Lige nu lancerer Honda
en helt ny bil i Danmark. Et køretøj, der er helt
igennem genial for den, der har brug for megen
plads. FR-V er navnet og den tilhører kategorien af
multibiler.
Den umiddelbart
karakteristiske forskel på Honda FR-V og andre
multibiler er, at Hondaen har tre siddepladser foran
og tre siddepladser bagtil. Det har Fiats Multipla
dog også. Men bortset fra Hondaens i sig selv
uforståelige navn adskiller den sig fra Fiat
Multipla og de fleste andre multibiler på stort set
alle andre punkter.
Det geniale ved Honda
FR-V er den total-harmoni, der kendetegner
konstruktionen.
Hemmeligheden er, at
Honda har valgt at lade FR-V være ligeså lang som en
almindelig kompakt multibil med mere end fem
siddepladser (i modsætning til Multipla som er noget
kortere). Det giver en række fordele:
Der er god bagageplads
og den er oven i købet variabel fordi bagsædernes
position kan varieres. Der er højt op til bageste
sædekant, hvilket er med til at sikre bagagepladsen.
Der er rigtig god
benplads ved alle seks siddepladser (på nær
førersædet, hvor det kniber lidt for en langbenet
chauffør). Benpladsen ved de midterste sæder både
for og bag kan optimeres afhængig af passagerernes
behov – simpelthen ved at midtersæderne kan skubbes
frem og tilbage, begge to. Man må dog ikke være
bredskuldret, hvis man skal have plads på
midtersæderne i bageste position – men for nogen vil
det måske være en bekræftelse af at de ER
bredskuldret!
Midtersædernes ryglæn
kan foldes vandret og sædernes ryglæn kan benyttes
som bord eller bekvemme armlæn. Eller den forreste
del af det forreste midtersædes sædebund kan vippes
180 grader fremad – så man har adgang til et par
mindre opbevaringsrum nede i sædet. Det er et reelt
kombisæde.
Et helt plant
bagagerumsgulv opnås ved at folde bagsæderne ned i
gulvet. Det er ikke set tilsvarende i en 2-rækkers
6-personers bil – og sæderne kan desuden foldes ned
hver for sig.
Ved at lade bilen have
en vis længde har man opnået meget fin
kørestabilitet. FR-V kører både harmonisk og
sporsikkert. Oven i købet er Hondaen bedre omkring
hjørner end de aller fleste multibiler fordi den
ikke er så høj – og konstruktionen har givet plads
til lyddæmpnings materialer, så kørekomforten er i
top.
Konstruktionen har
også tilladt et elegant og aerodynamisk ydre.
Sidstnævnte medvirker til at brændstoføkonomien er
fin, i hvert fald for en bil med så stor kapacitet:
11,9 km/l for udgaven med 2-liters 150-hestes
benzinmotor og 15,9 km/l med en 140-hestes 2,2 liter
diesel.
Honda FR-V har
allerede succes med bilen i udlandet. I Danmark er
den lidt vanskeligere at komme i nærheden af: med
benzinmotor koster FR-V 350.000 kroner og med diesel
er prisen næsten 450.000 kroner. Det er væsentlig
mere end eksempelvis Toyota og Opels 7-personers
multibiler. Men i FR-V er der benplads til alle
passagerer – inklusive bagage og masser af
luksusudstyr. Det gør en forskel!
|