Der er gået mode i retro-biler. Moderne biler med
tydelige bånd til fortiden. VW Beetle var en af de
første, Chrysler PT Cruiser en anden, snart kommer
Fiat 500 og også Opel er med på vognen med Opel GT.
En ægte roadster – en landevejens speedbåd.
Der er nu ikke meget Opel GT af den oprindelige
slags tilbage. Lidt kantet linieføring er noget af
de eneste visuelle. Til gengæld er der masser af
fælles koncept at spore. Det har Opel ramt rigtig
godt.
Retrobiler
Et problem med retrobiler er nemlig, at de ofte
bærer rundt på umulige designelementer. Aerodynamik,
tyngdepunkt og lignende var oftest helt umuligt på
forbillederne og dem kan man ikke bare komme til
livs, med mindre man vælger at finde ligheden andre
steder.
Det har Opel gjort: man har valgt at bygge en
moderne sportsvogn, tro mod konceptet, tro mod
udstrålingen og der er endda visse spor i designet
at finde fra dengang i 1970’erne, da Opel GT for
første gang så dagens lys.
Forlygterne
En stor forskel er vippeforlygterne. På den
oprindelige Opel GT var forlygterne skjult og de
kunne vippes op ved hjælp af et mekanisk håndtag i
kabinen. En sej proces – men så havde man en bedre
aerodynamik, når der ikke var brug for lys.
Den går ikke i dagens Danmark og de lande hvor
kørelys er obligatorisk. Det har Opel da også helt
forladt, men alligevel har man fået et udtryk, som
bringer tankerne tilbage til dengang.
Opsigt
Dengang vakte en Opel GT opsigt. Det skal vi love
for den også stadig gør. Er man til biler, fænger
den ethvert blik og janteloven eksisterer ikke for
den slags køremaskiner. Det er tommelfingeren i
vejret og et kæmpesmil, der møder Opel GT overalt.
Opel GT kan ikke bruges til noget som helst andet
end at køre i og skabe opmærksomhed. For der er kun
plads til to og stort set ingen plads til bagage. Af
samme grund har Opel udstyret GT’en med tre små
tasker, der passer ind i de små huller, der er
tilovers i det rum, der egentlig mest har til formål
at passe på kalechen, når den ikke er i brug.
Kalechen
Kalechen er en pudsig løsning. I en tid hvor alle
(næsten) sværger til foldetag, har Opel valgt en
kaleche, med vindsus og manglende isoleringsevne. På
den anden side er en Opel GT ikke rigtig til at
bruge om vinteren. Præcis som en speedbåd – en
sammenligning, der holder også på mange andre
punkter.
Oven i købet skal man selv folde kalechen op og i.
Ingen automatløsninger hér. Men konstruktionen er
gjort så godt, at det tager kortere tid, at folde
kalechen ud og ind end konkurrenternes automatiske
løsninger benytter.
Vindsus
Vind i håret er der masser af i en Opel GT – når
kalechen er væk. En vindskærm mellem nakkestøtterne,
der skærmer for beskyttende styrtbøjler, nedsætter
vindsuset i nakken. Men med sideruderne rullet ned,
er vinden over cockpittet en mærkbar faktor for nu
at sige det mildt.
Det giver imidlertid virkelig en frihedsfølelse. Det
gør den 264 hestekræfter kraftige 2-liters
turbomotor også. Og de rigtig gode
køreegenskaber. Og baghjulstrækket. Opel har
udviklet ESP’en, så man kan vælge en såkaldt
competitive indstilling (konkurrence indstilling).
Det giver udskridning og hjulspind inden
|