- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Biltest: Mitsubishi Lancer SportSedan 1,8 Invite

Mønstereksempel på familiesedan


Tekst: Søren Clauding – juli 2008

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den nye Mitsubishi Lancer SportSedan er som navnet antyder en sportslig sedan. Bilen er kommet på markedet i Danmark for kort tid siden og til en pris på blot 240.000 kroner for den prøvekørte Invite variant er der tale om et mønster eksempel på den moderne, sportslig familiesedan.

 

Hvorfor et mønstereksempel – for den har hverken variabel bagperron og underholdning til børnene? Simpelthen fordi den tilgodeser hele den moderne families behov. Farmand vil typisk være glad for en sportslig bil med et sportsligt udtryk og sportslige køreegenskaber og god motorkraft. Mor vil typisk sætte pris på, at bilen også er både elegant og præsentabel. Børnene klarer sig fint, især hvis de ved, at det er en ”fed” bil, de kører rundt i, og bagageplads er der nok af, når blot barnevognsalderen er passeret.

 

Og så er der prisen: Til 240.000 kroner bliver man ikke flået. Heller ikke hvad driftsøkonomien angår, for den er om ikke forbilledlig så da i hvert fald et godt gennemsnit for den slags biler. Dermed er der lagt op til at der også bliver penge til overs til ferieturen med eller uden bil.

 

Længe undervejs

Den nye Lancer har været længe undervejs. Der har slet ikke været en Lancer i modelprogrammet i et par år og Mitsubishi har været igennem en proces i den periode, som har fået den japanske fabrik til klart at definere sin egen position på bilmarkedet.

 

Resultatet er blevet en gennemarbejdet, koncept tro bil, som næsten pr. definition vil blive en økonomisk succes.

 

Omfattende udstyr

Det sidste skyldes ikke mindst, at man har begrænset variationsudbuddet. Der findes tre motoralternativer, hvoraf kun de to kan fås i Danmark. Der findes godt nok tre udstyrsvarianter, men basisudgaven, Invite, er så veludstyret, at det mest er på marginalerne, man skal finde forskellene. Topvarianten byder primært på læderkabine, Bi-Xenon forlygter og nøgleløs betjening plus de forskelle, mellem-varianten indeholder. Prisen på topvarianten med 1,8 liters benzinmotoren er 300.000 kroner.



Den prøvekørte model er født med en 1,8 liters benzinmotor, der præsterer 143 hestekræfter og en benzinøkonomi på omkring 13 km/l, som ydermere holder i praksis. Udstyrsniveauet i Invite udgaven omfatter fuldautomatisk klimaanlæg, hvis eneste minus er, at blæseren larmer lidt vel rigelig meget. Det oplever man måske især, fordi resten af lydoplevelsen både fra motor, dæk og vind er ret beskeden.

 

Klimaanlægget inkluderer også afkølet handskerum og komfortudstyret omfatter desuden el-ruder både for og bag, el-sidespejle med varme, læderratbetjent fartpilot, mp3 afspiller, bluetooth og på sikkerhedsfronten 7 airbags samt ESP og 16” alufælge.

 

At alufælgene udnævnes til at være en del af sikkerhedsudstyret, skyldes primært, at Lancerens styreegenskaber er så fine, at mange kritiske situationer i trafikken vil kunne undgås. Affjedringen er velafstemt, lidt blødere end hos tyske biler, men nok mere passende til dansk mentalitet. Og styrepræcisionen helt i top. En anelse understyring – lidt mere end hvad man normalt ville forvente af en sportslig bil, men med forhjulstræk er det med til at øge stabiliteten ved ligeud kørsel. Motoren er både smidig og kompetent. 100 km/t nås på under 10 sekunder, men det vigtigste er, at også maskineriet bidrager til den sportslige oplevelse alene i kraft af sin omdrejningsvillighed – dobbelt vigtigt, da Mitsubishi har valgt en 5-gears løsning.

 

Det er overvejende plusser, der kan tildeles den nye Lancer. Men man kan undre sig over, at der kun er adgang til bagagerummet via et greb i kabinen eller nøglen. Der er ikke et udvendigt greb, så man skal have fingrene ind under bagklappen. Det er elegant at


se på, men ikke elegant at benytte sig af. Desuden kan rattet ikke justeres i længden – hvad der i praksis ikke betyder så meget, fordi det er let at finde en god siddeposition. Ingen af delene ændrer på helhedsbilledet og på sigt er det vel det mindste at ændre på.


 

 


Model:

Mitsubishi Lancer SportSedan 1,8 Invite

Listepris:

Kr. 239.999

Motor og transmission:

4 cyl. 1,8 l benzin. 143 hk. Forhjulstræk. 5 gear.

Præstationer 0-100 km/t/ topfart/ Brændstoføk/ CO2

9,8 sek/204 km/t/

13,0 km/l /183 g/km

Længde:

4,57 m

Bagagerum:

 

Diverse.

ABS. ESP. EDS. ASR. 7 airbags. Klimaanlæg. Højdejusterbart læderrat. Fartpilot. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-ruder for og bag. Isofix. 12 års rustgaranti. 3 års ubegrænset garanti. 


Link til importøren



Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt