Selvom MINI i prismæssig forstand har forladt
kategorien af biler, der kan blive hvermandseje, har
den bevaret sin sjæl. Udstrålingen, køredynamikken,
dens position som livsstilsikon. Og den følger bare
i dén grad med tiden. Hvad sker der så, når man
monterer en helt almindelig dieselmotor under den
store brede motorhjelm? Sælger man så ud af MINI’ens
basale egenskaber.
Naturligvis er svaret nej. For hos MINI ved man,
hvad der gør den bil til noget særligt. Spørg bare
MINI’s chefdesigner, danske Anders Warming. Han véd,
hvad der skaber en MINI og hvad der ikke gør det.
Derfor skal en almindelig forholdsvis
effekt-beskeden dieselmotorer også monteres med
omhu. Ikke bare i bogstaveligste forstand, men også
hvad angår hensynet til MINI-sjælen. Og det er ingen
let opgave.
Det har man så gjort…
For det første har man valgt en 1,6 liters maskine.
I kraft af dens slagvolumen er der grundlag for, at
motoren både bliver lydsvag, vibrationssvag og
smidig. Effekten på dieselmotoren i MINI One D er
højst 90 hestekræfter, men vigtigere er det, at
drejningsmomentet er på 215 Nm i hele intervallet
mellem 1750 og 2500 motoromdr./min. Det er meget for
en lille bil og det giver en let og behagelig motor
i bytrafik såvel som på motorvejen.
Man monterer heller ikke bare en dieselmotor for
motorens skyld. Den skal også give et plus på
miljøsiden og i disse år måler man miljø på
ressourceforbrug og CO2 udledning. MINI’en kan køre
26,3 km/l og ved samme lejlighed slipper den kun 99
g CO2 ud i atmosfæren for hver kørt kilometer. Målet
må siges at være nået, for det er 7 kilometer
længere pr. liter dieselolie end i Cooper-versionen
med 98 hk.
Genbrug af tabt energi
En af måderne at opnå den gode økonomi på, er ved at
indvinde den energi, bilen afgiver, når man bremser
op og siden genbruge den. Og naturligvis ved at
anvende et stop/start system i bytrafikken, så
motoren går i stå, når den ellers ville gå i
tomgang. Det fungerer fortræffeligt, men MINI har
også erfaring, for den tysk-ejede britiske bilfabrik
var i sin tid først til at introducere systemet på
en serieproduceret kompaktbil.
Køreoplevelsen er ”ægte MINI”, lyden måske knap så
meget, men følelsen, den gode samvittighed ved at
køre i en lille bil for andets skyld end blot ens
egen lyst til at ”være MINI”, nemlig hensynet til
miljøet, harmonerer perfekt med MINI sjælen. Godt
gået!
Pepper Package
Det ændrer stadig ikke ved, at det er en ret dyr
fornøjelse, fordi MINI-værdierne er svære at holde
op imod, hvad andre bilfabrikanter kan tilbyde på
danske nummerplader for de 285.000 kroner, som det
prøvekørte eksemplar af MINI One D, koster. Men MINI
er selv gået køberne (og markedet) lidt i møde ved
at den ”Pepper Package”, som bilen var udrustet med,
kun udgør 10.000 kroner af købsprisen. Normalt
koster mer-udstyret 50.000 kroner, så normalt ville
MINI One D Peppar Package altså koste 325.000. Den
besparelse er ikke bare værd at tage med, den gør
Pepper Package til et ”must”, hvis man påtænker at
investere i en MINI One D.
Udstyrslisten for en MINI One D Pepper Package er
lang: 15” alufælge (som nu ikke er særlig kønne og
mest minder om stålfælge, men det er måske
meningen?). Run Flat teknologi, så man kan køre
videre på et punkteret dæk og mindst ligeså vigtigt,
medvirker til at man ikke mister herredømmet over
bilen, hvis dækket punkterer. Dæktrykskontrol, som
advarer føreren om at luften måtte være på vej ud af
et dæk. Multijusterbart sportslæderrat, som giver et
godt greb om tingene og en god føling med vejbanen –
og i øvrigt ser rigtig ”fedt” ud. Højdejusterbart
passagersæde, så det ikke kun er føreren, der kan
finde en god siddeposition. Automatisk klimaanlæg,
fjernbetjent centrallås, el-justerbare sidespejle,
el-sideruder for, AUX-stik og en smart ting ved
vintertide: Opvarmede sprinklerdyser.
|