Hyundai i40 med 136 hestes dieselmotor og Premium
udstyr koster 10.000 kroner mere end den tilsvarende
bil med 177 hestes benzinmotor (læs
testen af Hyundai i40 2,0 GDI hér >>>).
Alligevel er det legitimt at kalde diesel’en det
økonomiske alternativ. Det gælder til dels, hvis man
skal køre mange kilometer og kan have fordel af en
bedre brændstoføkonomi på 22,2 km/l prisgunstig
dieselolie (versus 14,7 km pr. liter benzin).
Desuden sparer man også lidt på ejerafgiften. Men
det gælder især, hvis man kan nyde godt af det
såkaldte beskatningsgrundlag ved leasing.
Beskatningsgrundlaget er den pris, man bliver
beskattet af, hvis man får stillet en firmabil til
rådighed. Reglen er, at kører man i en firmabil,
skal man betale 25 procent i skat af bilens pris op
til 300.000 kroner og derefter 20 procent af
forskellen på prisen og de 300.000. I det konkrete
tilfælde koster en Hyundai i40 1,7 CRDi 420.000
kroner. Man bliver altså beskattet med 25 procent af
de 300.000 kroner (= 75.000) og yderligere med 20
procent af 120.000 kroner den er dyrere end 300.000
(=24.000). I alt beskattes man af 99.000 kroner.
Skattebesparelse
Men finansieres bilen af Hyundai Finans kan
beskatningsgrundlaget sættes til blot 290.000 kroner
og derved opnår man som bilbruger en
skattebesparelse i nabolaget af 15.000 kroner alt
efter ens konkrete skatteprocent.
Det forudsætter naturligvis at det firma, der
stiller firmabilen til rådighed, synes det er en god
idé at erhvervslease den hos Hyundai Finans fremfor
selv at stå for køb og finansiering eller evt. lease
den i et andet leasingselskab, og det kan jo så nemt
blive et helt andet regnestykke.
Det er jo meget godt alt sammen. Men hvordan kan en
136 hestes diesel være et konkurrencedygtigt
alternativ til en 177 benzin’er – bortset fra
spørgsmålet om økonom?
Mere retningsstabil
Det ligger i hele bilens basiskoncept. De to biler
er principielt ens. Dieselmotoren er tungere end
benzinmotoren, men ikke så meget at det betyder
andet end en smule bedre retningsstabilitet ved høj
fart – og det kan enhver langtursbilist kun betragte
som noget positivt.
Præstationerne – bortset fra forbruget – er ikke
meget forskellige. Accelerationen til 100 km/t er
mindre end et sekund langsommere i dieselversionen
end i benzinversionen, og ved lav fart er forskellen
umærkelig. Dieselmotorens store moment virker endda
mere overbevisende ved bykørsel, godt hjulpet af en
dynamisk speederrespons. Og mon ikke de fleste vil
kunne leve med en bil, der trods alt kan køre 200
km/t – 12 km/t langsommere end benzinbilen – når nu
man får alle de andre fordele oveni.
Dertil kommer, at dieselmotoren er temmelig støjsvag
og ved konstant fart ligeså lydløs som
benzinmotoren. I kraft af den større kompression i
forbrændingskamrene og lavere rotationshastighed
mærkes en smule mere vibrering i ratstamme og
karrosseri, men det er så lidt, at vi i de fleste
tilfælde vil pege på dieselversionen som det bedre
alternativ, ikke mindst af hensyn til forureningen
og ressourceforbruget.
Varme i rattet aktiveres på den lille
kontakt under lys-armen. Det er standard i
Premiumudgaven. |