Da Mazda præsenterede den nye faceliftede udgave af
den luksuøse mellemklassebil, Mazda6, var det til
stort set uændrede priser. En fornuftig beslutning i
en tid, hvor priser for bilkøberne har en større
betydning end for få år siden. Derfor kan man købe
en Mazda6 HB med 155-hestes 2-liters benzinmotor og
Premium udstyr til blot 322.500 kroner. Det er en
rigtig god pris.
Vi har tidligere prøvekørt Mazda6 i den hidtidige
generation med en 147 hestes benzinmotor. Og
allerede dér ser vi en af forskellene: Den
faceliftede version har fået flere heste. En anden
forskel er en tilrettet front, nogle få visuelle
tilretninger og nogle justeringer af undervogn og
styring. Da forskellene er få, kan konklusionerne
fra den tidligere model stort set overføres til den
nye.
Forbedringer
Når det så er sagt, er faceliftet, som altså også
rækker ned under lakken på den fortsat ret smarte og
luksuøse mellemklassebil, alt sammen forbedringer.
Man KAN mærke forskel i styringen, man KAN mærke
forskel i køreegenskaberne og selvfølgelig også i
motorkraften.
Så der ER tale om en forbedret bil, selvom man måske
skal være specialist for at kunne mærke
detailændringerne.
Det er imidlertid ikke så interessant, om man
bevidst kan mærke dem. For når de er der, har man
gavn af dem. Ikke mindst hvad angår det visuelle
udtryk. Mazda6 er fortsat en af de smarteste
mellemklassebiler på markedet. Den er iøjefaldende,
sporty, tidsrigtig – og som nævnt ovenfor også
prisrigtig.
Affjedringen
Man bør dog som bilkøber lige forholde sig til
fælgstørrelsen. For med 17” alufælge bliver
køreoplevelsen mere fast, hård, vil nogen måske
sige, end med de 16” fælge, som standardudgaven med
mindre udstyr er forsynet med. Med 17” fælgene
forplantes små ujævnheder op igennem hjulophængene
og det er ikke helt så komfortabelt. I øvrigt styrer
Mazda6 utrolig godt, hvilket givet vis hænger sammen
med de dobbelte wishbone hjulophæng ude fortil.
Den prøvekørte model havde tophængslet bagklap. Det
giver en anelse mindre bagageplads end man finder i
sedan-udgaven, målt i liter. Men fordi bagklappen er
så stor, er anvendeligheden langt større i Hatch
Back udgaven. Smarte finesser er udløsergrebet for
bagsædernes ryglæn, som er anbragt lige indenfor i
bagagerummet, så ryglænene kan lægges ned på et
øjeblik.
|