I
fire år har Peugeot 307 været den mest købte
bilmodel i Danmark. Selv ikke de stærkt
”opreklamerede” bilbrande i 2005 kunne slå hjulene
væk under Peugeot. Da den nye upshinede 2006-udgave
sprang ud sidste efterår købte danskerne endnu flere
307’ere og det er ikke uden grund.
Dels er problemerne løst. Dels er der virkelig noget
at komme efter, når man rækker sigtekornet ind på
307. Især er SW-udgaven attraktiv, for den byder på
løsninger, ingen andre kan mobilisere til samme
penge.
SW-versionen er egentlig en stationcar. Men Peugeot
har sat glas i taget og under det er der monteret et
splittet inderpanel. Panelet kan skubbes væk
(elektrisk) – hvorefter der åbner sig et
panorama-view over bilen og ikke mindst: Der opstår
et enestående lys i kabinen. Det er som at køre i
åben bil – uden sus i håret, uden at fryse om ørene
eller alternativt blive bagt i hovedbunden.
Bagsædearrangementet i SW er også anderledes end de
gængse løsninger. Man kan få plads til tre
sæderækker/syv siddepladser, hvis man vil. Har man
ikke brug for de to bageste sæder, tager man dem ud
– eller lader være med at få dem leveret, når man
bilen købes. I stedet er der rigtig fin bagageplads,
adskilt fra passagerkabinen af tre individuelle
sæder, der naturligvis hver især kan foldes sammen
og dermed øge bilens fleksibilitet. Er alle sæder
foldet ned disponerer man over 1,5 kubikmeter!
Den prøvekørte udgave havde Peugeots nye og
fremragende 136-hestes HDI dieselmotor under
motorhjelmen. Diesel mekanik er dyr i Danmark på
grund af afgifterne. Dieselolie er til gengæld
billig og har man et vist kørselsbehov, er 307
ideel. Peugeot er populært sagt verdensmestre i
dieselmotorer til fornuftige penge. 336.000 kroner
koster SW’eren og maskineriet er vibrationsfrit,
støjer ikke så meget og ret fleksibelt.
Momentkurven er værd at lægge mærke til fra 2000
omdrejninger og trods bilens lidt multiagtige
formgivning kører man næsten 18 kilometer på en
liter dieselolie.
Udstyrsniveauet er højt og detaljer som aircondition
i handskerummet, så sommerdrikken og chokoladen kan
holdes køligt, er med til at øge bredden i
anvendelsen. Sædevarme er standard, det samme er
seks airbags og 2 Isofix beslag til børnene og ESP,
så man er hjulpet inden det går helt galt.
Synes man at 336.000 kroner er for meget, findes der
billigere løsninger: Den billigste har 1,6 liters
motor på 110 heste og den kan anskaffes for 260.000
kroner inklusive de kostbare danske nummerplader.
Modelnavn: |
Peugeot 307 SW 2,0 HDi |
Pris: |
Kr. 335.990 |
Motor: |
4 cyl. 2-l turbo-diesel, common-rail (136
hk, 320 Nm/2000 omdr./min) |
Præstationer 0-100 km/t/topfart/
benzinøk: |
12 sek/198 km/t/17,9 km/l. |
Længde |
4,43 m |
Bagagerum: |
442 liter |
Diverse: |
ESP. 6 airbags. Aircondition i handskerum.
Panorama glastag. Sædevarme. Isofix beslag. |
|