- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 






 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest:

Mitsubishi Outlander 4WD 2,0 DI-D Intense Van

Off-roader med SUV egenskaber


Tekst: Søren Clauding – september 2007

Foto: Vivi Siiger – klik på billederne og se dem større

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når Mitsubishi bygger firehjulstrækkere, har de let ved at gå hen at blive til off-road’ere – ikke så mærkeligt kva fabrikkens store traditioner indenfor off-road kørsel. Men det gælder også, når man har sat sig for at bygge en SUV.

 

Det er næppe nogen dårlig idé, for det er formentlig bedre at have en off-road’er som udgangspunkt end en personbil, hvis et køretøj skal kunne klare sig i terræn’et, og det har bestemt været et kardinalpunkt hos Mitsubishi, at deres SUV kan det.

 

Helt grundliggende er Mitsubishi Outlander nemlig en SUV. Den har ikke fast, permanent firehjulstræk, den har ikke reduktionsgear og den har ikke stramme, grænsende til det ubehagelige køreegenskaber. Tværtimod er den indrettet som en personbil, kørslen er komfortabel – men samtidig fungerer den rigtigt, når man forlader den slagne (lande)vej.

 

Dakar-erfaring

Det er lidt af et kunststykke, for Mitsubishi fører sig frem derude, hvor ingen andre kan få fodfæste. De har vundet Dakar-rallyet ikke færre end 12 gange – oven i købet de sidste syv gange i træk. De kan det der med off-road kørsel, men de kan også være helt civiliserede. Derfor kan de også bygge en Outlander.

 

De tænker nemlig rigtigt hos Mitsubishi. Den prøvekørte model var en van, altså en varevogn på gule nummerplader uden sæder bagi. Men ikke en helt almindelig van.

 

Læssehøjden

Læssehøjden derude bagtil under den tophængslede bagklap er for stor. Alt for stor. Men det er blot til man har klappet den nederste klap NED. Derved bliver læssehøjden rigtig lav og klappen kommer til at fungere som en slags læsserampe, men også en udmærket siddeplads – i læ under bagklappen, mens man venter på at regnen hører op.



Under bagagerum/varerumsgulvet er der afskærmede rum, som godt nok ikke er aflåst, men på ingen måde synlige udefra. Over dem er en kraftig metalplade – så man udmærket kan læsse al den vægt ind i varerummet, som det kan rumme – og det er ikke så lidt: Målt i kubikmeter – 1,7 ialt. Det er gennemtænkt og mon ikke den viden stammer fra ørkenen: Ting skal kunne holde!



Designet

Men de skal også se godt ud og det er et punkt, der udmærker Mitsubishi Outlander. Den første generation var pæn og anderledes. Den nyeste generation er ualmindelig smart – f.eks. med diodebaglygter og et modsvarende design indbygget i bagklappen. Detaljerne er også af betydning.



 

Varerumsbunden er monteret så lavt, at der ikke er plads til et ”riffelrum” der, hvor bagsædepassagerne i SUV-versionerne normalt har deres ben. Men hvad gør det. Man bygger da bare et ægte riffelrum bag afskærmningen mellem


 


 

passagerkabinen og varerummet. Aflåseligt og smalt – men der vil ikke kunne være meget andet end et par rifler og måske en fiskestang derinde. Jo, måske et kamera, en mindre laptop, mobiltelefon og andre genstande af den slags som har større værdi end de fylder til. Og det er det, de fleste har brug for.

 

Personkabinen

Personafdelingen er elegant designet, men som fører med for korte arme mangler man, at læderrattet også kan justeres i længderetningen. Meget andet kan der vist heller ikke ankes over. Selv ikke, at der mangler sædevarme – man skal bare lige finde knappen, som er svær at komme til, nede mellem sæderne og midterkonsollen. Udstyrslisten tæller bl.a. et særdeles effektfuldt klimaanlæg og listen er rigtig pæn – selvom det er den billige version til 220.000 kroner ex. moms, vi har prøvet.



 

Off-road idéen kommer naturligvis også til udtryk i bilens kørefærdigheder. Dieselmotoren yder 140 hestekræfter, hvilket lyder beskedent, for Outlander er en forholdsvis stor bil. Men den har et godt drejningsmoment og et fantastisk momentområde, så man har kræfter til rådighed, næsten uanset hvor langsomt – eller hurtigt – man kører. Samtidig er maskineriet yderst økonomisk – næsten 15 km/l dieselolie er bedre end for mange personbiler.

 

Trækkraft

I en Outlander kan man selv vælge mellem forhjulstræk eller firehjulstræk (endda under kørslen) og man kan slå et differentialespær til, så man har solidt vejgreb hvor uens underlaget end måtte være. Og har man brug for et solidt greb i underlaget er løsningen blot, at skifte til grovmønstrede dæk. Det kan ikke engang et reduktionsgear isoleret set hamle op med.



Modelnavn:

Mitsubishi Outlander 4WD Van Intense

Listepris:

Kr. 256.077 inkl. moms

Motor/ transmission:

4 cyl. 2-l turbo-diesel, common-rail (140 hk, 310 Nm/1750 omdr./min). Manuelt valg mellem permanent firehjulstræk og forhjulstræk.

Præstationer 0-100 km/t/topfart/ benzinøk:

10,8 sek/187 km/t/14,7 km/l.

Længde/ bredde:

4,64 m/ 1,80

Diverse:

ABS. ESP. TC. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Klimaanlæg med køling i handskerum. Højdejusterbart læderrat. 18” alufælge. Tagræling. Aflåseligt riffelrum. Cruise control. Sædevarme. 



Link til importøren

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt