Det er nok de færreste der ved, at Peugeot skabte
verdens første bil med foldetag. Det skete helt
tilbage i 1934, den hed Peugeot 402BL Éclipse
Décapotable, bygget på basis af et patent, udviklet
af en parisisk tandlæge, som designede biler i sin
fritid. Idéen blev siden gemt væk og først
genoptaget af Peugeot med den lille 206 CC, hvorved
foldetaget blev gjort tilgængeligt for de lidt
mindre pengestærke bilkøbere med hang til luft i
håret – når vejret altså var til det.
Sådan er det til dels stadig, om end den hér
prøvekørte Peugeot 308 CC med en listepris på
534.000 kroner ikke appellerer til at blive
folkeeje. Men da 207 CC som afløser for 206 CC
eksisterer til en pris på 300.000 kroner, er det vel
helt acceptabelt at betale lidt mere for en lidt
større bil, hvis det er det, man ønsker.
Kan fås billigere
Faktisk kan 308 CC anskaffes for blot 100.000 mere
end den billigste 207 CC. Så må man nøjes med 120
hestekræfter og et ringere udstyr – men handler det
alene om sus gennem håret, så er det en ganske
fornuftig pris. Især fordi foldetaget fungerer helt
på samme måde som i den testede version, der foruden
det eksklusive ”Griffe” udstyr inkluderer en
sprællevende 200 hestes 1,6 liters turbo
benzinmotor, som piller en smule af det lidt
feminine udtryk af bilen, som Peugeot 308 CC ikke
kan frasige sig.

Og dog, hvad det sidste angår: Mon ikke mange
kvinder også vil kunne trives med 200 hestekræfter
og mange mænd helst vil være fri. Gad vist, hvorfor
mange MOTOR-kræfter forbindes med maskulinitet – i
den moderne verden afprøves fordommene til
stadighed…
Hjertet bestemmer
Det har så heller ikke meget med sagen at gøre – og
alligevel. For udover sus i håret og 0-100 km/t på
8,3 sekunder (samtidig med at de officielle
forbrugstal ikke er meget ringere end hos den lille
120-hestes variant) købes en Peugeot 308 CC med
hjertet.
Den har ret god bagageplads (med taget i brug 465
liter), den har endda også brugbar bagsædeplads
(hvis forsædepassagererne ikke er for langbenede),
men den er ikke en bil, man køber, blot fordi man så
også kan køre åbent, når man har lyst til det og på
omkring 25 sekunder skærme af for regnen, når
behovet melder sig.

Når regner sætter ind, er taget hurtigt i brug. Når
solen på ny dukker frem, er det foldet væk på
omkring 25 sekunder.

...og det havde Peugeot allerede
fundet ud af i 1934 med
402BL Éclipse
Décapotable.

Lettere at sælge igennem
Man køber en Peugeot 308 CC fordi man synes den er
en ”fed bil”, en bil man har det godt med og godt i.
Og på grund af de funktionelle egenskaber er den
måske lettere at overtale familien til at bakke op
omkring. For hvem drømmer, hvis de går helt dybt ind
i deres sjæl, ikke om i sommervarmen (ikke
nødvendigvis sommersolen) at cruise ud gennem det
bakkede landskab og i byerne opleve de
forbipasserendes misundelige blikke.
Bilen er da også ret vellykket. Og i en sommer som
den, vi har lagt bag os, er det herligt at
forvandlingen fra åben til lukket bil og modsat kan
ske så hurtigt. Det er lige før at det kan nås, mens
man holder for rødt, men ellers er der vel altid
mulighed for et kort stop i vejkanten eller at låne
et busstoppested for en kort bemærkning (læs:
forvandling).
Minus’erne ved en åben bil er bl.a.:
1) Hår i øjnene. Det har Peugeot til dels
løst ved, at frontruden går langt hen over i hvert
fald forsædepassagererne og de kan siden afskærmes
bagtil vha. en vindstopper, der dog tager plads op i
bagagerummet, når den ikke er i brug, og forhindrer
passagerer på bagsædet.
2) Træk i nakken. Det har Peugeot løst ved at
indbygge
en varmeblæser i nakkestøtterne og det virker
fremragende, så længe vejret ikke er for
påtrængende. I øvrigt er 2-zone klimaanlægget
automatisk og tager hensyn til, om bilen er lukket
eller åben.
3) Kabinestøj, når man kører ”lukket”. Støjen
er selvsagt ikke så påfaldende med foldetag som i en
bil med kaleche, men der er stadig lidt tilbage. Det
er også ret ubekvemt, at man får en regnskyl i
hovedet af vand fra taget, når man åbner dørene i
regnvejr.
4) Fleksibelt karrosseri og chassis, der
medfører forringede køreegenskaber. Det har Peugeot
løst ved bl.a. at give bilen et højt hækparti og
indbygge en kraftig afstivning ”under huden”.
Forruderammen er forstærket og fungerer som
styrtbøjle – det har også en afstivende effekt på
bilens stivhed. Resultat: Fortræffelige sportslige
køreegenskaber, en rimelig fast undervogn og god
kurvestabilitet. Men: Den høje hæk gør udsyn bagud
dårligt – løst med P-sensor.
5) Forringet sikkerhed. Peugeot 308 CC har
opnået 5 stjerner i EuroNCAP sikkerhedstesten – det
siger alt.
 |