- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt







 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Nissan Note 1,2 Acenta

Rummelig, praktisk og funktionel


Af Søren Clauding – januar 2014

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nissan Note var en af de store nyheder i 2013, selvom den i virkeligheden ikke er særlig stor... En bil, der bestemt kandiderede til at komme i finalen i forbindelse med kåringen af Årets Bil i Danmark. Det kom den ikke. Uforståeligt. Fordi: Den mere end nogen anden af årets nye biler kombinerer unikke pladsforhold, praktiske løsninger, højt sikkerhedsniveau og fremragende køreegenskaber – oven i købet ganske attraktivt prissat. Hvad mere kan man forlange?

 

Vurderet på øjemål er benpladsen i Nissan Note f.eks. ligeså god som i Skoda Fabia, der opnåede udnævnelsen. Men Nissan Note er kun 4,1 meter lang. Pladsen er formentlig et resultat prioritering og ikke mindst udnyttelsen af bilens temmelig høje design. Det er i hvert fald ikke gået ud over bagagepladsen, for bagagerummet tilbyder 381 liter regulær bagageplads. Det er stort set det samme som VW Golf, der er 16 cm længere og ikke har nær så god bagsædeplads.

 

Dertil kommer en lang række praktiske læsninger, hvor det eneste regulære minus er, at rattet ikke kan justeres i højden. Men indrømmet, sammenlignet med mange af de øvrige småbiler på markedet, er det et fælles handikap.

 

Sikkerhed på mange måder

Sikkerhedsniveauet handler ikke kun om EuroNCAP stjerner men i allerhøjeste grad også om mulighederne for at undgå både større og mindre uheld. I den allermest skrabede udgave af Nissan Note til 135.000 kroner må man ”nøjes” med glimrende køreegenskaber. Den prøvekørte Note 1,2 Acenta har mange flere tilbud inkluderet i de 165.000 kroner, dén koster.

 

Men tilkøber man TechPack, får man foruden nøglefri betjening og Nissans connect-system (som bl.a. kan muliggøre, at man planlægger sin rute via Google Maps og siden overføre ruten til bilens navigationssystem – man behøver mao. ikke sidde i bilen med stive fingre en frostklar vintermorgen og indtaste ruten i navigationssystemet), det såkaldte Safety Shield (altså et sikkerhedsskjold), som via monitorer og kameraer holder øje med, hvad der foregår rundt omkring bilen.

 

Safety Shield

Systemet inkluderer f.eks. Blind Spot Monitor (der registrerer f.eks. andre køretøjer i bilens blinde vinkel og giver besked til føreren), vognbaneassistent (der ved hastigheder over 70 km/t giver et signal, når man f.eks. utilsigtet forlader en vognbane på en motorvej uden at vise af), og Moving Objective Detection (der ved lav fart registrere andre genstande i bevægelse, f.eks. fodgængere eller cyklister). Systemet er baseret på fire kameraer, placeret under hvert sidespejl samt for og bag. De fungerer også som parkeringshjælp, fordi man kan se, hvad der måtte befinde sig tæt på bilen hele vejen rundt.



Det unikke er ikke systemerne i sig selv, men det, at man kan få dem til en bil i denne priskategori. Det er forbilledligt og værdifuldt.

 

Komfortabel og velkørende

Hvad køreegenskaberne angår, er en Nissan Note ret komfortabel. Den prøvekørte variant føltes dog forholdsvis fast, hvad der kan være tilsigtet for at bevare stabiliteten ved høj fart, netop fordi bilen er forholdsvis høj. Det kan dog også i et vist omfang skyldes lavprofildæk, monteret på 16” alufælge. Standard er 15” fælge og de bevirker formentlig en mere komfortabel affjedring – spørgsmålet er så, om det påvirker køreegenskaberne…

 

Den prøvekørte model var udrustet med Nissans lille 1,2 liters 3-cylindrede benzinmotor, der præsterer 80 hestekræfter. Dens største fordel er den fremragende benzinøkonomi – 21,3 kilometer på literen er flot. Dens lidt pludrende lyd skader ingen og høres ikke, så snart, man er oppe i fart, men det tager lidt tid, for selvom 13,7 sekunder til 100 km/t er acceptabelt, savner man lidt kraft på motorvejen.



Men den findes da også i versioner med større motorer, så man har mulighed for at betale sig fra flere hestekræfter.

 

Masser af udstyr for pengene

Som nævnt koster basis udgaven 135.000 kroner. Den hedder Visia og findes også i en udgave med 1,5-liters 90 hestes diesel til præcis de 160.000 kroner, som den prøvekørte benzinudgave med Acenta udstyr.

 

Dieseludgavens største fordel – sagt uden at have prøvekørt den – er brændstoføkonomien. Den kører 27,8 km/l. Man får da også lidt flere kræfter, men ikke nok til at retfærdiggøre merprisen – sammenlignet med Acenta kontra Visia vel at mærke. Så vil man bruge 160.000 kroner på en Note, er benzinudgaven at foretrække, med mindre man skal køre rigtig mange kilometer. Dertil kommer ejerafgiften på bare 290 kroner/halvår – det er cirka det halve af afgiften på dieselversionen.

 

Fordi Acenta-udstyret bl.a. inkluderer tågeforlygter, sidespejle, der klapper ind elektrisk, regnsensor (der igangsætter vinduesviskerne, når forruden bliver våd), klimaanlæg, el-sideruder også bagi, læderrat og 15” alufælge. Det er alle pengene værd.


Nissan Note i Motorradioen


 

 


Model:

Nissan Note 1,2 Acenta

Listepris:

Kr. 159.990

Motor og transmission:

3 cyl. 1,2 l benzin. 80 hk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

13,7 sek./ 170 km/t/ 21,3 km/l /109 g/km

Længde:

4,10 m

Bagagerum:

381 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 15” alufælge. Tågeforlygter. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Højdejusterbart læderrat. Klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med -begrænser. Sædevarme. Isofix. Bluetooth.


Link til importøren


 

Fancy detaljer i Nissan Note sætter kulør på køreturen: Det blå felt over instrumenterne bliver grønt, når man kører økonomisk.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt