Med kasketten sendt om i nakken, et frækt sammenbidt
grin og underkæben skudt frem, parat til at gnave
sig ind i danskernes bevidsthed er MINI Coupé kommet
til landet. Kæk ser den ud, iøjefaldende er den og
hvad der er aller vigtigst: Den kører knald godt.
MINI Coupé er det første regulære resultat af MINI’s
designcenter, mens danske Anders Warming har været i
spidsen. Og Anders har al mulig grund til at fryde
sig, for det lille smarte køretøj lever bare så
meget op til forventningerne. Godt gået Anders.
Bil for to
Det frække design er tro mod sit ophav. Den ser ud
som en MINI. Ingen er i tvivl. Men den bryder også
grænser og gør op med fortiden. Hvorfor køre i en
MINI med bagsæder, når ingen kan bruge dem
alligevel, hvis de har ligeså lange ben som den
dygtige designchef og temmelig mange andre
nordboere. Derfor er MINI Coupé skabt uden bagsæder.
I stedet har man brugt pladsen til noget fornuftigt:
Uden at behøve at lægge bagsæder ned, disponerer man
over 280 liter regulær bagageplads, tilstrækkeligt
til at 2-mands/1 mand+1 kvinde/2-kvinde turen kan
være længere end på tværs af Dannevang. Bagklappen
er godt nok lidt tung, men til gengæld har man super
nem adgang til bagagerummet. Oven i købet findes der
en stor skilem, som kan aflåses. Og da bagagerummet
ikke kan åbnes uden brug af nøglen, er det låst, når
det er låst.
Frække forlængelser af nakkestøtterne understreger
det sportslige islæt, for det er det, en MINI Coupé
er: En sportscoupé af den fineste slags, som den nu
skal se ud. Når den er en MINI.
Løs i bagpartiet?
Bagklappen er udstyret med en spoiler eller
stabilisator om man vil, der kan betjenes fra
kabinen. Men kun op til 80 km/t. Derefter skyder den
selv op, om man vil det eller ej. Så effekten af
ikke at benytte den, kunne vi ikke efterprøve. Måske
var det meget godt. For har den en effekt – og det
er slet ikke utænkeligt, da MINI Coupé’ens dråbeform
godt kunne efterlade en lidt løs bagende – er det
klogt ikke at eliminere effekten. Og har den ingen
effekt, så ville den blive deklasseret til blot at
være en gimmick. Det ville da være synd, når nu alt
det andet er så godt.
Den billigste MINI Coupé koster 330.000 kroner og
har en 122 hestes benzinmotor under hjelmen. Den
prøvekørte Cooper SD version er næsten 100.000
kroner dyrere og desuden påklæbet en masse
ekstraudstyr, så totalprisen næsten når 500.000
kroner. Men bortset fra det tvivlsomme sponsorat af
den danske statskasse er pengene givet godt ud.
Kraftfuld, hurtig og økonomisk
Det er nemlig mere end et frækt lille køretøj, det
er bestemt også skabt med stor omtanke. 2-liters
dieselmaskinen kan præstere op til 143 hestekræfter
og man får mest ud af effekten i omdrejningsområdet
fra 1750 til 2700 omdr./min hvor momentet er på
toppen. Den kan genindvinde bremseenergien og holder
man for rødt, går motoren i stå. Intet nyt i MINI
sammenhæng, for det var MINI, der i sin tid var
først til at sætte systemet i serieproduktion. Den
fine teknik indebærer, at man kan accelerere til 100
km/t på 7,9 sekunder. Man kan køre 216 km/t. Og, men
med garanti ikke samtidig, man kan køre 23,3
kilometer på en liter dieselolie. Fænomenalt!
Den megen motorkraft kan ikke bare benyttes til at
lade fartgenet afreagere men også til at foretage
fornuftige og sikre overhalinger: 80-120 km/t klares
på bare 7,7 sekunder. Andre finesser inkluderer
opvarmede sprinklerdyser og på den prøvekørte bil
også en lyspakke, som giver enestående oplysning af
det stykke vej, man når til i de efterfølgende
sekunder. Godt lys er en stor sikkerhedsfaktor, ikke
mindst ved vintertide.
Burde have været på racerbane
Den største sikkerhed findes imidlertid i bilens
opførsel på næsten et hvilket som helst terræn.
Dermed afsløret, at vi ikke kunne dy os for at
spurte ud af en grusvej og direkte ud på plan
asfalteret landevej. Blot i et forsøg på at fornemme
om den kunne klare opgaven. Det ku’ den. Den kører
formidabelt, den lille MINI Coupé. Den burde
egentlig prøves på en racerbane og planen
inkluderede da også Sturup Raceway i Skåne. Men
asfalten var dækket af 3 cm is og 2 cm sne, så det
må blive en anden gang.
Der er for resten en roadster version på vej af
selvsamme bil og den kan også fås med mange flere
hestekræfter. Det må være et sommer-projekt! |