- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billedet og se det større


Biltest: Jaguar XF Sportbrake 2,2 i4 TD Luxury

Luksustur på klippeøen


Af Søren Clauding – juni 2013

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jaguar XF Sportbrake 2,2 test i Motorradioen


Indrømmet: Det er ikke hver dag, vi prøvekører biler på Bornholm. Det er faktisk aldrig sket før og det er nu synd og skam, men når vi nu forsøgte at råde bod derpå, var ikke mindst den bil, som blev valgt til besøget på klippeøen i Østersøen, perfekt til formålet. Den gav sit bidrag til en totalt harmonisk oplevelse. Bilen var en Jaguar XF Sportbrake i4 TD Luxury.

 

Og hvorfor var harmonien da så fuldkommen? Ganske enkelt fordi den ro og den på én gang sportslige og luksuøse oplevelse, Bornholm kan byde på, i skøn forening med en enestående fortid og efter danske forhold unik natur passer perfekt til en bil, som både er sportslig, luksuøs, rolig og kraftfuld – med en ganske særlig heritage. Samtidig er den også ret rummelig, som en feriebil skal være det – også på det felt går Jaguar og ferieøen Bornholm hånd i hånd.

 

Tingene passede sammen

Nu skal disse linjer ikke handle om Bornholm, men om Jaguaren. Alligevel er det herligt, at kunne udtrykke den ene med det andet. F.eks. turen derover: Blot toenhalv time efter, at forhjulene var blevet sat på Øresundsbroen på vej mod Ystad, blev de igen sat på dansk territorium, da det britiske køretøj indtog Rønne. Efter en behagelig køretur og en ultramoderne sejltur på en af verdens største hurtiggående katamaranfærger. Ingen dum idé, at kombinere de to transportformer.

 

Jaguar SF Sportbrake er mere end bare en stationcarudgave af en Jaguar XF, som vi i øvrigt tidligere har prøvekørt i et par versioner med andre motorer (læs prøvekørsel af Jaguar XF 2,0 i4 hér >>>). Den har nemlig sin egen karakter. Undervogn, udstyr osv. er identisk, det er forpartiet naturligvis også. Men brugen af bilen er anderledes.

 

Kraftfuld og økonomisk

Den passer til fritidsliv, den er til at leve med, og samtidig transporteres man så komfortabelt, at man har overskud til at nyde den stadigt vekslende natur. 2,2 liters dieselmotoren passer perfekt til en XF. I kombination med 8-trins automatgearkassen trækker den flot ud af kurverne, hjulpet af det såkaldte Cornering Brake Control system, der balancerer bilen og fordeler motorkræfterne alt efter hvilke hjul, der har bedst fat i underlaget. Momentkurven er forbilledlig bred – den holdes på samme høje niveau fra 2000 og helt op til 4000 omdr./min. Det har bl.a. som resultat, at man kan man køre næsten 20 kilometer på en liter brændstof – og over 23 kilometer literen på turen af de svenske landeveje.



På Bornholm holder man automatisk et roligt tempo, om end de snoede og ofte kuperede veje lægger op til frisk kørsel. Vælger man det sidstnævnte, kan de 100 km/t nås på 8,5 sekunder – imidlertid noget alene køreturen forud for landgangen gav mulighed for at afprøve. På Bornholm må man intet sted køre over 80. Og de 214 km/t, som Jag’en siges at kunne køre på toppen, må vi vente til en anden god gang med at tjekke… Men engang imellem er det ingen skade til at nyde et stille cruise – noget som Jaguar har underbygget ved f.eks. at udstyre bilen med en særlig lyddæmpet forrude.

 

Sportbrake…

Sportbrake navnet er formentlig inspireret af f.eks. Mercedes’ og tidligere også Rolls Royce’ anvendelse af ”Shooting Brake” navnet. Ordet ”Brake” kommer egentlig af ”break”, som var en ramme med hjul på, som man tilbage i tiden spændte bag en hest, der skulle tæmmes. Så kunne den løbe rundt med break’en bag sig indtil den blev træt og mere medgørlig. Siden blev en break anvendt til forskellige lidt større transport formål – på samme måde som det lidt større bagagerum i en stationcar gør det.

 

Jaguaren behøver ikke blive tæmmet – den er faktisk ret medgørlig både med og uden udvidet bagagerum, men det er klart, at de 540 liter, som kan forøges til 1675, når bagsæderyglænene lægges ned, øger anvendeligheden. Der er mange gode løsninger i sådan et køretøj, eksempelvis kan den bageste del af bagagerumsdækkenet skydes op under loftet, når den elektriske bagklap (ekstraudstyr) åbner.



Luxury-følelsen

Og er man bare lidt bil-freak, kan man ikke lade være med at nyde, når den cylindriske gearvælger skyder op gennem midterkonsollen og gearpositionen vælges ved at dreje cylinderen.

 

Udstyrsbetegnelsen snyder. Og dog: Luxury er næstlaveste udstyrsniveau – men det inkluderer bl.a. fartpilot med begrænser, regnsensor, Bi-Xenon forlygter, 17 ” alufælge, nøglefri start, dæktryksmåling, 2-zone klimaanlæg, 6/6 vejs elektrisk justerbare forsæder, 7” touchscreen og meget, meget mere.


 


Model:

Jaguar XF Sportbrake 2,2 i4D Luxury Aut.

Listepris:

Kr. 906.800

Motor og transmission:

4 cyl. turbodiesel 2,2 l. 200 hk. 340 Nm/2000-4000 omdr./min. 8-trins aut.gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

8,5 sek./ 214 km/t/ 19,6 km/l /135 g/km

Længde:

4,97 m

Bagagerum:

540-1675 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 17” alufælge. Hillholder. Bi-Xenon forlygter. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat. Nøglefri start. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. El-justerbare forsæder. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme. Regnsensor. Isofix.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt