- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 


 

Biltest: Jaguar XF 3,0 V6 Diesel 240 hk Luxury:

Luksus på sportsmanér


Af Søren Clauding – juni 2011

 

 

 

 

 

 

 

 

Der er visse bilmærker, man altid nærmer sig med en vis respekt og med store forventninger. Jaguar er ét af dem. Det gælder, uanset det er topmodellerne eller den ”lille” Jaguar, med bogstavbetegnelsen ”XF”.

 

Hvorfor så det. Jo, det har nok meget med historie at gøre. For hvor moderne bilmærker som f.eks. Audi, Lexus og BMW til stadighed kæmper for at opretholde deres sportslige image, behøver Jaguar stort set ikke at røre en finger. Jaguar er ganske enkelt lig med luksus på sportsmanér, i hvert fald som man fortolker det i England. Det har en vis dragende effekt.

 

Og så har det noget at gøre med prestige og vedholdenhed. Mangel på begge dele var nær ved at slå hjulene væk under Jaguar, hvis man skruer tiden et år årtier tilbage. Men så begyndte der at ske noget, ikke mindst stærkt provokeret af skiftende ejerforhold og ultimative krav om at skulle tjene penge på bilerne.

 

Top moderne

I dag er Jaguar top moderne sportslige luksusbiler af høj kvalitet og helt i overensstemmelse med de heller ikke helt lave priser, man skal betale for bilerne. Det gælder også XF.

 

Den prøvekørte variant var oven i købet udrustet med en 3-liters dieselmotor. Det er lige før at det gør den til den billigste i modelrækken, da basisprisen er 907.000 kroner iflg. prislisten. Men faktisk findes der en billigere XF med en 3-liters V6 benzinmotor under hjelmen. Det er nu kun 40.000 kroner, der adskiller de to, og den største forskel måler man på brændstofforbruget.

 

Politisk opportunt

Det er jo ikke længere politisk opportunt at køre i store brændstofforslugende biler. Men med en 240-hestes V6 Diesel kan XF køre 14,7 km/l. Med 6-trins automatgear og en egenvægt på 1,8 tons! Den leder ikke mere CO2 ud end en typisk mellemklassebil (179 g/km), så der er ikke meget at komme efter fra miljøholdets side. Og den gør det helt uden tab af køredynamik, som er så centralt i forbindelse med Jaguar.

 

Designet er smukt og sportsligt såvel som dynamisk. Interiøret er klassis britisk med fine detaljer som læderdeko over instrumentpanelet under forruden og anvendelsen af ædeltræ i panelerne. Prisen inkluderer læderkabine, i den prøvekørte variant brun/beige indtræk med et rødligt skær, som understreger det eksklusive og udstyrslisten er alenlang – selvom udstyrs betegnelsen ”Luxury” betyder basisudstyr på Jaguar sprog. Skal man op i Premium-Luxury kategorien koster det 100.000 kroner oveni.


 


Bluetooth og splitbagsæde!

Hos Jaguar Danmark (den danske importør, som ligger på Østerbro i København) fortæller man, at Bluetooth og splitbagsæde er egenskaber, kunderne lægger vægt på. Pudsigt, for det ville vi ikke have nævnt med et ord. Men klart: I en Jaguar er det ikke almindeligt med i hvert fald splitbagsædet. Vi er nu sikre på, at Jaguar-ejerne også synes, at det er lidt smart, at defrosterne åbner elektrisk, når man indstiller klimaanlægget til at bruge dem og drejer på tændingsnøglen – nå, nej, trykker på startknappen! Vi synes det i hvert fald, og glæder os også over let læselige konventionelle sportsinstrumenter. XF’en har desuden den usædvanlige Jaguar løsning på gearvælgeren: Når man slår tændingen til, skyder en lille cylinder op af midter konsollen, gearindstillingen foregår ved at dreje på knappen. Det bliver man helt forfalden til.

 

Bagagepladsen er god – 500 liter, som kan forøges med yderligere 40, hvis man ikke bruger dem til reservehjul, og muligheden for at lægge bagsæderyglænene ned gør lige pludselig den næsten 5 meter lange limousine helt praktisk.

 

Kører anderledes

Pladsen på bagsædet er som den skal være i denne klasse, hvor konkurrenterne er BMW’s 5-serie, Mercedes’ E-klasse, Audi A6 m.fl. Men på ét punkt skiller Jaguaren sig ud: Den kører ikke som nogen af de nævnte biler.

 

Maskineriet har dobbeltturbo, en lille, som sørger for moment ved lave motoromdrejninger, og en stor, som træder til, når det går stærkt. Det betyder, at maskineriet både er ultra smidigt og yderst kraftfuldt. Ikke færre end 500 Nm ved 2000 omdr./min siger det hele. Og de lukkes ud på baghjulene, vel at mærke.



Cruise og sport

Cruiser man i XF’en, oplever man en bestemt men ganske luksuøs affjedring, som også kan håndtere de ikke altid lige komfortable danske landeveje. Blæser man al effekten ud på asfalten (0-100 km/t på 7,1 sekunder) og kører bilen hurtigt gennem kurverne oplever man en unik balance og helt neutrale styreegenskaber.

 

I den særlige sportsindstilling sker gearskiftene senere (man skal højere op i omdrejninger), og speeder responsen er mere kontant. Uanset indstilling føler man sig utrolig tryg bag rattet i Jaguar’en. Fremprovokerer man (om end det er svært, at simulere en katastrofesituation i trafikken) en udskridning, har man alle chancer for at redde investeringen og sig selv. Godt hjulpet af aktiv differentialekontrol og cornering brake control.

 

 


Model:

Jaguar XF 3,0 Diesel 240 hk Luxury

Listepris:

Kr. 907.000

Motor og transmission:

6 cyl. Common-rail dobbelt turbo diesel 3,0 l. 240 hk. 500 Nm/2000 omdr./min. 6 trins aut. gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,1 sek./ 240 km/t/ 14,7 km/l /179 g/km

Længde:

4,96 m

Bagagerum:

500 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. CBC. ADC. 6 airbags. 18” alufælge (245 mm brede dæk). Hillholder. Elektrisk multijusterbart læderrat. Elektrisk justerbare forsæder. Læderkabine. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. P-sensorer bag. Isofix. Splitbagsæde.


Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt