Da vi for et lille år siden første gang stiftede
bekendtskab med den store KIA Sorento i forbindelse
med de første internationale prøvekørsler af det nye
store KIA flagskib (læs
om de første prøvekørsler af KIA Sorento hér >>>),
var en af konklusionerne, at den bil egentlig
passede ret godt til rigtig mange danskeres bilbehov.
Prisen var godt nok temmelig høj, det er den
fortsat, men efter reduktionen af
registreringsafgiften er den kommet tætte på flere
bilkunders økonomiske muligheder.
Den billigste Sorento koster nu 555.000 kroner og
den prøvekørte version med Premium udstyr,
firehjulstræk og automatgearkasse er løbet op i
752.000 kroner. Det er stadig en net sum penge for
en bil, men den er absolut en overvejelse værd, hvis
man har mulighed og behov for en stor, rummelig SUV,
oven i købet med temmelig komfortable
køreegenskaber.
Masser af kræfter
Uanset hvilken model, man vælger, har den en 2,2
liters turbodieselmotor i maskinrummet. Den yder 200
hestekræfter og et overbevisende drejningsmoment på
441 Nm over en omdrejningskurve på 1750-2750 omdr./min.
Det gør den i stand til at køre 14,9 km/l, men det
er alene fordi vi her i Danmark indtil videre i
hvert fald alene har prøvet topudgaven.
Vælger man en bil med mindre udstyr, springer
automatgear og firehjulstrækket over, bliver den
ikke bare billigere at anskaffe, den bliver også
billigere at køre i, for 17,5 km/l er det officielle
forbrugstal for sådan en. Det er det (for begges
vedkommende) også i udgaven med 4WD, men vi anslår,
at i samme øjeblik, firehjulstrækket træder i
funktion, stiger forbruget og så er tallet svært at
komme i nærheden af i praksis.
Den første oplevelse bekræftes
Men lad nu det være. Et faktum er det, at også efter
at haft lejlighed til at gå Sorento’en nærmere efter
i sømmene, bekræftes den første oplevelse, og måske
i endnu højere grad end forventet.
Det hænger sammen med, at Sorentos affjedring er
temmelig tilgivende. Blød er for meget sagt, men den
er meget komfortabel og det passer perfekt til de
ujævne danske landeveje. Den er ydermere udrustet
med Trailer Stability Assist, som kompenserer for
ujævnhederne, når man kører med anhænger.
Fremragende, for det er ikke mindst en af Sorentos
styrker, at den har så stor træk-formåen.
2 tons på krogen – eller mere
Den prøvekørte automatgearsversion må trække 2 tons.
Har man brug for endnu mere trækkraft, må man da
affinde sig med selv at skulle stå for gearskiftet,
men da må man trække 2,5 tons. Man skal da blot lige
huske, om ens kørekort giver lov dertil, for
Sorentoen i sig selv vejer 1800 kg, men det er en
anden ting.
En af bilens unikke fordele er en frihøjde på 18 cm.
Det bringer den ikke i off-road ligaen, hvad den
heller ikke er tænkt at skulle, men det giver bedre
fremkommelighed i uvejsomt terræn, uanset man har
firehjulstræk eller ej. Naturligvis er 4WD en
fordel, men man kan ofte klare sig uden, hvis ikke
man specifikt har brug for at trække en stor
hestetrailer eller luksus campingvogn efter sig på
en ujævn og regnvåd græsmark.
Godt udstyret
Basisudstyret inkluderer bl.a. varme i rattet,
sædevarme både for og bag, fartpilot, kurvelys og
p-sensorer. Advance udstyret, som er næste trin,
inkluderer yderligere 2-zone klimaanlæg, navigation
med bakkamera, nøglefri betjening, elektrisk
bagklap, elektrisk indstilleligt førersæde og
adaptivt Xenon forlys og vognbaneassistent.
Oven i al det giver Premium udstyret yderligere 19”
alufælge (som faktisk ikke giver forstyrrer
kørselskomforten så meget som man kunne frygte),
læderkabine, køl i forsæderne, el-passagerforsæde,
rear cross traffic Alert, Blind Spot Detection og
meget mere.
Bagklappen er smart
Og så var der en ting, vi ikke kunne stå for: Hvor
visse konkurrenter tilbyder åbning af bagklappen,
når man eksempelvis sparker ind under den (Ford),
skal man blot blive stående et øjeblik ved
Sorento’ens bagklap, så åbner den helt af sig selv
(hvis man altså vil have den til det). KIA kalder
den ”Smart Power Tailgate” – vi synes bare, det er
smart…
Sidst, men ikke mindst: 7 sæder, panoramasoltag,
automatisk parkering, adaptiv fartpilot, around view
monitor m.v er ekstraudstyr, som kan tilkøbes. Det
er den unikke 7 års garanti derimod ikke. Og da vi
danskere naturligt nok, når vi investerer mange
penge i et firehjulet transportmiddel, sætter pris
på en vis portion økonomisk tryghed, rammer 7-års
garantien (op til 150.000 kørte kilometer) lige i
solar plexus.
Around View Monitor er ekstraudstyr.
18 cm frihøjde og stor fjedervandring gør, at
Sorento udmærket kan klare lettere terræn. |