| 
							 
							For et halvt års tid siden prøvede vi Mercedes-Benz 
							A 250. Topmodellen i den nye kompakte A-klasse. Men 
							for et halvt år siden var Danmark dækket af sne, så 
							udfordringen var mest at forholde sig til hvordan 
							211 Mercedes hestekræfter og masser af moment kunne 
							håndteres i det danske vintervejr (læs 
							testen af Mercedes-Benz A 250 hér >>>). 
							
							  
							
							Nu er det blevet sommer og i mellemtiden har 
							Mercedes modificeret lidt på A 250’eren. De har 
							bygget en Sports-version, og så var anledningen der 
							til at prøve den, under de rette vejrforhold, på det 
							rette sted: FDM Sjællandsringen. 
							
							  
							
							Modificeret 
							
							I bund og grund er Sports-udgaven identisk med den 
							almindelige A 250. Men ikke helt. Drivværket, 
							undervognen osv. er til dels den samme, men 
							Mercedes’ sportsafdeling, AMG, har sænket 
							undervognen og forakslen er anderledes. Bilen har 
							fået andre dæk (nu 235 mm brede), udstødningen er 
							anderledes, så lydoplevelsen får en større andel i 
							det samlede billede. Desuden er ESC-systemet rettet 
							til, så føreren først ”reddes” på et senere 
							tidspunkt – men til gengæld har mulighed for selv at 
							optimere bilens fartpræstationer. Det stiller større 
							krav til føreren, men mange vil givetvis synes, at 
							det er sjovere. Og så er også interiøret ændret. 
							
							  
							
							Sports-varianten koster blot 40.000 kroner mere end 
							den almindelige A 250. Men den prøvekørte udgave var 
							også udstyret efter alle kunstens regler, så den 
							samlede pris er krøbet op på 688.000 kroner. Men så 
							er den også en helt unik bil, man får for de penge. 
							
							  
							
							Kortere på literen 
							
							Alle grund-data er uændrede på nær ét punkt: 
							Benzinøkonomien er en smule dårligere - 15,6 km/l 
							vs. 16,4 - hvilket givet vis skyldes de bredere dæk, 
							den ændrede udstødning og en anderledes aerodynamik, 
							fordi der også er monteret skørter foran og bagpå. 
							Det giver et endnu frækkere look og har måske også 
							en betydning for vejgrebet ved høj fart og ekstrem 
							kørsel. 
							 
							
							  
							 
							
							Selv på FDM Sjællandsringen kan man ikke køre de 240 
							km/t, som specifikationerne angiver. Vi nåede 
							omkring de 160 km/t, hvilket er fremragende for en 
							bil med 211 hk og den præstation kan givet vis kan 
							tilskrives turbomotorens store drejningsmoment på 
							350 Nm, der topper over hele omdrejningsintervallet 
							fra 1200-4000 omdr./min. Så sandt at sige har vi 
							ingen klar idé om hvor stabil bilen er ved rigtig 
							hurtig kørsel – det må vi have til gode. 
							
							  
							
							Forbilledlige køreegenskaber 
							
							Men gennem de hurtige kurver – og for den sags skyld 
							også de langsomme – viste A 250 Sport sig kun fra 
							den allerbedste side. Stabiliteten er forbilledlig, 
							køreglæden får top-karakter ikke mindst fordi, AMG 
							ikke har strammet affjedringen så meget op, at bilen 
							er blevet ukomfortabel. Og at opnå så fine 
							fartegenskaber ved kurvekørsel på skridgrænsen og en 
							smule over – uden at gå alt for meget på kompromis 
							med kørekomforten – er unikt. 
							
							  
							
							Styrepræcisionen er fremragende, hvilket godt kan 
							hænge sammen med den ændrede foraksel – men testen 
							af A 250 i vintervejret efterlod ikke en reel 
							sammenligningsmulighed. Men naturligvis spiller de 
							store hjul også en rolle. 
							
							  
							
							 Diamantgrill 
							
							Enestående features som ”diamant-grillen”, der i 
							sommersolen stråler om kap med tilskuernes øjne, det 
							rappe design med 18” alufælge fra AMG, røde 
							sikkerhedsseler og fancy sportssæder med røde 
							kontrastsømme er alt sammen med til at man føler sig 
							hensat til paradis, når man kører en A 250 Sport. De 
							kan bare det der hos Mercedes… 
							  
							  
							  
							
							  
							  
							
							  
							  
							
							   |