For mange bilkøbere forbindes automatgear med
luksus. Ydermere en kostbar og måske derfor også
overflødig luksus, dels fordi det fordyrer bilens
købspris, men også fordi det øger brændstofforbruget
og kan være dyrt at få repareret. Det gør Mitsubishi
op med i den nye lille Space Star med fabrikkens
godt gennemprøvede CVT-teknologi.
Mitsubishi Space Star har vi prøvekørt for nylig (læs
prøvekørslen af Mitsubishi Space Star hér >>>),
og hvad de grundlæggende egenskaber angår, er Space
Star med automatgear ikke forskellig. Vælger man den
med det såkaldte Intense udstyr får man mere udstyr
for pengene end nogen anden byder på i
kompaktklassen. I særdeleshed her i
introduktionsperioden (som udløber 31. december),
hvor en Spase Star Intense kan anskaffes for blot
115.000 kroner.
Unik prissætning
Vil man have den med automatgear, stiger prisen med
kun 15.000 kroner – til 130.000. Det er unikt, at
kunne købe en bil med rimelige pladsforhold, de
udvendige dimensioner taget i betragtning, med
udstyr som f.eks. nøglefri entré og start,
elektriske sideruder både foran og bagi, regnsensor
til styring af vinduesviskerne, alufælge, elektriske
sidespejle, sædevarme, klimaanlæg og meget mere –
men altså også automatgear, til den pris.
Trinløst
automatgear
Og hvad er så et CVT gear? Kort fortalt er der tale
om en gearkasse, hvor man i stedet for gearhjul
anvender et remtræk (en ultra solid rem – bare
rolig). Det svarer lidt til kædetrækket på en cykel.
Men i stedet for tandhjul, som kæden skiftes
imellem, når der skiftes gear, anvender man en
roterende kegle, som i princippet er monteret på
drivakslerne.
Remmen føres op og ned ad den roterende kegle. I den
anden ende er den koblet til motoren og så ændres
gearudvekslingen, afhængig af hvor på keglen remmen
aktuelt er placeret.
I praksis betyder det, at når man træder på
speederen, kommer motoren hurtigt op i omdrejninger.
Derpå roterer motoren ved et fast omdrejningstal,
alt imens bilen kører hurtigere og hurtigere fordi
remmen føres længere og længere ind på keglen.
Optimal udnyttelse af motorkræfterne
Motorens omdrejningstal styres til det optimale
punkt, hvor den udnytter kombinationen af
hestekræfter og drejningsmoment bedst muligt. Den
tager hensyn til, hvor hurtigt føreren ønsker at
accelerere (det styrer hun/han jo vha. speederen),
og leverer præcis den rette mængde af kræfter –
derved bruger den heller ikke mere benzin end
nødvendigt.
Netop derfor er det ret sandsynligt, at man kommer
til i praksis at opleve en bedre benzinøkonomi med
et CVT gear end et manuelt gear, simpelthen fordi
motor- og gearkassestyringen klarer opgaven bedre
end de fleste bilister er i stand til.
Svagheden er en fordel
CVT-gearets svaghed ligger i, at man ikke på samme
måde som med en traditionel
gearkasse/automatgearkasse har fornemmelse af
hastigheden via motoromdrejningerne. Det er blot
mere udpræget i større biler. I den lille Space Star
fungerer det perfekt og giver en lethed i kørslen,
som vi sjældent har oplevet. Der er intet udfald af
trækkraften, når der skal skiftes gear (som i en
konventionel automatgearkasse eller vha. et manuelt
gearskift) fordi der jo ikke skiftes gear – remmen
flyttes blot op og ned af keglen. Derfor er
accelerationen glidende og øjeblikkelig.
Ved
konstant fart falder motoren ned på det lavest
mulige omdrejningstal og støjniveauet sænkes
tilsvarende. Slipper man speederen helt, falder
motoromdrejningstallet helt og den kan da stort set
ikke høres. Det er ret komfortabelt.
Rigtig god i byen
Accelerationstallet fra 0-100 km/t er imidlertid 1,1
sekund dårligere med CVT-gearet, men netop fordi der
er konstant træk på hjulene, opleves det ikke ved
lavere hastigheder og bykørsel. Og det er især i
byen, at Space Star gør sig godt. Landevejskørsel er
OK, på motorvejen er den levende, men ikke
sidevindsfølsom i nævneværdig grad.
Derfor er en Mitsubishi Space Star med CVT
automatgear prikken over i’et, hvad luksuøs og
pris-rigtig transport i småbilskategorien angår.
|