Vi har ved flere lejligheder prøvekørt den nye
Hyundai i20 i forskellige varianter. En af
varianterne, der for visse bilejere kunne være
interessant, er udrustet med 1,1 liters CRDi
dieselmotor, der præsterer 75 hestekræfter.
Når vi udtrykker det på den måde, er det ikke
tilfældigt. For sandt at sige skal man meget
specifikt have brug for de særlige fordele, netop
den bil byder på, måske især i udstyrs udgaverne.
31,3 km/l i Eco-udgaven
Dieselmotoren er en udmærket 3-cylindret maskine,
der dog ikke leverer nær så megen fart som f.eks.
alternativet med 75-benzinheste. Den har imidlertid
én unik fordel: Den gør i20 i den særlige
Eco-version i stand til officielt at køre 31,3 km/l
og det må siges at være et pænt tal. Men det kræver
den særlige Eco-konfiguration, som kun leveres med
basisudstyret Active. Skifter man udstyrsniveau til
Active Plus eller den her prøvekørte Trend variant
falder brændstoføkonomien til 27,8 km/l. Og da
begynder regnskabet i næsten enhver henseende at
blive dårligere.
Den tilsvarende benzin udgave med 75 hk kører 21,3
km/l (læs
vores prøvekørsel af Hyundai i20 1,25 Active hér >>>).
Man betaler da 620 kroner i ejerafgift/år. For
Diesel-modellen er tallet 2080 kroner. Godt nok er
dieselolie billigere end benzin, men det er ikke
meget. Og så er der anskaffelsesprisen: En Hyundai
i20 1,25 Trend oven i købet med 84 hestekræfter
koster 150.000 kroner. 170.000 kroner er prisen for
præcis samme model med 75-hestes dieselmotor.
Blandt andre minusser er, at dieselmotoren vibrerer
mere, støjer lidt mere og Hyundai i20 1,1 CRDi må
kun trække 800 kg på en eventuel trækkrog. På
plussiden skal det dog tilføjes, at 1,1 CRDI har ISG
– det betyder Idle Stop & Go og er Hyundais navn for
et stop/start system, hvor motoren stopper ved
tomgang.
Trend udstyret
Trend udstyret i sig selv – men det er fælles for
alle motorvarianter – består udover
standardudstyret, Active, samt aircondition og
tågeforlygter, der følger med i
mellem-udstyrsvarianten ”Active Plus”, af baksensor,
som man nok have glæde af, især hvis der er fyldt op
på bagsædet.
Bluetooth
kan betjenes fra rattet, el-sideruder bag er her
standard, det samme er fartpilot med –begrænser, et
bedre audioanlæg, kunstlæderrat med varme og
vognbaneassistent. Det er et udmærket udstyr, som
man dog nok kan leve uden, hvis prisen spiller med –
merprisen for Trend versus Active Plus er 15.000
kroner og i forhold til Active er Trend 25.000
kroner dyrere.
Konklusionen er derfor:
Har man brug for at køre rigtig mange kilometer, kan
det prismæssigt være en fordel at køre diesel. Men
da bør man overveje modellen med basisudstyr, Active,
til 145.000 kroner. Og der SKAL være tale om rigtig
mange kilometer, og det er måske også en bevæggrund
for netop at vælge en Hyundai, fordi Hyundai giver 5
års garanti ubegrænset af kilometerantallet.
Med til historien hører dog også, at for 10.000
kroner oveni kan i20 købes med en 90-hestes
firecylindret dieselmotor, hvormed man kan køre 27
km/l, altså næsten det samme som med de 75
trecylindrede dieselheste. Og da får man både en
mere vibrationsfri motorgang og væsentlig bedre
fartpræstationer. Den har vi prøvet i forbindelse
med de første internationale prøvekørsler af i20 (læs
om de første internationale prøvekørsler af Hyundai
i20 hér >>>) og den kan varmt anbefales. Køber
man den med Active Plus udstyret koster den 165.000
kroner.
|