Opel Performance Center blev skabt for 11 år siden.
Opgaven var at medvirke til at forbedre Opels image
– gøre det mere dynamisk. Opel Insignia OPC er et af
de seneste produkter fra det, man også kan kalde for
Opels sportsafdeling.
Med 325 hestekræfter pakket ind i den temmelig store
mellemklassebil, som vi tidligere har prøvekørt på
almindelig landevej i forskellige varianter (læs
Opel Insignia 2,0 CDTI hér>>>,
Opel Insignia Sport Tourer 1,6 Turbo hér>>>,
Opel Insignia 2,0 Turbo 4X4 hér>>> og
Insignia 2,8 Turbo EcoTEC vs Insignia 2,0 CDTi
EcoFLEX hér>>>) var det med store forventninger,
at turen gik til Padborg Park tæt ved den
dansk/tyske grænse i Sønderjylland. En ny men ganske
fin racerbane, som ville være ideel til at afprøve
en bil, der næppe ville have det morsomt på en snoet
”Mickey Mouse” racerbane.
Landevejsracer
Bilen er i princippet en almindelige Insignia, men
OPC har bygget den om til landevejs race. I banerace
vil den ikke have mange chancer – det er den for
civiliseret til. Men der skal en racerbane til for
at afsløre dens personlighed og den særlige sjæl,
som OPC teknikkerne har bygget ind i raceriet.
Det går nemlig ikke, at køre så stærkt på
landevejen, som Insignia OPC den kan. Alene dens
fartformåen (se faktaboksen ved siden af) er
krævende. På fugtig bane kom vi tæt på 200 km/t
inden modet slap op og hensynet til ejernes ønske
om, at have garanti for at få bilen hel hjem igen,
pressede sig på. På tør asfalt og tilstrækkelig sent
på bremsen ville topfarten have været højere. Ligeud
kan den køre og med permanent firehjulstræk
accelererer den næppe dårligere på fugtig bane end
på tør asfalt. Med en stribe utrafikeret autobahn
foran sig er tophastigheden elektronisk begrænset
til 250 km/t. Det rækker nok også for de fleste.
En sand fornøjelse
Men en stor bil gennem kurver? Jo, i hurtige kurver
er den stabil og spændende. I snævre kurver skal der
arbejdes lidt bag rattet, men ud af de snævre hjul
med effektivt træk på alle fire hjul, er Insignia’en
en sand fornøjelse.
Det er det alene fordi OPC gør det muligt at
manipulere med Insignia’ens opsætning, blot ved tryk
på en knap. Det hedder ”FlexRide” på Opel sprog.
Køreoplevelsen får man uden ESP og med
sportsopsætning af undervognen. Indstillingen hedder
”OPC” og da er bilen uhyggelig god i kurverne,
stabil på langsiderne men også ret ukomfortabel til
brug på landevejen.
Sports-indstilling til landevejen
Sports-indstillingen er da bedre, hvis man stadig
vil have stor stabilitet og sikkert vejgreb. Men med
de 325 hestekræfter, sprudlende ud af en 2,8 liters turbo V6’er, er det utilladeligt at køre uden ESP på landevejen. Men
det behøver ikke være kedeligt endda. Tvært imod.
For kraftoverførslen dirigeres hen til de trækkende
hjul. Motoreffekten er den samme og Sports-ESP’en
venter brøkdele af et sekund med at række en
hjælpende hånd, når skridgrænsen passeres, så
føreren selv har en chance for at råde bod på sin
grænseoverskridende kørsel.
I
sammenligning med de tre indstillinger er normal
indstillingen næsten kedelig. Men med 600 kilometer
frem og tilbage på danske ligeud-veje, som ikke alle
er af aller bedste kvalitet, nyder man
kørselskomforten fra første kilometer.
I
teknisk forstand har man sænket karrosseriet 10 mm
og det er 355 mm Brembo bremser, bl.a. benyttet i
Formel 1, som sikrer, at Insignia’en omgang efter
omgang har fuld bremseeffekt til trods for, at det
er næsten 2 tons, der skal bremses ned før hvert
sving. På baghjulene er kraftoverførslen hjulpet af
et såkaldt limited slip differentiale, så kræfterne
føres hen til det hjul, der har bedst vejgreb.
Rigtig lyd
Motoren i en Insignia OPC er ikke bare, takket være
en superb elektronik, på én gang civiliseret og
ultra sportslig, den har også den rigtige lyd –
noget man har arbejdet meget med. Overraskende er
det, at ligeså larmende den er under accelerationen,
ligeså stilfærdig er den ved konstant fart.
Udstødningen er et vigtigt element bag en motors
præstationer og bl.a. ved at reducere behovet for
modtryk i udstødningen er Opel maskinens smidige
motorgang og store trækkraft blevet skabt. 435 Nm er
drejningsmomentet, der peaker ved 5250 omdr./min.
Men allerede ved 2000 omdr./min er det over 400 Nm.
|