Det var lidt af en overraskelse at lukke op for de
210 hestekræfter, som skjules i motorrummet på den
lille frække Opel Corsa i den særlige Nürburgring
variant.
Og
det havde intet at gøre med, at de 210 hestekræfter
er lidt af en tilsnigelse (forklaring følger), men
ganske enkelt fordi den lille performance racer er
overraskende komfortabel. Dens kørekomfort er ikke
luksuøs, men mere end tålelig – og det var ikke den
erindring vi havde om lillebror’en med ”bare” 192
hestekræfter, som vi prøvede for fem år siden (læs
prøvekørselen af Opel Corsa OPC i 2007 hér >>>).
Der er da også sket meget hos Opel siden dengang.
Opel Corsa er blevet opdateret, man har redefineret
OPC-begrebet (OPC betyder som bekendt Opel
Performance Center) og resultatet er i
Corsa-tilfældet blevet en bil, som er langt mere
alsidig. Dens performance er bedre i alle henseender
– men at den også ville være blevet mere
komfortabel. Det var virkelig en overraskelse.
Større fjedervandring i lavere dæksider
Hemmeligheden ligger formentlig i sammenstykningen
af hjulophængningen, fra asfalt til chassis.
210-udgaven af Opel Corsa (for den findes fortsat i
en udgave med 192 hestekræfter) har ultra lave dæk.
De er 225 mm brede og monteret på 18” alufælge. Men
profilen er kun 35 procent. Det indebærer, at
affjedringen i dæksiderne er minimal og samtidig at
hjulenes styrevirkning er meget præcis. Til gengæld
er affjedringen i hjulophængene moderat og
ujævnhederne i vejen absorberes derfor primært af
fjedrene og ikke i nævneværdig grad af dækkene.
Det giver bilen nogle meget alsidige
kørekarakteristika. På helt plan asfalt kører den
snorlige. Ved hurtig kurvekørsel på helt plan asfalt
holder krængningsstabilisatorerne den til vejen. På
ujævn asfalt har man en konstant og yderst
konsekvent berøring med vejbanen. Det giver gode
køreegenskaber også i den situation og dermed er
Corsaen som skabt til at muntre sig med på snoede
danske provinsveje, som ikke har set en
asfaltmaskine i årtier. Ikke dårligt.
Hurtig fornøjelse
Især ikke fordi accelerationsprøven er overstået på
cirka 5 sekunder. 0-100 km/t kan klares på 6,8
sekunder, men da man ikke må køre så hurtig på
danske landeveje, er fornøjelsen forbi 1-2 sekunder
tidligere. Så er det godt, at man kan glæde sig over
bilens øvrige kørefærdigheder.
Og så var der det med motorkræfterne. Bilen er døbt
210 hk. Men det yder motoren ikke. Opel melder
ærligt ud, at det kun er med 100 oktan benzin, at
man kan presse 210 hestekræfter ud af den lille 1,6
liters turbomaskine, men hvor i kongeriget Danmark
støver man 100 oktan benzin op? Så vi må med 95
oktan nøjes med 198 hestekræfter og det rækker
såmænd nok også. Trods den gode gearkasse i Corsa
OPC’en er der alligevel ikke mange muligheder for at
accelerere så hurtigt, som specifikationerne siger.
Man er dog godt hjulpet. For et ægte mekanisk
spærredifferentiale slår pusten ud af ethvert
antispin-system og spindene forhjul er en option,
hver gang man sætter i gang fra 0 km/t.
Masser af udstyr
Hele herligheden koster 367.000 kroner
(tankevækkende, når man ved, at den billigste Corsa
kan købes for 120.000). Den prøvekørte bil var oven
i købet påhængt ekstraudstyr som fartpilot (nej, det
gør ikke bilen hurtigere, det er ikke dét, ”fart”
betyder), klimakontrol (som dog ingen indflydelse
har på blodgennemstrømningen hos føreren),
tagspoiler (som næppe har nogen større betydning på
danske motorveje, men godt kan have det med 230 km/t
på en autobahn), p-sensor, som kompenserer for det
ikke alt for gode udsyn bagud i 3-dørs varianten,
regnsensor (så man ikke behøver slippe rattet, når
en byge skyller henover forruden) og derved steg
prisen så lige til 415.000 kroner.
Men de 367.000 inkluderer lækre læderbetrukne Recaro
sportssæder med varme, et lækkert læderrat med flad
kant forneden, luksusinstrumentering og et utal af
gimmicks, som gør bilen til en rigtig lækker lille
sag, som man altså også kan leve med i hverdagen.
Pladsforholdene er nemlig de selvsamme som i alle de
andre Corsa varianter.
|