- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

Opel Corsa 1,0 T Enjoy 90 hk 5d

Komplet og moderne


Af Søren Clauding – april 2015

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opel Corsa i Motorradioen >>>


Den nye Opel Corsa er helt igennem en komplet bil i kompakt-klassen. Den er moderne, velfungerende i enhver forstand, den kører rigtig godt og har en appellerende udstråling. Oven i købet er den fornuftig prissat.

 

Det var da også grunden til, at undertegnede havde netop Opel Corsa som favorit, da Årets Bil i Danmark 2015 skulle udnævnes. Ikke mindst den omstændighed, at Opel også er kommet frem i forreste række med nye motorer gør Corsa’en fortjent til titlen. Den bør ganske enkelt tages med i enhver overvejelse af bil i den klasse.

 

Større end de mindste

Det såkaldte B-segment, altså bilstørrelsen lige over de allermindste, er i vækst for tiden. Gad vist om ikke mange bilejere/købere har indset, at de små minibiler i A-segmentet har mange fordele, men også åbenlyse ulemper: de rummer ikke så meget, de må typisk ikke trække en anhænger og ofte må der kun sidde to personer på bagsædet. Og udseendet er en smule hundehusagtigt, uanset hvor meget designerne har lagt sig i selen for at forene det praktiske med det æstetiske.

 

Det er man helt ude over med Corsa. Den ser godt ud, moderne i sit snit, dynamisk og iøjefaldende.  Den er også rummelig – ikke den førende i klassen, med en længde på 4,02 meter findes der andre biler med mere plads. Men med 285 regulære bagagerums liter, der kan udvides til 1100 kg, når bagsæderyglænene lægges ned, har man væsentlig mere plads end i småbilerne. Og rækker det ikke, må man efter den prøvekørte version med 90-hestes 3-cylindret benzin turbomotor trække en anhænger på op til 1200 kg.



Det indebærer, at man både vil kunne trække en stor påhængsvogn og en mellemstor campingvogn. Ikke så dårligt…

 

Prisattraktiv

Den billigste Corsa koster 118.000 kroner. Prisen rammer minimumsprisen for biler i den størrelse og er på niveau med de mest aggressive af konkurrenterne. Hér får man Opels udmærkede, men ikke alt for spændende 75-hestes benzinmotor i maskinrummet og én dør i hver side.

 

I den prøvekørte variant, der koster godt 40.000 kroner mere, får man rigtig meget mere for pengene. For det første fem døre i stedet for de tre, for det andet den førnævnte 1-liters benzinmotor, hvormed man kan køre 22,2 kilometer pr. liter benzin. Vi har tidligere prøvet en kraftigere udgave af samme motor i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af Corsa (læs om de første internationale prøvekørsler af Opel Corsa hér >>>) og var spændte på de 90 hk. Maskineriet skuffede på ingen måde – til trods for at Corsa’ens køreegenskaber lægger op til god motorkraft.



Den bedst kørende

Den lille 1-liters motor er bl.a. udstyret med en modsat (krumtapakslen) roterende balanceaksel, der oven i købet kører i en oliesump, og derved bliver lydbilledet fremragende: Den er lydløs ved konstant kørsel, og når man hører den under acceleration, lyder den nærmest som en 6-cylindret benzinmotor. Lavt vibrationsniveau følger med – en rigtig god oplevelse. Den er desuden både smidig og omdrejningsvillig, perfekt styret af elektronikken, der sikrer sportslighed og samtidig en civiliseret motorgang.

 

Men det bedste ved Opel Corsa er dens køreegenskaber. Den er velafstemt, i fin balance, og forener komfortabel affjedring med stor stabilitet også ved hurtig kurvekørsel. Den er formentlig – efter vores opfattelse – den bedst kørende bil i sin klasse lige nu.

 

Udmærket udstyr

Foruden den større motor havde testbilen også det højere Enjoy-udstyr. Det inkluderer bl.a. elektriske sidespejle med varme, el-sideruder fortil, multijusterbart læderrat med varme, sædevarme, aircondition, fartpilot med –begrænset, on-board computer og LED-kørelys, som gør det lettere at opnå den gode benzinøkonomi i praksis, fordi det ikke er så energikrævende.

 

Standard er også hill-start assist og aktive nakkestøtter, der vipper frem i tilfælde af kollision og reducerer risikoen for piskesmældsskade.

 

Moderat prissat ekstraudstyr

Og så er ekstraudstyret moderat prissat. Det koster f.eks. kun 1500 kroner at få automatisk lyskontrol, automatisk nedblændeligt bakspejl og regnsensor. Opels Intellilink infotainmentsystemet med 7” farveskærm og mulighed for eksempelvis Opels Bringo navigation, der bruger GPS’en i en tilsluttet smarttelefon (som man dog må have ved siden af) koster 5000 kroner.

 

Minusser: Ikke mange, men vær opmærksom på udsynet bagud – det er set bedre.

 

Andre Opel prøvekørsler - find dem hér >>>


Klik på billedet og tag med på en af de første køreture i den nye Opel Corsa (og smil over udtalelse om, at se gennem forruden, når man kører bil i Frankfurt – hmm, når der produceres ”LIVE” video, sker den slags fortalelser, men meningen slipper vel igennem…).

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Opel Corsa 1,0 T Enjoy 90 hk 5d

Listepris:

Kr. 159.990

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. Turbobenzinmotor. 90 hk. 170 Nm/1800-3700 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,9 sek./ 180 km/t/ 22,2 km/l / 106 g/km

Længde:

4,02 m

Bagagerum:

285 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hill start assist. 15” fælge. 6 airbags. Aircondition. Multijusterbart læderrat med varme. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Fartpilot med -begrænser. Regnsensor.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt