Brake Control er med til at optimere kraftoverførslen ved hurtig kurvekørsel på plan asfalt og med i prisen får man også Roll Stability Control, som trods store 17” fælge med brede dæk skulle hindre, at man ruller på siden med bilen. Det besluttede vi os for ikke at afprøve i praksis…

 

Rimelig prissætning

Listeprisen for den billigste Evoque er 680.000 kroner. Det er ikke den samme drivline – slet ikke – og ikke det samme udstyr.  Men det er stadig en Evoque. Og Pure-udstyret inkluderer foruden al teknikken både klimaanlæg, fartpilot, p-sensorer, el-ruder for og bag, el-opvarmede sidespejle, 9 airbags og meget andet.

 

Det hele ultra-optimeret i enhver henseende, f.eks. er det helt umuligt for en lavtstående sol at blive reflekteret videre til føreren og passagerenes øjne (stor sikkerhed), og kabinebelysningen kan man selv aktivere og de-aktivere ved blot at føre en finger forbi de respektive lamper. Gearvælgeren skyder elegant ud af midterkonsollen, når man trykker på startknappen.  Meget elegant – og så i en off-roader!



For de ekstra 180.000 kroner får man, foruden et mere eller mindre frivilligt sponsorat af den danske statskasse mange flere motorkræfter samt automatgear. Men mindre kan selvfølgelig gøre det.

 

Fine pladsforhold

Pladsen i Evoque skal ses i lyset af en længde på blot 4,36 meter. Bilen virker større og det gør indtryk, at også de indvendige dimensioner løfter den en størrelseskategori op. 575 liter regulær bagagerumsplads (dog uden reservehjul), som kan forøges til 1,5 kubikmeter.

 

En Range Rover Evoque må trække en anhænger på 1800 kg. Her vil det i mange tilfælde nok mest være begrænsningen på førerbeviset (typisk på en totalvægt på 3500 kg inkl. anhænger) der lægger begrænsningen.

 

Bagsædepladsen er glimrende, selvfølgelig fordi kabinehøjden er stor, og her har man også glæde af den store kørselskomfort.


 


Model:

Range Rover Evoque Pure Si4 aut.

Listepris:

Kr. 964.800

Motor og transmission:

4 cyl. turbobenzin 2,0 l. 240 hk. 340 Nm/1750 omdr./min. 6. trins aut.gear. Permanent firehjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,6 sek./ 217 km/t/ 11,5 km/l /199 g/km

Længde:

4,36 m

Bagagerum:

575-1445 liter

Diverse:

ABS. EBD og EBA. DSC. HDC. CBC. RSC. Hillholder. 9 airbags. 17” alufælge. Tagspoiler.  Klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sæder i del-læder. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. P-sensor. Isofix.


 

Ingen reflekser fra f.eks. instrumentpanelet.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt