Der var engang, da tilnavnet ”turbo” på en bilmodel
havde lidt den samme betydning som ”GTI”, altså en
bil med lidt ekstra spræl. GTI hører fortiden til, i
dag har alle bilmotorer benzinindsprøjtning, og det
samme gælder turboladere, som er helt almindeligt
også på benzinmotorer – og det behøver på ingen måde
at være ensbetydende med ekstra spræl. Derfor er det
lidt sjovt, at Hyundai har genintroduceret
turbo-begrebet som udtryk for ekstra spræl, det er
nærmest nostalgisk, men det gælder også andet ved
den nye Hyundai i30 Turbo.
Bilens fulde navn er Hyundai i30 1,6T-GDi Turbo, og
ekstra spræl er der. I maskinrummet ligger en
186-hestes turbobenzinmotor, der oven i købet
præsterer 265 Nm over et temmelig bredt
omdrejningsinterval, for nu at sige det mildt, fra
1500 til 4500 omdr./min. Den klarer 100 km/t på 8
sekunder og det påstås, at den kan flintre derudad
med 219 km/t – det tillod de danske færdselsregler
ikke, at vi gjorde.
Men hurtig er den, meget smidig, potent og sjov er
den også.
Sportsudstråling
Nede bagtil er den udrustet med to udstødningsrør og
en defuser, der givet vis står sin prøve, når det
går hurtigt. De to udstødningsrør har nok mere en
visuel betydning, og frækt ser det ud. Det visuelle
har nemlig også betydning i i30 Turbo.
Oppe fortil er bilen udrustet med en grill i
turbo-design, der er lidt skarpere end de øvrige
modelvarianter, der nu ikke står tilbage for et
skarpt udseende efter det seneste facelift (læs
om det seneste facelift af Hyundai i30 hér >>>).
Ekstra luftindtag har skubbet tågeforlygterne til
side, de er erstattet af LED-lys, og hvad det
visuelle angår, er de store 18” fælge nu heller ikke
af vejen.
Røde syninger
I kabinen er lædersæderne, læderpanelerne og det
lækre læderrat iøjefaldende, alt sammen med fine
røde syninger, der bare i den grad er nostalgiske,
for det ser ud som det skal og altid har skullet i
den sportslig ”GT-bil”. Selv gearknobben er
redesignet, sort læder, transparent angivelse af de
seks gear og rød top, som det sig hører og bør…
Ved siden af alt det sportslige har i30 bevaret sin
funktionalitet. 1,6T-GDi Turbo modellen er toppen i
udstyrsrækken. Den har klimaanlæg, sædevarme,
fartpilot med –begrænser og alt det andet, man
normalt finder i en i30. Og i i30 Turbo modellen
kommer især flex-styringen til sin ret.
Optimalt afstemt
Flex-steer er en elektrisk påvirkning af
servostyringens fasthed, og den har man faktisk
glæde af, når man lukker op for alle kræfterne. De
store hjul griber godt fat i underlaget, men det
unikke er, at affjedringskomforten er
bemærkelsesværdig god. Som sådan er hjulophængene og
støddæmperne optimalt afstemt og i glimrende harmoni
med den samlede oplevelse.
Alting har sin pris, og Hyundai i30 1,6T-GDi Turbo
koster 332.161 afgiftsreducerede kroner. Det er ikke
meget forskelligt fra, hvad konkurrenterne tager for
tilsvarende biler, og det bliver ikke bedre af, at
bilen kun kører 13,7 km/l og derfor udløser en årlig
ejerafgift på 3.500 kroner, men som sagt: alting har
sin pris. Men så har Hyundai jo altid en trumf i
ærmet: 5 års garanti. Den garantiordning kan meget
hurtigt blive de penge værd, man betaler i afgift og
for brændstoffet…
|