| 
							
							Mazda 2 har fået en opstrammer. Men det er ikke kun 
							udvendige indgreb. Under pladerne på den lille 
							kompaktbil er der sket store ændringer, som helt 
							følger tidens stil, hvad angår miljørigtig adfærd og 
							hensyn taget til bilejerens pengepung. 
							
							  
							
							Udvendigt er især fronten kommet til at ligne de 
							øvrige medlemmer af Mazda familien. Den har fået et 
							karakteristisk optimistiske smil – oven i købet med 
							glade smilehuller – og samtidig har man kunnet sikre 
							en luftmodstandskoefficient på bare 0,31. 
							
							  
							
							
							100 kg lettere 
							
							Men læser man nøjere på specifikationerne, er det 
							iøjefaldende, at vægten i forhold til forgængeren er 
							reduceret med 100 kg. Det er virkelig meget. Alene 
							de 23 kg stammer fra anvendelsen af højstyrke og 
							ultra højstyrkestål, 13 kg er hentet på undervognen. 
							Tilsammen gør det det muligt at opnå en 
							benzinøkonomi, hvor man med 84 hestekræfter under 
							motorhjelmen kan køre 19,6 km/l – et tal, som oven i 
							købet ikke er urealistisk fjernt at opnå i praksis. 
							
							  
							
							Den prøvekørte model var udstyret med det såkaldte 
							Premium udstyr, som bl.a.. inkluderer læderrat og 
							lædergearknob, 15” alufælge og regnsensor. I 
							forvejen er Mazda 2 veludrustet og derfor er prisen 
							på små 170.000 kroner helt på niveau med 
							forventningerne. Det er samme niveau som Ford Fiesta, 
							der er skabt på samme platform, med nogenlunde samme 
							udrustning og motor, om end der i Mazda 2 er tale om 
							Mazda’s egen motor og det for øvrigt er Mazda, der 
							har konstrueret undervognen. 
							
							  
							
							
							Attraktiv prissætning 
							
							Billigste Mazda 2 koster 145.000. Hér disponerer man 
							over en 75-hestes maskine, som, uden at vi har 
							prøvekørt den, må siges at være lige i underkanten. 
							Mazda 2 har nemlig gode dynamiske køreegenskaber, 
							der heller ikke helt stemmer med det, 84-hestes 
							maskineriet kan præstere. 0-100 km/t klares på 13,6 
							sekunder og topfarten er en smule over 170 km/t. Men 
							det er nok mest fordi bilen kører godt, at man 
							synes, at lidt flere hestekræfter ville være på sin 
							plads. Mere effekt indgår selvfølgelig også i 
							modelprogrammet, men så skal man affinde sig med en 
							dårligere benzinøkonomi – om end 17,2 km/l nu 
							fortsat hører til i den gode ende. 
 
							
							 
 
							
							I øvrigt har Mazda udnyttet vægtreduktionen og 
							anvendelsen af højstyrkestål til at kunne lette lidt 
							på den stramme undervogn uden at gå på kompromis med 
							karrosseriets stivhed. Den nye model har ganske 
							enkelt en mere komfortabel affjedring og fordi bilen 
							er blevet lettere og samtidig en anelse stivere, har 
							man kunnet bevare den præcise styring og de gode 
							kurveegenskaber. Man kan dog næppe gøre affjedringen 
							blødere, fordi det vil påvirke sidevindsfølsomheden, 
							som ved dansk motorvejsfart er lige på kanten, når 
							vejrguderne for alvor begynder at puste. 
							
							  
							
							
							Uændrede pladsforhold 
							
							Pladsforholdene er der ikke ændret nævneværdigt ved. 
							I det 250 liter store bagagerum finder man under den 
							lidt primitive (men lette) bagagerumsbund et 
							nødreservehjul, som både fylder mindre og vejer 
							mindre end et ordinært reservehjul. Og vi vil til 
							enhver tid foretrække et nødhjul fremfor et lappekit, 
							fordi sidstnævnte ikke kan klare en regulær flænge i 
							et dæk. På nødreservehjulet kan man i hvert fald 
							komme videre. I bagagerummet bemærker man en højt 
							opslående tophængslet bagklap og en dejlig fast 
							hattehylde. På forsæderne er der fin plads, om end 
							det er lidt irriterende, at rattet ikke kan justeres 
							i længderetningen, og på bagsæderne er især 
							benpladsen moderat. 
 
							 |