Ret skal være ret. Vi har tidligere fastslået, at
Hyundai i10 med 1,1 liters motor er lidt forslugen, for nu at sige det mildt (læs
hér>>>). Nu kan vi fastslå, at det holder ikke
med den helt nye
1,25 liters motor.
For blot 5000 kroner oven i prisen får man ikke bare
12 flere hestekræfter, man får også en motor, der
kører markant længere på literen. I praksis kan man
med den større benzinmotor forvente en gennemsnitlig
benzinøkonomi på 16-17 km/l, til trods for at det
officielle tal er præcis det samme som for den
mindre og i praksis langt mere forslugne 1,1 liters
benzin’er, nemlig 20 km/l.
Mere harmoni
Selvom forskellen på det officielle forbrugstal og
det praktiserede stadig er ret stor, er det mere i
harmoni med de præstationer, som flere af
konkurrenterne kan fremvise. Det giver i10 1,2 et
stort plus, fordi 1,25 liters motoren er 4-cylindret og både smidig, vibrations- og støjsvag samt
ret underholdende.
Det sidste er ikke uden betydning, for i10 bliver
næsten en helt anden bil. I alle tilfælde er
køreoplevelsen mere positiv og det er absolut værd
at betale 5000 kroner for.
Glem 1,1'eren
Man når de
100 km/t
på næsten 3 sekunder kortere tid end med 1,1’eren,
topfarten er 166 km/t kontra 151. Resten af bilen er
præcis den samme som vi tidligere har testet og der
er ingen grund til at gentage os selv hér. Blot at
konstatere, at enhver Hyundai i10 køber bør glemme
alt om den mindre 1,1’er og i stedet for tage imod
1,25’eren med kyshånd. Den er bare så meget bedre.
|