Med 156 hestekræfter under motorhjelmen er det ikke
fartpræstationerne, der sælger Peugeot RCZ. Men den
æstetiske oplevelse gør det. Wauw.
Den er, som har designerne fået frit spil til at
skabe den ultimative æstetik. Og det har de måske
også, for ofte er det ellers designerer fra
Pininfarina, der tager sig af den sag. Men CRZ er
tegnet ”in-house”. En brugbar konceptbil, en
eyecatcher uden sidestykke, en gennemført fornøjelse
fra samme øjeblik man alene får tanken om, at skulle
boltre sig i den smarte, den elegante, den
dynamiske, den rå, den skulpturelle, den suveræne
Peugeot sportscoupé. Et udtryk for, hvad der har
gjort Peugeots øvrige designs så populære.
Peugeot RCZ er en ægte Peugeot. Designerne har været
tro imod deres arbejdsgiver. Udfordringen har været,
at kombinere det racersportslige islæt med bilens
ansigt, dens funktion og siden også dens
køreegenskaber.
Løve på spring
Bemærk bølgeformen i tagpartiet, som simulerer
cockpit i en Le Mans racer, bemærk den formfuldendte
udformning af en løve, der ligger på spring med de
muskuløse bagben trukket op under sig. At se,
hvordan designerne har brugt Peugeots identitet,
tager næsten pusten fra betragteren. Det er bare
gjort så godt.
Bagtil kommer der en spoiler til syne, når man
trykker på en knap. Den minder om den, Audi blev
nødt til at udstyre Audi TT med for en del år siden,
for at kunderne ikke skulle komme til skade med den,
når farten gennem kurverne var for høj og den korte
sportsvogn pludselig havde næsen den forkerte vej.
Benzinøkonomi og stabilitet
Det bruger Peugeot ikke deres spoiler til. I
”Position 1” forbedre den aerodynamikken, så bilen
kører længere på literen. I ”Position 2” trykker den
bagenden ned imod kørebanen ved høj fart, så man
ikke får sig en uønsket lufttur. Og når man stiger
ud af bilen for at nyde dens superbe design, har
spoileren skyndt sig ned i plan med karrosseriet, så
man ikke forstyrres af den. Gennemtænkt,
gennemarbejdet og æstetik på højeste niveau.

Peugeot RCZ kører temmelig godt. Forbavsende godt
faktisk, med tanke på at prisen er sat til 450.000
kroner. Forklaringen er, at undervognen er godt
gennemarbejdet, men også forholdsvis konventionel.
Man har ikke udstyret CRZ med elektroniske
kørehjælpemidler, adaptiv undervogn og forskellige
elektroniske drivetrain indstillinger. Men hvad skal
man også det for, når nu man har en 308 Hatchback,
som man kan snuppe teknikken fra, gøre den lidt
bredere og 4 cm lavere. Så har man en bil, der kører
rigtig godt.
Cruise
De 156 hestekræfter, frembragt af en 1,6 liters
turbo-benzin’er er tilstrækkelige (ikke mindst fordi
momentet topper allerede ved 1400 omdr./min.), men
køreegenskaberne lægger op til mere. Fortvivl dog
ikke – CRZ findes også i en version med 200
hestekræfter – samme motor i øvrigt, som findes i
MINI Coper S. Den har vi ikke prøvet, men sandt at
sige vil man så nok også blot konstatere, at den er
for vild til at cruise med. Og indenfor rammerne af
den danske færdselslov er det nok bedre, blot at
have lyst til at cruise. Så har man sit kørekort
lidt længere – og det er 156 hk versionen idéel til.

RCZ er 4,29 meter lang, den er
1,36 meter høj og bagagerummet er forbavsende stort.
Ikke mindre end 384 liter, tilstrækkeligt til at man kunne forestille sig en version med
foldetag. Men det har RCZ ikke – endnu.
Bagsædepladsen er så dårlig, at man ligeså godt
kunne have undværet bagsæderne. Derfor er muligheden
for at slå en klap ned mellem bagagerum og kabine
eminent. Så har man endnu mere bagageplads og som
det blev nævnt indledningsvis: Sportscoupé’en er
også funktionel.

Kompromis i Norden
Udstyret er på niveau med prisklassen. 2-zone
klimaanlæg, sportssæder, P-sensor og P-sensor. Men
har man lange ben, er pladsen på forsæderne en smule
kneben. Hvis nu blot det bagsæde var blevet
afskaffet, kunne en langbenet nordbo trives i
Peugeot RCZ. Nu må han gå lidt på kompromis. |